Læsetid: 3 min.

Falske begreber, lodrette manipulationer

Danmarks Radio blev beskyldt for at være for kritisk i sin Irak-dækning, mens virkeligheden er, at den eksplosivt voksende modstandsbevægelse næsten aldrig kommer til orde
Debat
14. december 2004

Kommentar
For nylig blev en undersøgelse af mediernes rolle i dækningen af Irak-krigen offentliggjort. De, der havde forhåbninger om, at den ville føre til kritiske overvejelser af den aktuelle mediedækning af de facto-besættelsen af Irak, blev alvorligt skuffede.
For det første handlede debatten hovedsagelig om, hvorvidt DR kunne frikendes for en for kritisk dækning af krigen. På trods af at vi har at gøre med medierne i et krigsførende land; på trods af afsløringen af løgnene krigen blev legitimeret med; på trods af at intet af, hvad krigstilhængerne lovede, er blevet indfriet, blev fokus drejet bort fra krigens apologeter i medieverdenen. Det illustrerer i hvor høj grad krigstilhængerne sætter dagsordenen herhjemme.
For det andet viste debatten, at langt de fleste forskere og meningsdannere, ikke formår (eller er interesserede i), at formulere en dyberegående kritik af Irak-dækningen. I stedet fik vi en kortlægning af den offentlige debats aktuelle grænser. De går præcis dér hvor Christiansborg og mediernes fælles udgangspunkt, deres underliggende antagelser, begynder at anfægtes.
Hvis vi ser nærmere på den aktuelle situation i Irak, gennem mediernes øjne, træder sådanne (bevidste eller ubevidste) antagelser tydeligt frem:
•Partiskhed: til trods for at Danmark faktisk befinder sig i krig med en eksplosivt voksende modstandsbevægelse i Irak, kommer denne næsten aldrig til orde. Den får ikke lov til at præsentere sig, den bliver i stedet repræsenteret. Til dags dato har vi faktisk næsten intet sagligt hørt om fjendens mål og hensigter, strategi og taktik.
•Chauvinisme: både tilhængere og modstandere af besættelsen er enige om, at vi bør blive i Irak, "fordi der ellers vil bryde borgerkrig ud" – altså må den hvide mand påtage sig sin tunge byrde at regere de vilde. Men irakerne er ikke en flok kannibaler. Snarere end at forberede borgerkrig, synes de i stigende omfang at forenes i modstandskampen på tværs af politiske, religiøse og etniske skel.
Disse antagelsers udbredelse understreges af, at de i vidt omfang deles af både dem der var for og imod at krigen blev indledt imod Irak. Modstanderne har argumenteret mod at presse "demokrati" ned over hovedet på irakerne, men taler alligevel for, at Danmark alligevel skal blive i Irak. Mange på venstrefløjen og i fredsbevægelsen har også nægtet at udtrykke solidaritet med modstandsbevægelsen, fordi den angiveligt skulle være "muslimsk". Og fælles for begge lejre er, at vestlige kilder informationer og kilder pr. intuition regnes for mere troværdige end arabiske.

Daglige manipulationer
For det tredje udtrykte debatten om dækningen af Irak-krigen en fuldstændig uformåen til at give sig i kast med de manipulationer som læserne, lytterne og seerne dagligt udsættes for:
•Dæmonisering: billedet af modstandsbevægelsen har, groft skitseret, gennemløbet følgende faser i medierne: først portrætteret som "Saddam-loyalister", dernæst begrænset til den såkaldte "sunni-trekant", for til slut at blive reduceret til al-Qaedas/al-Zaqawis aktiviteter i Irak. Men mest af alt fremstiller medierne modstanden som værende apolitisk, som fanatisme, had og kaos.
•Forvirring af begreber: den virtuelle "sunni-trekant" er et godt eksempel, et andet sammenblandingen af kategorierne etnicitet og trosretning. Iraks befolkning beskrives som bestående af tre grupper – sunni'er; shiit'er og kurdere. Men at være kurder er ikke at tilhøre en trosretning. Kurderne er for størstedelens vedkommende sunni'er. Ser man på det etniske billede af Irak, er 80 procent arabere, uanset om de er sunni'er eller shiit'er.

Dæmonisering
I virkeligheden er den irakiske befolkning langt mindre splittet og langt mere involveret i modstandskampen, end den bliver fremstillet. Mange definerer sig først og fremmest som irakere, ikke som tilhørende en bestemt gren af islam.
Men med den anførte dæmonisering og med inddelingen af befolkningen – og uddelingen af regeringssæder og andre høje embeder – efter manipulerede kriterier, kan besættelsesmagten ikke blot føre traditionel "del og hersk-politik". Den fremstår tillige i den vestlige offentlighed som om den har et flertal af irakere bag sig.
Når der i debatten ties om disse antagelser, om sådanne kunstige skel, de falske begreber og lodrette manipulationer, når deres formål og konsekvenser ikke påvises, bliver en forståelse af, hvad der virkelig foregår i Irak umuliggjort. Når de forbliver uanfægtede, forbliver den politiske magt også uantastet. Når medierne og de professionelle meningsdannere deler magtens præmisser, bliver kritikken af medierne i bedste fald tandløs og irrelevant, i værste fald en afledningsmanøvre.

Dino Knudsen er studerende i historie og filosofi ved Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her