Læsetid: 8 min.

DEBAT

2. december 2004


Gammel nydansker
Jeg immigrerede til Danmark fra England i 1967. Ergo jeg er en nydansker.
Nu er jeg 66 år, og logisk er jeg nu en gammel nydansker.
Hvis der findes nydanskere, må der logisk også være gammeldanskere. Men som tiden går, bliver gammeldanskere også gamle, altså til en gammel gammeldansker.
Problemet for mig er, at jeg aldrig blev kaldt nydansker. Jeg har spekuleret i mange å over, hvorfor jeg, der er nydansker, bliver kaldt englænder. Jeg har på fornemmelse, at det er, fordi jeg er ’hvid’ (faktisk lidt bleg med rød næse).
Hvad med min søn? Han er andengenerationsdansker. Men han bliver aldrig kaldt dette. Måske fordi han har den samme hudfarve som mig?
Jeg lider under sproglig forvirring og trænger til hjælp. Løsningen kan være, at tiden skifter, og Danmark bliver langsomt – men sikkert – et multietnisk samfund, og det kan Pia Kjærsgaard og hendes parti ikke standse, med mindre der findes en løsning via tvangsdeportationer af hundredtusindvis af nydanskere, andengenerationsdanskere, og hvad ved jeg. Muligvis vil sproget gradvis forandre sig (ligesom i England, hvor man har hvide briter, sorte briter osv., men alle kan omtales som briter).

Roger Leys
København K

De nyfattige lejere
I forlængelse af lederen den 17. nov. om generationstyveriet i forhold til boligmarkedet: Det er ikke kun de unge, der er blevet stjålet fra, det er alle os, der af den ene eller anden grund aldrig blev boligejere. Vi lejere er de nyfattige, tilmed ganske uforskyldt.Og de meget omtalte skattelettelser er bestemt ikke store, hvis man ikke oven i kan medregne en fastlåst ejendomsværdiskat, så batter det helt afgjort.
Jeg har gjort den bitre erfaring, at det ikke er ved lønarbejde (har været på arbejdsmarkedet i 40 år og aldrig fået fra de offentlige kasser understøttelse/boligsikring), man sikrer sig økonomisk – der er ikke meget efter et langt arbejdsliv til at forgylde ens otium.
Derimod kan man som husejer dårligt undgå at være milionær, om man har været bistandsklient eller på job betyder ikke noget her. Samtidig er den værdiforøgelse, som enhver boligejer jo kender så godt, skattefri, hvad ellers i dagens Danmark er skattefrit?
Og hvor meget af denne værdistigning er ikke skabt ved sort arbejde eller de nye lånetyper, som afløser hinanden så gryden med endnu højere priser holdes i kog til glæde for finansministeren både professionelt og privat.

Inger Christensen
Vejle Ø

Information opdager Dansk Metal
Dansk Metals ihærdige arbejde for at øge støtten til udvikling af vedvarende energi er gået hen over hovedet på lederskribenten den 24. nov. Her ønskes Dansk Metal velkommen i rækken af støtter til miljøvenlig energi – som om det var noget nyt. Det er det ikke. I Dansk Metal har vi længe kæmpet for at få øget bevillingerne til udvikling af energiformer, der kan aflaste miljøet, styrke dansk erhvervsliv og være alternativer til olien, når der bliver mindre af den.
Vi har også kritiseret regeringen for, at den ikke har sat nok midler af til denne udvikling. Flere midler til energiområdet skal blandt andet bruges til udvikling af bølgekraft, hvor Fogh-regeringens nedskæringer har betydet, at Danmark er ved at miste sin førerposition.
Derudover bør vi satse på udvikling og kommercialisering af brintteknologi og brændsels-celler samt integrerede energisystemer, der styrker energieffektiviteten i virksomhederne som et hele.
Vedvarende energi er dermed ikke noget Dansk Metal først har opdaget for nylig. Vi ser store fordele for borgerne, for miljøet og for samfundet som helhed i udviklingen af alterna-tive energiformer.
Netop derfor var vi en af initiativtagerne til Energy Camp og de ambitiøse mål for udviklingen af den vedvarende energi.
Til gengæld er det altså først nu, at Information har opdaget, at Dansk Metal arbejder hårdt for at vende nedskæringerne i udviklingen af vedvarende energiformer til en ambitiøs sats-ning.

Mikael Bay Hansen
økonom i Dansk Metal

Leder racistisk?
Hvem skulle have troet det muligt, at en lederskribent i af alle blade Information er racist? Det drejer sig om Ulrik Dahlin (ud) den 23. nov., der karakteriserer en del af Danmarks befolkning som »grisefarvede«.
Er det ikke en forhåning af andres biologiske bestemte hudfarve? I anledning af umådeholdent weekenddrikkeri spørger lederskribenten »og hvad har de grisefarvede ellers at byde på?" Han håner altså ikke kun folks hudfarve, men også deres adfærd.
Meget bedre er Jørgen Flindt Pedersens artikel samme dag. Han tager afstand fra, at man forhåner andre på grund af hudfarve. Men han undrer sig over, at statsministeren godt vil høre fra muslimer, hvad islam egentlig går ind for vedrørende stening og lignende.
Det er statsministeren nu ikke ene om. Man må snarere undre sig over dem, der ’inviterer’ muslimer til landet uden at vide, hvilket samfund de vil indføre, hvis de får magt til det.

Iver Hagel-Sørensen
Vanløse

Statsministeren som smagsdommer
Hvordan skal folkeskolen dog kunne forklare muslimske skolebørn, at mordet på den hollandske filminstruktør van Gogh, der lavede filmen om islams kvindeundertrykkelse, er et eklatant brud på ytringsfriheden – når Jens Jørgen Thorsens film om, hvorvidt Jesus havde et sexliv, var blasfemisk og derfor måtte forbydes i Danmark.
Er ytringsfriheden bestemmende for, hvilken religion der er tale om?

Sven Ove Pedersen
Stenløse

Ytringstvang
På grund af bl.a. mordet på Theo van Gogh tales der for tiden meget om ytringsfrihed. Det er en begrebsforvirring. Ytringsfriheden er en retsgaranti, som sikrer, at statsmagten ikke benytter sit voldsmonopol til at at lukke munden på den borger, der lufter ubekvemme synspunkter. Når afståelsen fra vold og indrømmelsen af den andens ret til at mene det, jeg tager afstand fra, udvides fra forholdet mellem individ og stat til forholdet mellem individer indbyrdes, er det korrekte begreb tolerance, og vi taler om en øvelse i civilisation og evnen til at levne hinanden plads og menneskelig respekt. Det er langt mere komplekst og krævende at praktisere, end hvad der kan rummes i et simpelt retsforhold.
Derfor har vi ikke krav på tolerance, som vi har krav på ytringsfrihed. Hvem skulle vi stille det krav til? Og vi kan aldrig sikre os mod bøller, som vil lukke munden på os med vold og terror. Vi kan håbe på, at retsstaten vil finde og straffe dem, men der vil altid være ting, det kræver mod at sige offentligt. Lidt af det kommer Klaus Lynggaard ind på i sin klumme 26. nov. Men først og fremmest synes jeg desværre han fremmer begrebsforvirringen og noget, der ligner ytringsfriheds-fundamentalisme. Ytringsfriheden er »det helligste af alt«, skriver Lynggaard. Andre mener som bekendt, at en bestemt bog er det helligste af alt. Men det siger ligesom ikke noget om, hvorfor denne ytringsfrihed er så vigtig. Ytringsfriheden er blevet til sit eget formål. Faktisk er der ikke langt til, at det hellige princip kammer over i ytringstvang. Hvad som helst, som nogen kunne tænkes at have noget imod at høre ytret, skal netop af den grund ytres? Uanset om vi finder Theo van Goghs mere yderligtgående ytringer værd at ytre eller ikke, ’skylder’ vi ham at gøre det, fordi nogen tilsyneladende har myrdet ham for dem?

Poul Erik Hornstrup
Frederiksberg

Rockprofeten Lynggaard
Lynggaard synes, alle burde »misbruge ytringsfriheden til at sige lige, hvad fanden der passer dem. Om (...) især islam« (26. nov.).
Gad vide om den gode rockprofet læser din egen avis? For så synes jeg, han skulle (gen)læse den ellers så religionssky Georg Metz om mordet på Theo van Gogh (27. nov.), eller studere Suzanne Brøggers modstilling af teokratiske tendenser over for sekulær fundamentalisme (27. nov.).
Abdirazak Osman, hvis optræden blev ødelagt af en gruppe fundamentalister, står midt i et internt muslimsk opgør. Et opgør med muslimske fester på Nørrebro med somalisk musik på den ene side, og på den anden side en (meget lille) flok fundamentalister, der er lige så krampagtige i deres religiøse naivitet som korstogsriddere i middelalderen.
Jeg deler naturligvis frustrationen over de moderate muslimers manglende mod og vilje til at ytre sig, men jeg håber og tror, at begge dele hastigt er på vej.
Hvor fedt er det i sådan en situation, at en sekulær fundamentalist opfordrer til at »misbruge ytringsfriheden« i debatten om islam? Det er ikke fedt. Heller ikke selvom man tager munden fuld og taler om »latterligheder ved snart sagt enhver religion«. Ringeagt for religiøsitet i almindelighed og islam i særdeleshed er ikke, hvad jeg forstår som »hensyntagen til (...) flertal af moderate, demokratisk indstillede muslimer.«
Sekulære fundamentalister vinder naturligvis frem overalt, hver gang en formørket fundamentalist åbner munden eller affyrer sit skydevåben, men føl nu lige efter, Lynggaard. Der må være alternativer til hulemandsagtigt at råbe et ’nazimuslim – fuck off’ til sine modstandere. Hvorfor ignorere religionernes egne budskaber om menneskelig forståelse, når voldsmænds religiøst inspirerede vanvid skal fordømmes?

Johannes Konstatin neergaard
cand. mag,, højskolelærer i Silkeborg

Kristent tyveri
Fint med det store tema om Europas sjæl af Bjarke Møller den 30. nov., men i begyndelsen går det galt. Han taler uden videre om »den gamle kristne idé om menneskets værdighed«, som den mest naturlige ting i verden. Det er og bliver tyveri!
Ideen om menneskets værdighed er ikke kristen, men tilhører en antik og verdslig tradition med dybe rødder i europæisk tænkning – og religion. Den bliver udtrykt af Pico Della Mirandola i skriftet Om menneskets værdighed fra 1486 - det er en religiøs og human tanke. Pico blev fængslet af inkvisitionen, og var måske gået samme vej som Bruno, hvis ikke hans mæcen med forbindelser i pavehoffet havde grebet ind. Pico skrev netop imod det kristne grundtanke: et dengang kendt værk med titlen Om den menneskelige tilstands elendighed, der var skrevet af pave Innocens III i højmiddelalderen. Renæssancens humanisme og de idealer, der er knyttet til den, var forsøg på at bryde kristen dominans. Menneskets værdighed tilhører den europæiske humanisme – der går langt forud for den højst priste oplysning. Og den rummer også Europas glemte sjæl.

Aksel Haaning
lektor, RUC

SVAR: I det gamle Rom var ordet værdighed knyttet til social rang, men de kristne kirkefædre giver ordet en radikal anden betydning med henvisning til, at mennesket er skabt (lige) i Guds billede. Jvf. bl.a. sankt Leonis Magni i det 5. århundrede, og Thomas Aquinas i det 13. århundrede. Pico della Mirandolas’ ’Om menneskets værdighed’ bygger på fornem vis videre på den radikale (kristne) humanisme. Så det gik ikke helt galt.
bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu