Kronik

Fredshåb efter Arafat

Elever fra Ry Højskole har netop været på studietur til Mellemøsten som et led i et projekt med den israelsk-palæstinensiske konflikt som omdrejningspunkt. Turen bød blandt andet på et besøg hos Riad Malki, der er et højtstående medlem af Det Palæstinensiske Selvstyre
Debat
18. december 2004

KRONIK
Turen fra Jerusalem til Ramallah tager cirka en times tid, selv om det kun drejer sig om 20 kilometer. Men tæt trafik og et israelsk checkpoint på vej til Vestbredden sætter automatisk tempoet ned, til næsten at gå helt i stå på grund af de kaotiske tilstande, der hersker på den palæstinensiske side af checkpointet.
Efter at have forhandlet prisen ned, bringer en taxa os det sidste stykke vej ind til Ramallahs centrum. Til forskel fra den israelske side er vejen her hullet og elendig, så vores chauffør må køre slalom for at undgå de største kratere. Ud ad vinduet ser vi en lille jødisk bosættelse, der mest af alt minder om en fæstning. Med tre meter høje betonmure, pigtråd og sandsække i vinduerne, kronet øverst oppe af et vagttårn, hvorfra det israelske flag
vajer. Vi får den indskydelse, at vi vil forsøge at aflægge
bosættelsen visit, men
bliver energisk viftet væk af en lille håndfuld israelske soldater.
Med uforrettet sag får vi kæmpet os gennem menneskemylderet det sidste stykke hen til vores bestemmelsessted. Vi sidder nu over for Riad Malki, der ved sin side har den tidligere palæstinensiske ambassadør Dawad Barkat. Begge er nære støtter af Mahmud Abbas, den sandsynlige efterfølger for Yassir Arafat som palæstinensisk præsident.

Reelt demokrati i sigte
De er indflydelsesrige folk, der mener, at Arafats død har sat en hel ny dagsorden for den israelsk-palæstinensiske konflikt. Skabelsen af et ægte palæstinensisk demokrati er nu inden for rækkevidde, som med tiden vil kunne bane vej for en fredsaftale med israelerne.
Til at begynde med er stemningen lidt anspændt. Der bliver givet hånd og sagt ’De’. Hurtigt løsnes situationen dog op og der lægges vægt på indhold frem for form. Vi befinder os godt, ligesom vore palæstinensiske partnere. Vi er jo kommet for at diskutere substans.
Riad Malki lægger ud med at prise Arafat som en stor leder, hvis væsentligste fortjeneste er at have sat det palæstinensiske spørgsmål på den internationale dagsorden og fået palæstinenserne til at føle sig som et folk, med fælles baggrund, nutid og fremtid. Arafat kompromitteres på intet tidspunkt, ligesom Riad Malki heller ikke forsøger at lægge afstand til ham. I stedet for peger han på de nye muligheder, der har åbnet sig. Alligevel lades vi ikke i tvivl om, at Arafat selv var en del af problemet. Hans diktatoriske tilbøjeligheder og hans vilje til at kontrollere selv de mindste ting ned i alle detaljer, lammede al palæstinensisk nytænkning og initiativ. Men det afgørende var, at israelerne ikke kunne eller ville diskutere fred med Arafat.
Riad Malki har nu talt sig varm og begynder at udfolde visionerne for et palæstinensisk demokrati. Optimismen er ikke til at tage fejl af. Hvor de fleste iagttagere havde regnet med, at magttomrummet efter Arafats død ville føre til uroligheder, har virkeligheden set anderledes positiv ud. De forskellige palæstinensiske fraktioner er ikke begyndt at slås indbyrdes eller intensivere deres angreb på israelerne for at profilere sig. I steder har alle holdt sig afventende, da ingen synes at ville afspore de nye muligheder.
For første gang i lang tid er en dialog mellem de palæstinensiske grupper mulig.

Tale om højt spil
Riad Malki fortsætter: »Næste skridt er at få inddraget Hamas, Islamisk Jihad og de andre grupper, der kæmper en væbnet kamp mod israelerne, i den politiske proces frem mod det palæstinensiske præsidentvalg den 9. januar og parlamentsvalget senere på året. Gruppernes motivation for at deltage er udsigten til at vinde valgene og dermed få en folkelig opbakning og legitimitet bag deres politiske krav. Det gælder også for Hamas og Islamisk Jihads krav om en fuldstændig tilintetgørelse af staten Israel.«
Der er tale om højt spil, men han er overbevist om, at disse grupper vil tabe valgene. Og så fanger bordet.
For har disse grupper først accepteret at indgå i den politiske proces, kan de ikke trække sig ud, hvis de taber uden at fremstå utroværdige i den almindelige palæstinensers øjne.
»For palæstinenserne ønsker fred. Omvendt er der ikke noget problem i, at Hamas og Islamisk Jihad sidder med ved fredsforhandlingerne og fremfører deres krav. For indtil en fredsaftale er underskrevet, er alle meninger om indholdet af en kommende fred legitime,« påpeger Riad Malki.
Først efter underskrivelsen af en fredstraktat vil det være illegitimt at kræve yderligere indrømmelser. Gør Hamas og Islamisk Jihad det alligevel, vil det være ensbetydende med politiske selvmord. De vil blive politisk isolerede og dermed spille dem selv ud af palæstinensisk politik.
Riad Malkis strategi er klar: En fredsaftale er realistisk, som i hovedtræk kommer til at basere sig på grænserne fra 1967 og den internationale køreplan for fred i øvrigt.
Riad Malki læner sig frem i stolen og fortsætter med ivrige armbevægelser sin talestrøm:
»Ariel Sharon og den israelske regering er den helt store joker i spillet. De vil uden videre kunne sabotere denne proces ved at stramme grebet yderligere om de besatte områder med vejspærringer, likvideringer på palæstinensere eller ved at lægge hindringer i vejen for afholdelsen af de planlagte valg. Sker det, vil regeringen afsløre sig som konfrontations- og ikke fredssøgende og dermed forhåbentlig miste sit parlamentariske grundlag. Det internationale samfund skal derfor overvåge situationen nøje, og eventuelt påpege den nuværende regerings manglende vilje til at engagere sig seriøst i fredsforhandlingerne«.
Diskussionen og spørgsmålene bølger nu frem og tilbage, mens der bliver hældt mere kaffe op. Stemningen er intens.
»Netop dette er vejen frem,« siger Riad Malki med en overbevisning, der ikke er til at tage fejl af: »Perspektivet er vidtrækkende. Viser palæstinenserne, at de er i stand til at værre herre i eget hus ved at skabe demokrati og opnå fred, vil befolkningerne i resten af Mellemøsten se palæstinenserne som forbilleder, og de vil rejse sig mod deres egne halv-tyranniske herskere og kræve samme frihed. Amerikanernes drøm om at indføre demokrati fra oven i Irak og derved bruge landet som platform for en demokratisering af det øvrige Mellemøsten, er derimod dømt til at mislykkes. Demokrati skal vokse op nedefra«.
Det sidste sagt nærmest lakonisk, som en profeti. Ogbliver de sidste ord.

Blodhævn er udsigtsløs
Efter et to timer langt møde, hvor håbet og visionerne har udfoldet sig på en måde, man ikke har følt i lang tid fra disse kanter, følger Riad Malki os ud af kontoret og videre ud i trappeopgangen. Lige i det vi skal til at takke og sige pænt farvel, ser vi, at der er blod og skudhuller i vægge, lofter og døre omkring os. Det lagde vi ikke mærke til på vej ind.
Væggene er dækket af plexiglas, hvorpå der hænger fire sedler med navn og billede af et brændende stearinlys. Chokerede spørger vi, hvad der er sket.
»For knap to år siden i begyndelsen af den anden intifada søgte fire ubevæbnede palæstinensiske politifolk sikkerhed i denne korridor, på flugt fra det israelske militær, som var i gang med en eftersøgning. De blev ofre for den meningsløse vold, konflikten har avlet, da israelerne uden grund kastede en håndgranat ind i blandt dem,« fortæller Riad Malki.
Her viser han sit virkelige format og hvor meget mod og tilgivelse det kræver, for at fredsprocessen igen kan komme i gang:
»Det nytter ikke, at palæstinenserne og israelerne altid handler på baggrund af historien, ved at vi udfører en gengældelsesaktion for disse drab. Det vil aldrig få ende, for der vil altid være endnu en at hævne. I stedet må begge parter se fremad i en fælles forståelse af, at palæstinenserne og israelerne skal finde en måde, hvorpå vi kan leve fredeligt side om side. Det er konstruktivt. Det andet er kontraproduktivt og forlænger blot lidelserne.«
Vi får sagt farvel og står på gaden igen og kommer kort efter til Arafats grav, et interimistisk mausoleum, beliggende foran palæstinensernes hovedkvarter. Der står æresvagt omkring, folk kommer valfartende fra nær og fjern. Og midt i det hele, omkranset af blomster, står et portræt af Arafat.
Fortiden bliver aldrig glemt, men en ny tid synes at være oprunden.

*Mads Rykind-Eriksen er lærer på Ry Højskole

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her