Læsetid: 4 min.

Irakernes lidelse lader os kold

Gør mig en tjeneste – lad vær’ med igen at spørge: Hvorfor hader de os
Debat
22. december 2004

INTERNATIONALT
Det var ligegyldigheden – den totale ligegyldighed, jeg mødte i det britiske militærs pressekontor i Basra, der slog mig.
Her havde jeg dokumenter – et af dem var endda underskrevet af en britisk officer – der officielt slog fast, at Baha Mousa var død i britisk varetægtsfængsel, og at Mousas kollega også blev »angrebet«, da han var fange, hvilket fremkaldte »akut nyresvigt«. Her havde jeg en vidneerklæring fra Mousas far, hvoraf det fremgik, at den britiske hær havde ventet tre lange dage, før den kunne tage sig sammen til at indrømme over for Mousas familie, at han var død. Og så stod den britiske militærtalsmand der og sagde, at han desværre ikke kunne hjælpe med at forfølge denne sag.
Tony Blair skulle ankomme til Basra. Alle havde voldsomt travlt. Hvorfor ringede jeg dog ikke til forsvarsministeriet i London? Der lød højlydte gab. Ikke et eneste ords medfølelse over for den døde mand, hvis kone forinden var død af kræft – ikke ét ord til medynk for hans små og nu forældreløse sønner.

Ligeglade med irakerne
Det var på omtrent samme tidspunkt, at briterne og amerikanerne af International Røde Kors blev underrettet om den brutalitet, der herskede i Abu Ghraib-fængslet – og valgte helt at ignorere påtalen. Når britiske og amerikanske soldater blev dræbt, satte vi navn på dem, identificerede dem og begræd dem. Når irakere døde, var vi fuldkommen ligeglade.
Jeg vil altid huske, da Baha Mousas bror fortalte mig, hvordan en britisk sergent havde opsøgt familien i deres hjem og blot identificeret sig selv som ’Jay’: »Han satte sig i vores sofa og sagde: ’Jeg er kommet for at underrette jer om om, at din bror, Baha, er død’. Vi råbte og skreg og hulkede af chok og fortvivlelse.«
Bagbundet med en hætte over hovedet var Baha Mousa blevet tævet ihjel – hverken han eller nogle af hans lidelsefæller i fængslet var på noget tidspunkt blevet præsenteret for nogen sigtelse – af soldater, som under mishandlingsakten tiltalte dem med navne på fodboldspillere.
Hans var en politioberst, der havde overværet, at sønnen blev anholdt på et lokalt hotel. Han fik sågar et håndskrevet notat fra den anholdende officer, hvori denne lovede, at det britiske militær nok skulle svare for Bahas sikkerhed. Hans navn var – typisk nok – intetsigende. Notatet var underskrevet »sekondløjtnant Mike«.
Oberst Mousa var grådkvalt. »Hvad skal jeg stille op,« havde han spurgt, og alt, hvad jeg kunne sige til ham, var: »Gå rettens vej, skaf en advokat, kontakt Amnesty, rejs sagen i London.«
Jeg så ham aldrig siden, men hans families skæbne viser, at selv om den britiske hær og regering er ligegyldig over for irakernes lidelse – især da, når det er ’vores’ side, der forårsager denne lidelse – så findes der også hæderlige mennesker, som er rede til at gøre noget for at råde bod på slig uret.
De er blot alt for få. De to højesteretsdommere, som beordrede det britiske forsvarsministerium til at gennemføre en uafhængig undersøgelse af Baha Mousas brutale død, vil ikke være i stand til at kurere den næsten apatiske afstumpethed, der inficerer så mange militærstyrker, deriblandt vor egen, endsige at gøre dens uretfærdigheder ugjorte.
Da jeg i sin tid researchede i den britiske hærs brutale overgreb i Nordirland, blev jeg mødt med den samme trætte, nonchalante mine hos en tidligere generation af presseofficerer og deres underordnede.

Vores tvivlsomme uskyld
Når jeg genlæser mine notesbøger fra Irak umiddelbart efter invasionen, kan jeg se, at de er fyldt med historier, der minder om Baha Mousas: Om en gammel mand fra Falluja, der døde efter at være mishandlet i Abu Ghraib, om brutale pryglestraffe i samme fængsel og om de noget nær utallige uskyldige irakere, som blev skudt ned af amerikanske og britiske soldater med aftrækkerkløe.
Jeg kender standardindvendingen til lede: Saddam var jo meget værre! Det var han bestemt, men skal vi altid sammenligne os selv med denne tyran, når vi skal forsvare vores tvivlsomme uskyld?
Og er det virkelig nødvendigt for disse besættelseshæres officerer at fnyse af indignation og arrigskab ved mindste antydning af, at deres tropper har dræbt uskyldige irakere, når det må stå dem lysende klart, at dette er tilfældet.
Forestil Dem, at irakiske besættelsesstyrker gennemtævede og dræbte en 26-årig britisk hotelansat i Manchester og derpå udviste iskold ligegyldighed over for hans død. Eller at de forsøgte at købe hans familie med et hurtigt kontantbeløb til at forholde sig tavse og undlade at forfølge sagen juridisk, hvilket var, hvad briterne forsøgte.
At give et bud på, hvordan vi kan gøre op med hele denne misere er let nok på papiret: ved at oprette et særligt juridisk system i Irak, der skal tage sig af alle sådanne sager og gøre det øjeblikkeligt og i fuld offentlighed. Det ville bare ikke virke.
Selv Royal Military Police – det britiske militærpoliti – var tæt på at smøle sagen om Baha Mousas død væk. Og desuden er det alligevel alt for sent at gøre al den uret, vi har begået i Irak, godt igen. Men lad i det mindste være med igen at spørge: »Hvorfor hader de os«

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her