Kronik

Hjernen er ikke født til skolebænken

Vi ved jack shit. Og dog. Ja, undskyld tonen. Men det er, fordi jeg kender dette her lille trick, der er baseret på overraskelse… og som har noget med hippocampus at gøre
13. december 2004

KRONIK
»Uddannelse, uddannelse, uddannelse!«
Sådan lød Tony Blairs svar, da han for syv år siden blev spurgt om sin regerings top-prioriteter. Lignende toner kom fra Anders Fogh Rasmussen, da han ved Folketingets åbning gav sit bud på, hvordan Danmark skal fastholde høj beskæftigelse. Men hvordan går det så? Tilsyneladende ikke helt så godt, som man kunne ønske sig. Det vil sige, uddannelse har vi nok af sammenlignet med mange andre lande. Vi lærer bare ikke så meget, som vi måske burde, givet den mængde penge, vi spenderer på uddannelse.
At vi ikke lærer nok, er i hvert fald konklusionen, hvis man skal tage internationalt baserede sammenligninger for pålydende, f.eks. OECD/PISA-undersøgelsen fra 2001. For selv om de danske elevers matematiske formåen ligger over gennemsnittet, så er deres læsefærdigheder ’kun’ gennemsnitlige, mens deres naturvidenskabelige færdigheder er utilfredsstillende.
Set i lyset af en nyere dansk undersøgelse, ’Relevance of Science Education’ fra Danmarks Pædagogiske Universitet, er den overraskende dårlige danske placering inden for naturvidenskabelig viden dog ikke så overraskende endda: Under halvdelen af de adspurgte elever mener, at de lærer noget, de kan bruge. Dette må selvsagt påvirke deres motivation for at tilegne sig viden. Og når det kniber med motivationen, så ved vi godt, hvad klokken er slået – ikke?

Hukommelsestrick
Gu’ gør vi røv og nøgler. Vi ved jack shit. Og dog. Ja, undskyld tonen. Men det er bare, fordi jeg kender dette her lille trick, der er baseret på overraskelse. Tricket handler lidt om motivation, og det handler lidt om hjernen: Begravet inde i midten af hjernen ligger en lille struktur kaldet hippocampus (eller på dansk ’søhesten’, da den minder om en sådan i form). Den spiller en central rolle for det, der kaldes eksplicit hukommelse. Eksplicit hukommelse understøtter indlæring af den type viden, vi kan sprogliggøre. Det er den slags viden, vi forsøger at hælde i hovedet på eleverne henne i skolen. Og hvad har det så med bandeord at gøre? Jo det har det med bandeord at gøre, at hippocampus bliver særligt aktiveret i situationer præget af overraskelse. Ved at benytte et par ord, der falder uden for den gængse sammenhæng, har jeg – forhåbentlig – formået at overraske din hjerne. Derved har jeg samtidigt aktiveret din hippocampus på en sådan måde, at du også om et par dage, eller senere endnu, vil kunne huske, hvad du her har læst. Det hænger simpelthen bedre fast, hvis det er overraskende, fordi overraskelse aktiverer hippocampus, som igen er ansvarlig for at lagre information.
Set fra en evolutionær vinkel er overraskelse forbundet med nyhedsværdi. Og noget tyder på, at interesse for nyheder (nysgerrighed) giver bedre mulighed for overlevelse i det lange løb. Det er i hvert fald en af forklaringerne på, at de fleste højerestående organismer drages til at undersøge ting, der har en nyhedsværdi. Hermed er vi tilbage til motivationen, for overraskelse bliver dermed en motiverende faktor for at lære noget (nyt) – også henne i skolen.

Født til at lære
Overraskelse er blot et eksempel på, hvordan vores hukommelse, og dermed læring, bliver påvirket af vores følelser. Generelt virker følelser fremmende for læring i den forstand, at vi bedre hu-sker ting, der har en følelsesmæssig kvalitet; god eller dårlig. Det er blandt andet derfor, det er vigtigt at opnå et følelsesmæssigt engagement i undervisningssammenhænge. Den oplevede ligegyldighed, som synes at præge mange elevers opfattelse af naturfag, kan dermed være en mulig forklaring på, at eleverne ikke lærer noget. Men hvorfor spiller følelser denne fremtrædende rolle? Igen kan vi ty til menneskets udviklingshistorie for en forklaring. Den handler kort fortalt om liv og død. I store træk vil organismer, herunder mennesker, gøre en indsats for at opnå nydelse, ligesom de vil gøre en indsats for at undgå ubehag. Ganske meget af hjernen er fra naturens side udviklet til at afveje, om ting er gode eller dårlige. Disse afvejninger består i emotionelle takseringer. Det er disse emotionelle takseringer, snarere end rationelle cost-benefit overslag alene, der motiverer organismer til at handle.
Lidt sloganagtigt kan man formulere det sådan: Vi er født til at lære, men ikke nødvendigvis til at studere. Vores uddannelsessystem er udviklet til at håndtere nogle samfundsmæssige krav, der er opstået over en relativt kort periode. Vores hjerner derimod udvikles ganske langsomt og er oprindeligt designet til at løse ganske andre problemstillinger end dem, skolebænken tilbyder.
Et banalt, men illustrativt eksempel på noget, vi er ganske gode til fra naturens side, men som giver os visse problemer henne i skolen, er genkendelse af ting via synet. Normalt tænker vi ikke over den serie af operationer, som hjernen foretager, fra lyset falder på vores nethinde, og til vi har genkendt den ting, som lyset reflekteres fra. Heldigvis da, for ellers kunne vi ikke bruge tid på andet. Operationerne er bygget ind i hjernen. De er automatiske, de kræver ingen opmærksomhed, og de skal ikke læres. Et af de problemer, som disse operationer kan løse, er at genkende ting, selv om de varierer meget i form. F.eks. har vi ikke svært ved at genkende forskellige kopper. Vi kan endda identificere noget som en kop, selv om vi aldrig har set den type kop før.
Det betyder heller ikke så meget, om vi ser koppen oppefra eller fra siden. Hjernen er nemlig bygget til at udtrække de karakteristika, der er forholdsvis konstante fra kop til kop eller fra synsvinkel til synsvinkel. Dette er rigtigt smart ude i naturen, hvor vi gerne vil kunne genkende et rovdyr, ligegyldigt om dets hoved er til venstre og halen til højre eller omvendt. Men det er noget rod henne i skolen, hvor det pludselig ikke er ligegyldigt, om buen er placeret til højre eller venstre for den lodrette streg, hvilket jo som bekendt er forskellen på et ’b’ og et ’d’. De fleste forældre og lærere vil sikkert kunne nikke genkendende til, at det tager ganske lang tid at overbevise børns hjerner om, at dette virkelig skulle betyde noget.
Generelt, og sat på spidsen kan man sige, at vores hjerne er udviklet til at handle fysisk i verden, at meget af den viden, hjernen optager, er baseret på at gøre ting, samt at hjernen lærer bedst, når der er følelser på spil. I kontrast hertil har vi et skolesystem, der synes designet til organismer, der ikke bevæger sig; der optager informationer som en båndoptager og som ikke har nogen præferencer. På denne baggrund er det måske ikke så mærkeligt, at læring, som den tager sig ud i skolen, ikke altid tilvejebringer det ønskede resultat, som vi ser det i naturfagene.
Nu er pointen selvfølgelig ikke, at vi ikke kan lære noget i det konventionelle skolesystem. Det kan vi jo godt. Pointen er snarere, at vi givetvis kunne lære mere, hvis uddannelsessystemet var tilrettelagt på en måde, der tog hensyn til vores biologiske udstyr. Det er derfor ikke nok, at vi udarbejder læreplaner, der hovedsageligt specificerer, hvad eleverne skal lære hvornår. Vi bliver nødt til også at indkredse, hvordan eleverne skal lære det.

Mangler viden
Dette kræver imidlertid viden om læringsprocesser, og det har vi ikke i tilstrækkelig grad. F.eks. viser den nye undersøgelse ’National Review on Educational Research and Development: Examiners’ Report on Denmark’ fra OECD’s Centre for Educational Research and Innovation (CERI), at forskning i læring og uddannelse har trange kår i Danmark sammenlignet med andre lande. Der bruges simpelthen få midler på forskning i læring og uddannelse. Og den type forskning, der er i gang, er ikke tilstrækkeligt koordineret. Dette er selvsagt ikke tilfredsstillende, hvis vi virkelig vil satse på uddannelse som en af måderne, hvorpå Danmark skal
sikre fremtidig vækst på et globaliseret marked.
Danmarks uddannelsessystem er på bænkevarmerkurs og trænger til at blive rusket i. Inden for mit eget område, som er hjerneforskning, er der en masse viden om hukommelses- og læringssystemer, og hvilke forhold der påvirker dem.
Denne viden venter på at blive sat i spil. Det har man luret i udlandet. OECD’s CERI søsatte allerede i 1999 projektet ’Learning Sciences and Brain Research’, der skulle afdække, hvorvidt hjerneforskning og læringsvidenskab kunne berige hinanden. Symptomatisk nok – kunne man fristes til at sige – var der indtil for nylig ingen danske forskere repræsenteret i dette projekt.

Christian Gerlach er ph.d. og forskningsleder i konsortiet Hjerneforskning, Kognition og Læring ved Learning Lab Denmark

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu