Kronik

Et samfund af søvngængere

I Frankrig er der opstået en fornyet interesse for den afdøde sociolog Tarde, og det påvises bl.a., at han på ingen måde blandede sociologi og psykologi sammen, men at han præsenterede et helt igennem sociologisk program, som tilmed er ganske overrumplende
15. november 2004

Kronik
Det er kendetegnende for al god samfundsteori, at den tvinger os til at sætte spørgsmålstegn ved indgroede forestillinger. Et eksempel på dette er sociologen Niklas Luhmann, som har argumenteret for, at mennesker står uden for samfundet, og at dette udelukkende består af kommunikation.
Luhmann tager derigennem afsked med den forestilling om autonome, frit handlende individer, som både dominerer det meste samfundsteori og ligger til grund for aktuelle politiske tiltag. Da sociologien opstod som videnskabelig disciplin i slutningen af det 19. århundrede, var den båret af tanker, som på lignende vis vendte op og ned på vante forestillinger. F.eks. påviste den franske sociolog Émile Durkheim det meningsfulde i at betragte kriminalitet, ikke som et patologisk og unaturligt fænomen, men derimod som en normal social kendsgerning, ja tilmed som »en integrerende del af ethvert sundt samfund«, som han udtrykte det. Durkheim var den centrale skikkelse i videnskabeliggørelsen af sociologien, og hans position og bestræbelser skulle vise sig at blive retnings-givende for disciplinens udvikling i det 20. århundrede.
Denne succes har dog ikke været uden omkostninger. Bl.a. indebar videnskabeliggørelsen af sociologien en afsked med teoretiske positioner, som kun vanskeligt kunne fastholdes inden for de disciplinære grænsedragninger, men som tværtimod søgte at overskride dem. En sådan position blev forfægtet af Gabriel Tarde, som var den måske største franske sociolog i det 19. århundrede. Tarde blev bl.a. udnævnt til professor på Collège de France (foran Henri Bergson) og blev ved sin død i 1904 udråbt som en sand mestertænker.
Når han alligevel er stort set ukendt i dag, hænger det sammen med, at han modsat Durkheim – den yngre arvefjende – ikke evnede at danne skole. En afgørende grund til dette er, at Durkheim evnede at overbevise eftertiden om, at Tardes sociologiske program blot var en forklædt psykologi og derfor faldt uden for sociologiens område.
Dette har været en indgroet forestilling indtil for ganske nylig. I Frankrig er der nemlig opstået en fornyet interesse for Tarde, hvor det bl.a. påvises, at han på ingen måde blandede sociologi og psykologi sammen, men at han præsenterede et helt igennem sociologisk program, som tilmed er ganske overrumplende.
Den nye interesse for Tarde skyldes ikke mindst den store franske filosof Gilles Deleuze, som allerede i slutningen af 1960’erne byggede videre på Tarde. På det seneste har også den franske sociolog Bruno Latour erklæret sit åndsfællesskab med Tarde. Interessen for Tarde rækker dog også uden for Frankrigs grænser. Således har tidsskriftet Distinktion netop udgivet et temanummer om Tarde, hvor den første ikke-franske samling af artikler om Tarde nogensinde suppleres af en dansk oversættelse af Tardes svar på spørgsmålet: »Hvad er et samfund?« Tardes analyse rokker i sandhed ved vore forestillinger om samfundet. I det følgende vil jeg forklare hvordan.

Tarde lægger ud med at tage afstand fra en økonomisk og juridisk forståelse af samfundet. Ifølge den økonomiske definition består samfundet af individer, som yder hinanden tjenester. Men, siger Tarde, en sådan definition er for bred, hvis vi ønsker at forstå menneskelige samfund, for den indebærer, at vi også måtte karakterisere grupper af dyr som samfund. Så er en juridisk forståelse af samfundet bedre, for så vidt man her forestiller sig samfundet som konstitueret af individer, der deler de samme love og konventioner. Men heller ikke denne definition er tilfredsstillende, da den ignorerer, at anerkendelsen af retlige forpligtelser i sig selv forudsætter et fælles fundament (af idéer, traditioner, sprog mv.). Dette fundament tilvejebringes gennem opdragelse, som på sin side er udtryk for en form for imitation, hvor barnet imiterer forældrenes sprog, idéer etc. Følgelig hviler samfundet på imitation, hævder Tarde. Dette forskyder dog blot problemet, for hvad skal vi forstå ved imitation? Det er for alvor her, Tardes analyse overrasker.
Når han skal forklare én persons imitation af en anden person, henviser han nemlig til det i slutningen af det 19. århundrede meget omdiskuterede begreb somnambulisme, som er en form for søvngængeri eller dyb hypnose. Tardes pointe er, at det sociale menneske ligner søvngængeren. Begge lider de f.eks. »af den illusion, at deres idéer – som alle er suggererede – er spontane«. Vi tilskriver med andre ord os selv originalitet, men handler som hovedregel under indflydelse af andre.
Denne indflydelse analyserer Tarde netop som en hypnotisk tilstand. Hypnosen er kendetegnet ved, at den hypnotiserede ubevidst og instinktivt adlyder og imiterer hypnotisøren, og det er præcis, hvad det sociale menneske gør: Uden nødvendigvis at være bevidste om det, imiterer vi dem, der udøver en hypnotisk kraft over os. Og denne imitation kan være så intens, at vi selv bliver imiteret af andre. »Lad os forestille os en søvngænger, der driver imitationen af sit medium så vidt, at han selv bliver medium og hypnotiserer en tredje person, som imiterer ham osv. Er dette ikke netop det sociale liv?«

Ifølge Tarde er imitationen særlig intens i storbyerne, da nyskabelser her har de bedste vilkår for gennem imitation at sprede sig til store grupper af mennesker med lynets hast. Men imitationen begrænser sig på ingen måde til byens liv. Også verdensmænd og -kvinder fremhæves som eksemplariske tilfælde af sublim imitation, da der her er tale om mennesker, »som aldrig har følt sig akavet eller flove over noget som helst, som aldrig har oplevet at blive generte ved at gå ind i en fin salon eller ind i gården ved et universitet, ej heller følt en tilsvarende vaklen ved deres første møde med en given videnskab eller kunstart. Er disse personer ikke de allermest socialiserede, man kan forestille sig? Er de ikke de perfekte kopister, dvs. blottet for noget selvstændigt kald eller nogen styrende idé..? De er søvngængere af første rang og altid klar til at falde i søvn«.
Tardes analyse har mange implikationer, men frem for alt gør den radikalt op med forestillingen om, at samfundet består af autonome individer, som baserer deres liv på en fri viljes præstationer. Som nævnt gælder dette også de tilfælde, hvor individualiteten prises højest, hvor man altså gør, som man vil og tror derved at markere sin særlige individuelle karakter: »At gøre som man vil i et samfund vil sige at overgive sig til tidens toneklang og moden i ens omgivelser, at tale i den rigtige jargon, kopiere andre folks håndbevægelser.«
Det skal understreges, at Tarde ikke er kritisk over for denne imitation, eftersom den udgør selve essensen af samfundet, af menneskers forhold til hinanden. Opgaven er imidlertid at forstå, at det forholder sig således og ikke at forblive i den ’dogmatiske slummer’, ifølge hvilken vi i det moderne samfund har løsrevet os fra imitationen og udvikler os autonomt og på egne præmisser.
Det er bl.a. på baggrund af denne forståelse af samfundet, at den fornyede interesse for Tarde er præget af et ønske om gennem denne yderst originale, men miskendte tænker at rokke ved det, vi tager for givet. Samfundet er ikke funderet på økonomi, ret, religion eller politik. Ej heller er samfundet konstitueret af autonome individer eller af overindividuelle strukturer. Derimod gælder det (med vidtrækkende samfundsteoretiske og politiske implikationer), at »samfundet er imitation, og imitation er en form for søvngængeri«.

*Christian Borch er ph.d.-stipendiat ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

*Citaterne af Tarde er alle fra det kommende nummer af Distinktion

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu