Læsetid: 8 min.

DEBAT

Debat
6. december 2004


EU og ligestilling
Den 26. nov. skriver Inger V. Johansen og Gitte Pedersen, at kvinder bør være mod den ny EU-traktat, fordi den vil føre til nedskæringer i velfærden – og så giver de ikke en døjt for »de smukke ord om ligestilling«.
Det minder om Fandens læsning af Biblen. Man tager nogle påstande, som kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen og ser stort på, at de ikke har belæg i teksten og ender så op med at latterliggøre »de smukke ord om ligestilling«.
Traktaten ændrer ikke landenes ret til selv at fastlægge deres velfærdsydelser! Ligestilling har nu fået et selvstændigt afsnit i traktaten. I artikel II-83, står bl.a. at »der skal sikres ligestilling mellem mænd og kvinder på alle områder, herunder i forbindelse med beskæftigelse, arbejde og løn«.
Men det er faktisk sådan, at EU har fremmet ligestillingen i Danmark. Vi fik ligelønsloven i 1976 – et år efter ligelønsdirektivet, vi fik Ligebehandlingsloven i 1978 – to år efter ligebehandlingsdirektivet.
Påstanden om øget liberaliseringer på velfærdsområdet er tyndbenet. Det drejer sig om en sproglig ændring i artiklen vedrørende liberaliseringer. Samtidig kobles dette til definitionen af tjenesteydelser, som jo intet har med leveringen af offentlige ydelser! Det drejer sig stadig om ydelser, der udføres mod betaling. Der er således intet pres for liberaliseringer inden for offentlige tilbud på sundheds-, uddannelses- og socialområdet.

Anne Grete Holmsgaard
SF

Glat i decembers debat
Det er let at være enig med Lars Qvortrup (kommentar den 1. dec.) i at overlade EU- og globaliserings-frygten til DF, og i at når man afhjælper problemer, risikerer man at skabe andre og nye, og endelig i at tradition og modernitet ikke er modsætninger.
Men hvis jeg nu bare kunne forstå, at definitionen på en god politiker er, at han kan tilegne sig, og bevare, magten, så kunne jeg lige pludselig også erklære mig enig i, at både Fogh og Bush er dygtige politikere, og at oppositionen per samme definition er for dårlige!
Eller, hvis jeg kunne forstå, at man ikke kan kalde den siddende regerings politik for højreorienteret – så er jeg straks enig med Qvortrup i, at regeringens politik bygger på en ny ideologi, som ikke kan placeres i det gamle politiske spektrum. Egentlig to meget små mentale bevægelser, som vel ikke skulle kunne skade, hvis de til gengæld kunne vaske lidt af den røde farve af en gammel, hedensk socialdemokrat som mig.
Men man skal passe på her i december – pludselig bliver det glat! Accepterer jeg først et par småting, bliver det næste måske, at jeg antager Qvortrups velformulerede selvmodsigelser. Som for eksempel når han på den ene side kan beskylde tidligere regeringer for at have haft en fejlagtig opfattelse af samfundet som værende kausalt indrettet og dermed påvirkeligt ved politiske tiltag, og på den anden side kan rose den siddende regering for netop at påvirke samfundet ved politiske tiltag.
Så meldes der glatførevarsel, og jeg griber ud efter mine gammeldags, men velovervejede holdninger og holder fast.
For jeg forventer stadig mere end magtbegær af mine politikere, jeg kalder stadig både regeringen, dens profeter og vælgere for godt gammeldags højreorienterede, jeg stemmer stadig på socialdemokraterne, og går det helt galt, om de så lander på 10 pct. næste gang, så behøver jeg ikke en tur i gryden. For min røde farve falmer aldrig!

Sven Karlsen
konsulent

EU er på Bush’ side
Ifølge Information erklærer den ’grønne’ gruppe i EU-parlamentet (GGEP), at det bedste man kan gøre imod Bush er at ratificere EU-forfatningen.
Der er vi mange grønne, der er uenige i. EU og forfatningen står for flere af de ting, som også gør Bush så farlig; superstatsnationalisme, militarisme, ensretning, centralisering af magten og en destruktiv politik over for miljøet og u-landene. EU fører økonomisk krig mod afrikanerne gennem eksportstøtte til landbrugsvarer.
Internationalt er EU typisk på USAs side imod store dele af resten af verden. I debatten i Europa overser vi ofte, hvor upopulær og miskrediteret EU er ude i den tredje verden. Tyskerne, som er de altdominerende EU-tilhængerne i GGEP, støtter Bush' terrorkrig, NATO og krigen i Afghanistan. Vi grønne EU-modstandere er imod. Tyskerne får desuden penge fra tobaksindustrien. Disse ’grønne’ tilhængere af EU-forfatningen er slet ikke grønne.
Europa bliver ikke en modvægt til USA ved at efterligne dem. Vi er nødt til at have en hel verden som modvægt til USA, og det kan vi få, hvis vi opgiver EU-supermagten og EU-forfatningen.

Jean Thierry
EU-ordfører for De Grønne

Dokumentation, Henriette Kjær, tak
På intet tidspunkt siden 1990 er børnetallet i landets dag- og fritidsinstitutioner faldet.
Hvert år har der været en stigning i det antal af børn, der går i institution – fra 242.000 i 1990 til 494.000 i 2003 – uden at antallet af voksne i institutionerne i øvrigt er fulgt tilsvarende med.
Alligevel udtaler familieminister Henriette Kjær – senest i sit læserbrev i Information den 30. november – gang på gan når talen falder på de kommunale nedskæringer på dag- og fritidsinstitutionsområdet, at kommunerne naturligvis må tilpasse daginstitutionsbudgetterne til det faldende børnetal.
Jeg skal hermed opfordre familieminister Henriette Kjær til at komme med dokumentation for sin gentagne påstand.
Kan hun ikke det, må vi konkludere, at hele hendes argumentation for tilpasning til ’det faldende børnetal’ – falder til jorden.

Birgit Elgaard
formand for BUPL

Farvel tro
Hvor religionerne begynder, der hører argumenterne op. Hvor argumenterne hører op, der begynder fanatismen. Hvor fanatismen begynder, der hører medmenneskeligheden op.

Søren Blaabjerg
Hørning

Misforståelse om Irak
Information bragte den 1. december en historie med overskriften: ’U-landspenge betaler indsats i Irak’. I artiklen hævdes det, at regeringen vil bruge 1 mia.kr. afsat til miljø- og fredsprojekter i u-lande til at betale en forlængelse af styrken i Irak. Dette skulle angiveligt fremgå af et aktstykke sendt til Folketingets Finansudvalg. Informations historie er en stor misforståelse.
I det omtalte aktstykke overføres alene 10 mio. kroner til forsvarets internationale indsats. Pengene overføres ikke fra ulandsbistanden, men fra den internationale reserve der bl.a. har til formål at finansiere forsvarets internationale indsats. Forsvaret er i denne forsvarsforligsperiode (2000-2004) blevet tilført ca. 1 mia. kroner. til finansiering af et vedvarende højt internationalt engagement. Ingen af disse penge har imidlertid været finansieret af ulandsbistanden.

Thor Pedersen
finansminister (V)

Flået ved pension
Forslaget om at åbne den Særlige Pensionsordning (SP) for frivillig indbetaling kan potentielt spare danskerne for milliarder i unødige omkostninger til banker og pensionsselskaber. Bankerne og pensionsselskaberne beregner sig ofte op imod en procent af kundernes pensionsformue hvert år i gebyrer og andre administrationsomkostninger. Måske lyder 1 procent ikke af meget, men med et årligt afkast på for eksempel fire pct. er dette hele 25 pct. af forrentningen. Bankerne gør meget ud af at overbevise os om, at vi har brug for særlig ’rådgivning’ og skræddersyede løsninger. Men når rådgiverne i virkeligheden er sælgere betaler kunden ofte alt for meget. Og hvor mange går egentlig med skræddersyet når det kommer til stykket? Ofte er en solid standardløsning så meget billigere at den er langt at foretrække.
Investering af pensionsmidler, som pensionsselskaberne gør alt for at komplicere med henblik på at berettige deres ubeskedne vederlag, er i virkeligheden ikke den store videnskab: Vælg en god spredning mellem aktiver og handl ellers så lidt så muligt for at holde omkostningerne nede. Hvis ATP, som idag administrerer SP-ordningen, ellers kan undgå at gå med på gallejen med massive reklamebudgetter og dyre ’rådgivere’, er forslaget en rigtig god nyhed for danskerne. De vil kunne spare hundredetusinder i gebyrer over et langt arbejdslivs opsparing.

Michel Bäkby Engman
stud.phil.

Fogh og Frank
I forbindelse med Folketingets beslutning om Danmarks deltagelse i Irak-krigen meddelte Statsministeren, at beslutningen blev truffet på baggrund af fuldt tilgængelige kilder. Regeringen havde intet at skjule!
Nu har Frank Grevil fået en dom for at have lækket oplysninger om Danmarks deltagelse i krigen, tilsyneladende fordi disse oplysninger ikke var offentligt tilgængelige.
Enten har statsministeren ført folketinget bag lyset. Eller domstolen har afsagt en forkert dom. Hvad domstolene angår, nærer jeg dyb respekt for deres integritet og uafhængighed. Hvis domstolens dom er fair og uafhængig, har den samtidigt afsagt dom over statsministerens ord om, at der intet var at skjule.
Det er i mangefold blevet dokumenteret, at Danmarks deltagelse i den USA-ledede invasion af Irak bygger på et forløjet grundlag: Hvor er våbnene? Hvor er forbindelsen mellem Hussein og Bin Laden (bortset fra blodtørsten)? Er der blevet flere eller færre terrorister? Hvor er det folkeretslige grundlag for at føre krigen? Hvor er tallene over dræbte og lemlæstede civile irakere?
Grevil er den modige i dette spil. Var han ikke blevet dømt, var det blevet bevist, at civil ulydighed er legitimt, når regeringen lyver. Men nu hvor han er blevet dømt, har han samtidigt fået domstolens ord for, at regeringen løj.
Godt gået, Grevil!

Frank Elholm
formand for SF-Bryssel

Den forudsigelige Rifbjerg
Hvor er det dog forudsigeligt, når Klaus Rifbjerg i Informations artikel den 2. dec. om litteraturens ubestridelige fortræffeligheder udtaler sig om tv-serier som Krøniken.
Påstanden er, at den slags laves af folk, der skaber dramatik for penge. Som om penge – få eller mange – nogensinde har skabt en historie, en karakter eller bare den mindste replik.
Det ved den professionelle Rifbjerg, med den enorme produktion bag sig, naturligvis udmærket er noget vrøvl. Baggrunden for udtalelsen må vel derfor søges i de »hemmeligheder, man ikke kan trænge til bunds i«.
Katrine Marie Guldager følger Rifbjergs bemærkning op med den gamle traver om, at tv-dramatik bygger på et skema. Og uddyber sin udtalelse med at kun litteraturen kan beskæftige sig med så dybe ting, som at vi skal dø, og tiden går.
Tja. Det går jo fuldstændig efter skemaet!

Peter Thorsboe
forfatter

Ustyrligt
Den europæiske velfærds værste fjende er markedskræfterne skriver Anne Bastrup og Ole Sohn (3. dec.). Det har de ret i.
Men når de skriver, at EU-traktaten, den politiske overbygning kan tøjle markedskræfterne, så vil jeg gerne se, hvordan traktaten kan gøre det.
Sort på hvidt, tak.

Ulla Jessing
Virum

I begyndelsen er nuet verden, altet og kosmos erindringen er ligegyldig mindet er redundant Til slut er fortiden verden, altet og kosmos nutiden er ligegyldig øjeblikket er redundant hvordan kan de så sige alting går i ring

Claus Ankersen

Orkanvarsel
Dansk Folkeparti udstiller tre af sine politiske lederes andsigter på reklamesøjler i København under overskriften: »Frisk pust over landet«.

Helgi Breiner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her