Kronik

At sidde på pæle

Simple living i Indien, i jernalderen, i fremtiden og på film
Debat
17. november 2004

Kronik
I takt med at vores velstand i Danmark er steget, har vi solgt ud af fællesskabet og samværet med hinanden. Der skal særlige rammer til før fællesskabsfølelsen indfinder sig. Jeg spørger mig selv om tilværelsen er blevet reduceret til et spørgsmål om forbrug og tilbudsvarer.
På rejser i Indien har jeg oplevet denne almenmenneskelige følelse af fællesskab, som er så svær at få øje på i hverdagen herhjemme. Jeg oplever den sjældent. Men pludselig var den der, denne vidunderlige følelse af at høre til. Men jeg skulle helt tilbage til jernalderen for at finde den, da jeg boede en uge som jernaldermenneske i Lejre Forsøgscenter. I løbet af den uge oplevede vi, hvad det vil sige at være afhængige af hinanden, og at være nødt til at samarbejde.
Vi var fire familier, i alt 16 personer, fordelt på tre generationer, der efter ansøgning var blevet udvalgt og havde betalt et symbolsk beløb for at være med. Landsbyen var som én stor familie, hvor vi skulle være fælles om få dagligdagen til at fungere. Tilberedelsen af dagens varme måltid optog næsten al vores tid. Sammen tændte vi op, og passede bålet. Sammen hentede vi vand uden for landsbyen. Melet til brødet skulle gruttes, og selv om vi havde en drejekværn til rådighed, skulle den betjenes af to mand, der var gode til at samarbejde.
Hver dag gik vi flere ud sammen for at plukke urter til vores salat eller stuvning. Det tog lang tid at samle. Stuvningen jævnedes med mælk fra geden. Vi lavede ost ved at opvarme mælken i en lerkrukke sat i udkanten af bålstedet, hvor vi skiftedes til at holde øje med den og dreje den. Varmen fik valen til at udskille sig, og selv om der ikke blev meget ost ud af det, så blev den god. Med et piskeris af sammenbundede birkekviste piskede vi fløden til flødeskum. Vi tog hver vores tørn ved at lade flødekrukken gå fra hånd til hånd, når vi om aftenen sad omkring bålet. Da fløden stivnede forsatte vi og endte med at have smør til vores brød, friskkærnet smør.
I smedjen skiftedes vi til at holde blæsebælgen i gang for at kunne smede knive – og dragtnåle til at holde vores kapper på plads med. Der var dejlig varmt derinde. Den kontinuerlige lyd af blæsebælgens sukken og pusten lød nærmest som bølgeslag. Frem og tilbage. Igen og igen. Det rødglødende metal lyste op i smedjens mørke. Det var der, vi mænd fra landsbyen søgte ned og sad og snakkede. På grund af brandfaren lå smedjen som det yderste hus i landsbyen. Resten af landsbyen bestod af fire stråtækte, lerklinede huse. Selv boede jeg i det ældste af husene: bondehuset. Det var mørkere og varmere end de andre. Vi sov på halmmåtter med koskind over os rundt om ildstedet, hvor vi lavede vores morgengrød, kogte vand, lavede ost og kogte stuvning.

Når det regnede krøb vi tæt sammen omkring ildstedet, mens vi fortalte historier. I vores hus lå en tromme. Skindet var slapt, men ved at holde det tæt op mod ildens varme, genvandt det sin spændthed og steg en oktav i klangen. Snart blev slagene ledsaget af små flettede rangler. Flere sang med på trommerytmerne, der svang sig ind over ilden og bredte sig omkring os. Musikken var vores egen, men den var samtidig til låns. Ligesom fortællingerne og vores dans den sidste aften, da vi dansede rundt oppe i danselabyrinten på en bakke udenfor landsbyen. Mens vi sang og dansede i kæde, bevægede vi os langsomt længere ind i labyrinten.
Det føltes som om det var vores dans, der fik skyerne til at trække sig sammen over os og igen skilles for snart var himlen skyfri, og den himmelblå farve bredte sig ud over horisonten, lige indtil solen brød igennem.
Hvordan labyrinterne har været brugt ved vi ikke, eller hvilken betydning de har haft – selv om de er fundet flere steder. De må have indgået i menneskenes behov for at forstå sig selv og hinanden – og den verden de levede i – og måske har de brugt labyrinterne ligesom vi gjorde den sidste aften.
I løbet af bare en uge oplevede vi, hvad det vil sige at være afhængige af hinanden. Ja, vi oplevede en varme og et fællesskab som jeg skal helt tilbage i min barndom for at mærke. Dengang da vi som unger løb hujende rundt omkring sandkassen, eller da vi blev større og sad og hang om aftenerne hos hinanden, men senere var det som om den forsvandt, som om der kom en anden måde at være sammen på. Så blev det til en følelse af samvær, der kun indfandt sig ved særlige lejligheder.

Har vi fået skabt os et samfund, hvor fællesskabet ikke længere trives, og hvor der skal en ganske særlig ramme til før det indfinder sig, eller måske rettere til at den kan finde frem til os? For jeg tror at det lever i os. Hos mig er det som en drøm jeg bærer rundt på, og bare venter på at kunne sætte fri, så snart jeg opdager en mulighed for det – men det er alt for sjældent. Hvad er det for værdier som vi har skabt vores samfund på, og hvad er det som får os til at leve så overfladisk?
Vi lever vel efter bedste evne, men i stedet for at leve for at blive lykkelige, at føle os elskede og selv at elske, føles det som om vi har fået det omformuleret til bare at leve for at være tilfredse.
Da jeg som 20-årig (for 20 år siden) læste Fahrenheit 451, Animal Farm og Orwells 1984 blev jeg betaget af forfatternes fremtidsvisioner, men selvfølgelig også forskrækket, for dengang var det skræmmebilleder, der fik mig til at gyse. Siden dengang er ord som overvågning, kontrol og fremmedgørelse rykket tættere på os. Ja, nu er det ikke længere abstrakte ord.
Jeg er ikke selv religiøs, men det behøver jeg heller ikke være for at se, at vores store angst for andre menneskers tro grunder i vores egen ugudelighed, og at vi har kappet forbindelsen til vore egne rødder. Det står ikke godt til med vores såkaldte danskhed. Det klinger hult, når den bliver brugt som argument for at holde andre ude af vores fællesskab – for det fællesskab skranter. Hvorfor skulle vi ellers blive så aggressive, når andre banker på vores dør. Hvis vi vidste, hvem vi selv var, ville vi åbne døren. Men døren binder – ikke bare ud til omverdenen, men også indad til vores selv. Har vi svært ved at nå hinanden, så er det sværere endnu at nå os selv. Vi er ved at sejre os ihjel i lutter tilfredshed.
Verden er blevet en anden, og uendelig meget større, og det er godt – også selv om alting er blevet sværere. Der er simpelthen kommet flere varer på hylderne. Hyldernes antal er mangedoblet, og det kan være svært at overskue og endnu sværere at vælge, men lad det ikke stå i vejen for bevidstheden om, at det væsentlige i tilværelsen stadigvæk er lige så enkelt og simpelt som det altid har været. Også selv om et klik med musen kan bringe virtuelle lyksaligheder så ganske nær, at det næsten føles virkeligt. Det handler stadigvæk om overlevelse, om ikke fysisk, så psykisk. Om at turde række hånden ud, at tro på fællesskabet – eller at genfinde troen. Det væsentlige sker stadigvæk ikke på skærmen, hvad enten det er en tv- eller computerskærm, men imellem os mennesker, og vores evne til at forbinde os med hinanden. Det væsentlige er vores evne til at elske og holde af.

Filminstruktørerne Lotte Svendsen og Erik Clausen skildrer i deres film de nye vilkår for fællesskaber, men gør det på en måde som trods alt viser fremad mod det ventende land forude. Men det forekommer mig at vi godt nok har gjort det svært for os selv. For hvordan får vi os reddet tørskoede op på land?
I Svendsens film Tid til Forandring lader hun den kvindelige hjemmehjælper deltage i DM i pælesidning, der går ud på, hvem der længst kan blive siddende på en pæl ude i vandet. Hjemmehjælperen får vitterlig brug for sine evner for at være tålmodig. For som hun selv siger, så er hun ikke god til noget andet. Det er så hjerteskærende godt lavet og spillet, men jeg frygter at vi alle med velbehag har sat os op på hver vores pæl, og nu sidder og venter.
For selv om vi farer rundt og har for travlt til at involvere os, for travlt til at have venner, for travlt til at give os tid til at leve – så kan vi jo stadigvæk godt hver især sidde oppe på vores pæl og vente.

*Michael Svennevig er forfatter og dukkemager

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her