Læsetid: 2 min.

Uffes egne ’fodfejl’

Debat
17. november 2004

Eftermæle
Det er med fløjlshandsker, at Informations anmelder Torben Krogh den 11. nov. omtaler Uffe Ellemann-Jensens bog Fodfejl. Ellemanns polemik er ellers næsten lige så aggressiv som hans egen optræden som udenrigsminister i sin tid.
I sin nye bog er Uffe Ellemann-Jensen optaget af at kritisere sine modstanderes strategi i 1980’ernes sikkerhedspolitik, den såkaldte fodnotepolitik. Det var her Folketingets flertal fastslog. at Danmark var modstander af opstillingen af atomraketter i Vesteuropa, og at vi støttede Norden som atomvåbenfri zone osv.
Men underligt så uldent Krogh forholder sig til en fredspolitik, som dengang havde stor sympati i befolkningen, og som, hvis den var blevet videreført, måske havde overlevet lidt af nutidens overfladiske kynisme – og måske ligefrem havde modstået eller forhindret Danmarks nuværende krige i Afghanistan og Irak? – Uffe Ellemann-Jensen på sin side fortsatte en indædt ideologisk kamp der udartede til blind fanatisme:

Uffe mod ANC
I 1977 vedtog FN’s sikkerhedsråd en våbenembargo, men så snart Reagan og Thatcher kom til magten i 1980, var det slut med de to allieredes pres på apartheid-styret. Og støtten til ANC bekæmpede Ellemann med alle midler. Midt i 1980’erne kom der en mere organiseret boykot af Sydafrika fra en række lande, men Ellemann støttede fortsat offensivt apartheid-styret, og hans ministerium manipulerede med importgodkendelser for at frede indførsel af sydafrikansk frugt på trods af de vedtagne handelsforbud. Danmark fremstod på dette tidspunkt som et ANC-venligt land, men med en koldkrigsfanatiker på udenrigsministerposten. Selv ved ophævelsen af sanktionerne i 1991 skulle Ellemann spille stærk mand ved pr. kongelig anordning at fjerne det allersidste handelsforbud.
Kapitlet om Uffe Ellemann-Jensen og Sydafrika er et afskyeligt eksempel på, hvordan blind ideologi sætter sig ud over demokratiske og humanistiske principper. Men det skulle blive endnu værre i forbindelse med borgerkrigen i Jugoslavien.
Efter Titos død skred landet – under indtryk af de øvrige østlandes sammenbrud – langsomt frem mod en decentralisering. Her var Ellemann fyr og flamme: Hvis man kunne puste til ilden, ville hele Jugoslavien falde hurtigt fra hinanden, og der ville ikke være nogen rest tilbage af kommunismen i Europa. Så han pressede sammen med sin tyske kollega Genscher – trods igangværende forhandlinger – EU frem til anerkendelsen af Slovenien og Kroatien i januar 1992 – og helt kriminelt ved anerkendelsen af Bosnien i april: den fremprovokerede en serbisk militær offensiv, og vi fik den lange og blodige borgerkrig i Bosnien med dens utrolige lidelser.
Uffe Ellemann-Jensen pådrog sig ved sin fanatiske optræden her et selvstændigt medansvar for disse lidelser, som aldrig bør glemmes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her