Læsetid: 2 min.

Holgers brugte bil

Debat
7. december 2004

EU
formand for SID, miljø-, energi- og forsyningsarbejdernes fagforening
SF’s folketingsgruppe tænker taktik ind i sin politiske gøren og laden, at det klare og skinnende rene politisk budskab sommetider forsvinder ud med det taktiske badevand, betragtes som et mindre problem. SF har længe gerne villet deltage i en regering sammen med Socialdemokraterne og de Radikale. Som et resultat har Holger forsøgt at tegne, hvad han selv beskriver som en blid kursændring i SF’s syn på EU.
Jeg tror på, at Holger selv ærligt mener, at det er en farbar vej. Men kursskiftet skyldes, at de to andre partier ikke ville være med til at lukke Holger ind i varmen, før SF bliver et rent og skært ja-parti i EU spørgsmålet.
Så kommer den nye EU- traktat. Sandsynligheden var jo at SF’s ekstraordinære landsmøde vil sige nej til traktaten. Den indeholdt for meget liberalistisk handling og retorik omkring social- og arbejdsmarkedspolitikken. Den er også spækket med mange militære planer og slagord. Al sund fornuft taler for, at SF ville være nødt til at anbefale et nej. Men taktikerne i SF’s ledelse og Holger så en mulighed. For at løse et udenrigspolitisk problem måtte der en taktisk betonet indenrigspolitisk handling på banen. Et nyt nationalt kompromis skulle der til, som først skulle godkendes af SF’s partimedlemmer. Taktikken havde dog den indbyggede fejl, at det SF’s medlemmer skal godkende – i modsætning til det første nationale kompromis – blot er en ganske almindelig politisk studehandel lavet på Christiansborg. Kompromisset skulle sætte den snu kontrolfreak Anders Fogh på en prøve. Han må til at forhandle med ærlige Holger og samtidig optræde som en statsmand. Hvad blev resultatet af mødet mellem de to partiledere med hver deres politiske spillerstil? Utvivlsomt en sejr til Anders Fogh!

Brugtbilsælger Fogh
Fogh har solgt Holger en politisk aftale, der svarer til en brugt bil. Garantien holder kun så længe, at Anders Fogh gider det. Indholdet er en række af lapninger og overfladiske nødreparationer. Styret drejer konsekvent til højre. Og derfor står det slemt til med Holgers taktik. Fordi hver gang aftalen angribes, er Holger og SF’s partiledelse nødt til at fremhæve aftalens indehold som fremragende, og den eneste der tjener stort på det, er aftalens chefforhandler Anders Fogh. Nu kan Fogh fremstå i sin åbenstående skjorte og appellere til de kvindelige vælger, fordi han har lavet en aftale med selveste Holger K.
Så fortoner Holgers drømme om et regeringsskifte sig, og Anders Fogh kan fortsætte sin administrative liberalisering af det danske samfund. SF bliver et anonymt automat-japarti, alt imens Europas traktatfastsatte politik støtter Foghs hjemlige projekt!
Det er ikke så mærkeligt, at SF’s Ungdom og store del af SF’s faglige folk er åbenlyst uenige med Holger. Ungdommen skal leve med resultater af den fejlslåede taktik i rigtig mange år. De faglige SF’ere mærker allerede nu EU’s indblanding i deres daglige virke og muligheder. Seneste med det nye tjenesteydelsesdirektiv, som hele den nordiske fagbevægelse bekæmper, fordi det vil ødelægge det nordiske arbejdsretlige system og dermed den nordiske model.
Det eneste håbe er at SF’s medlemmer nægter at køre i Holgers brugte bil. Særligt når de ved, hvem det er, han købte den af!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her