Læsetid 3 min.

Bjørnen, skoen og de sultne

Højrenationalismen sætter ikke EU-dagsordenen i Europa. Det er langt fra disse partiers natur overhovedet at samles på tværs af landegrænser
9. december 2004

Kommentar
Det er ved at være en godt slidt myte, at den europæiske EU-kritik alene er et ærinde for den nationalistiske højrefløj. Myten er blevet fodret længe: Så snart resultatet af ØMU-afstemningen i 2000 var en kendsgerning, kårede medierne Pia Kjærsgaard som Danmarks nej-dronning. Overset blev det faktum, at Dansk Folkepartis væsentligste bidrag til ØMU-nej’et var at trække sig fra kampagnen, da de indså, de skræmte flere vælgere over på ja-siden end den modsatte vej.
For hvad er det med det yderste højre og EU? I de fleste lande ses en højrefløj præget af fremmedhad, indadvendt nationalisme og modvilje mod at hjælpe andre end nationens egne. Men højre-nationalismen sætter ikke EU-dagsordenen i Europa. Det er langt fra disse partiers natur overhovedet at samles på tværs af landegrænser.
Det slående med EU-forfatningen er ikke perifere ligheder mellem nej-sigerne i SF’s kritik med borgerliges ditto. Det slående er fællesnævnerne i en omfattende kritik ført an af centrum-venstre, ATTAC, kvindebevægelser, grønne og Social Forum bevægelsen, rettet mod afdemokratisering, markedsgørelse og militarisering.
EU’s svar på globaliseringen er som historien om de to bjergbestigere, der sidder uden for deres telt: En bjørn springer frem, og den ene bjergbestiger griber sine sko.
»Du kan alligevel ikke løbe fra den,« siger kammeraten.
»Nej, men nu kan jeg løbe hurtigere end dig,« svarer han. EU’s styrende ambition er ikke at være social og grøn foregangsregion, men tværtimod at løbe stærkest for ikke at blive offer for den globale konkurrences sultne bjørn.
Som andre institutioner er EU bygget og afspejler tidsånden på et givet historisk tidspunkt. Den Internationale Valutafond, IMF, og Verdensbankens økonomer kom fra The Chicago School, som fostrede den neoliberale ideologiske bølge.
Pinochet lod Chile være forsøgskanin for denne politik, som også førtes af Reagan og Thatcher. Bølgen ramte u-landsbistanden og bankede igennem med Verdensbankens strukturtilpasningskrav. Følgerne af årtiers gennemtrængende tro på markedet og mistillid til statens rolle som omfordeler, er åbenbare: Polarisering, miljøproblemer, statskollapser, og flygtningestrømme er ved at rive kloden i stykker. Det har igangsat reformer i flere institutioner. Blot ikke EU.

Ønsker stærkt fællesskab
EU’s målsætning er fortsat markedskræfternes og kapitalens frihed. EF-Domstolen har gennemført et liberalt marked for tjenesteydelser, som skal kunne handles frit overalt. Service-direktivet lovfæster retten til at omgås arbejdsmarkedslovgivning.
Det skyldes ikke alene direktivet; Domstolen har åbnet det fælles marked for løntrykkeri. Den offentlige sektor må ikke forvride konkurrencen, hvilket betyder, at demokratiske beslutninger om samfundsmæssige prioriteringer er underlagt markedets nødvendighed.
Udenrigspolitisk er der brug for, at EU holder fast i FN-retten i en tid, hvor Bush-doktrinen sætter os tilbage til før Anden Verdenskrig. Putins krigsforbrydelser i Tjetjenien, Sharons i Palæstina og Bushs i Irak skal have et vægtigt modsvar. Terrorisme skal ikke primært bekæmpes med våbenmagt, men forebygges ved fattigdomsbekæmpelse og demokratiudvikling. Hvorfor ikke forpligte EU’s brug af udrykningsstyrker på FN-mandat? Hvorfor er EU optaget af at opbygge et europæisk svar på NATO med fokus på militær oprustning?
Europa martres af en nationalistisk højrefløj. Den skal vi bekæmpe. Men fordi den højrefløj er EU-modstandere, må vi ikke lade vores egen EU-kritik lamme. Tværtimod står vi med en stadig stærkere bevægelse af mennesker, der protesterer mod markedsgørelse og militarisering af den verden og det Europa, der skal være vores. Den kapitalismekritik, der var lammet for 10-15 år siden, blomstrer op igen i en stærk og mere konstruktiv form. Den skal bruges mod de kræfter, der vil mig-selv-nok-ideologien. Enten som selvtilstrækkelig nationalisme eller ønsket om en liberalistisk minimalstat.
Vi vil et stærkt europæisk fællesskab, der griber globaliseringen og gør den til bærer af forandringer, der besvarer venstrefløjens samfundskritik og sociale indignation. Socialisme er i sig selv international og afviser enhver form for fatalisme: Mennesket skaber historien og derigennem sin egen frigørelse. Lægger vi os fladt ned for EU-forfatningen af frygt for at blive forvekslet med nationalismens spøgelse, strækker vi i realiteten våben i den kamp. Sammen med Europas centrum-venstre har vi en historisk chance for en ny kurs. Mod et Europa, der ikke lukker ude, men op – og reformeres i takt med verdens udvikling.

*Jakob Nørhøj er medlem af SF’s forretningsudvalg, og Trine Pertou Mach er medlem af SF’s internationale udvalg

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu