Læsetid: 3 min.

Frygten for flertal

Debat
7. december 2004

EU
Den af væsen lidt sky og ranglede person hed Estrup. Jacob Brønnum Scavenius Estrup. Godsejer af Kongsdal og Skaføgård. Og konseilspræsident i Danmark under den store forfatningskamp i slutningen af 1800-tallet.
Estrups nationale sindelag kunne ingen drage i tvivl. Han kæmpede for fædrelandets forsvar – på sin egen måde! Med ensom stædighed tvang Estrup en befæstning af København igennem – mod Folketingets store flertal men med regeringen, kongen og grundloven i ryggen. Estrups sag lod sig ikke forene med flertalsafgørelser.
Da det såkaldte ’systemskifte’ godt forsinket indtraf i 1901; da partiet Højre med seks mandater i Folketinget over for oppositionens 108 kapitulerede til folkeflertallet, stod befæstningsværket omkring København færdigt. Danevirke var genopbygget men nu i Brøndby og Husum. Det nationale forsvar mod fremtidens trusler var med 14 km. volde og voldgrave, Middelgrunden og diverse forte solidt nedgravet i fortiden. Forældet og ubrugeligt allerede ved færdiggørelsen.
Dagens befæstningsspørgsmål afgøres ikke med skovl og spade. Med pennen skal jeg sætte et kryds. En europæisk forfatningstraktat truer forude. Som medlem af SF er jeg inviteret til forpremiere.
Et mindretal i folkesocialisternes hovedbestyrelse (Pernille Frahm, Morten Homann, Peter Goll m.fl.) skriver til mig, at med et ja til forfatningen »kommer de danske standarder for dagpengesatser og dagpengeperioder under pres«. Som fagforeningsmand skærper den slags min opmærksomhed, for et sådant fælt forehavende er jeg klart imod. Det var vi også i fagbevægelsen sidste år, hvor det med succes lykkedes at forhindre et angreb på dagpengesatserne. Angriberen var dog ikke EU, men en af fædrelandets egne sønner ved navn Claus Hjort Frederiksen.
Det interessante i sagen er ikke selve påstanden – med et ja stemmer du ja til forringede dagpengesatser. I sig selv ændrer Forfatningstraktaten intet på de danske dagpengesatser. Så synspunktet er notorisk forkert. Det interessante er forsættelsen. Dagpengesatserne presses, »fordi afgørelser angående vandrende arbejdstagere fremover skal vedtages med flertalsafgørelser«.
Heller ikke dette synspunkt er nødvendigvis rigtigt, men lad det ligge. Lad også ligge at ’vandrende arbejdstagere’ blandt andet er danske arbejdere ude i Europa. Det interessante er Estrups genfødsel – men nu som et dilemma der plager den EU-skeptiske venstrefløj. I kampen for venstrefløjens sag, skal vi frygte flertalsafgørelser i Europa!

Flertallet fat i fremtiden
Estrup havde meget at forsvare – f.eks. jord. Danske lønmodtagere har som bekendt ’sejret ad helvede til – godt’, og har også fået meget at forsvare – f.eks. en række velfærdsordninger. En videreudvikling af disse har imidlertid fået et transnationalt perspektiv. Dansk velfærd er i dag blevet et europæisk projekt. Sund fornuft fortæller mig, at tåler den sag, du kæmper for, ikke flertallets afgørelse, så har du ikke fat i fremtiden.
Ved at føre forsvaret for det danske velfærdssamfund, som en kamp mod europæiske flertalsafgørelser og som en kamp for dansk vetoret og europæisk enstemmighed, så fører EU-skeptikerne kampen på gårdsdagen præmisser, og for så vidt som de måtte sejre, så vil vi sammen stå med et forsvarsværk af samme nationale storhed som Vestvolden om København og Middelgrundsfortet i Øresund, hvis kanoner, da tysken endelig kom, var tavse som graven.
Holger K. Nielsen er en venlig mand, og for at imødekomme skeptikernes frygt for europæiske flertalsafgørelser, har SF bl.a. fået vetoret på en fremtidig ændret dansk holdning til europæisk enstemmighed på social- og arbejdsmarkedspolitik. Aftalen er formuleret på nej-sigernes præmisser og på ja-sigernes manglende tro på egen sag. For Holgers velmenende krog i Anders Fogh Rasmussen går jo begge veje. Venstre og Estrups gamle Højreparti har jo også fået krog i et fremtidigt dansk folketingsflertal, som måtte ønske en ny og mere progressiv social orden i Europa.
Tænk hvis forfatningskampen fra 1885 til 1901 var endt med en aftale om enstemmighed mellem Højre og de folkelige partier Venstre og Socialdemokratiet. Så var det danske velfærdssamfund aldrig blevet opbygget. Heldigvis troede de progressive kræfter dengang på, at folkets flertal kunne vindes for deres sag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her