Kronik

Julemandens dobbeltspil

Julegaveforskningen viser, at julen ikke bare er klam kommercialisme. Der går f.eks. en individuel proces forud for udvælgelsen af gaveobjektet: Pirrende, at den og den person har gået rundt og tænkt på netop mig…
23. december 2004

KRONIK
Det er en anden af julens mange tvetydigheder, at der er udpræget mangel på gennemsigtighed, hvad angår markedets rolle og interesser i julen. Og forstår man ikke udmærket trangen til at være på tværs, ja, nærmest pligten til at udfordre det kommercielle julemaskineri? Det hele er knap nok begyndt, før trætheden indfinder sig; butiksruderne pyntes op allerede i november; reklamerne vælter ind af døren. Nu skal hele den vestlige verden ud og øde milliarder bort på julegaver. Det ligner jo hul materialisme. Hvor er ’familieværdierne’ henne?
Antropologen James G. Carrier har en interessant udlægning. Julehandlen er ikke en korrumperende faktor, som mange puritanere måske ville mene, men en central og uundværlig del af juleritualet i de vestlige samfund. Det er netop gennem intens julehandel – og det skal helst være slidsomt – og tanke på nære sociale relationer, at vi tilegner os den ydre verdens anonyme, masseproducerede varer og gør dem til personlige besiddelser, som vi kan give videre som gaver.
Det handler groft sagt om, at julen rituelt understreger forskellen mellem den store, ’kolde’ verden derude, arbejdets og markedets domæner, og familiens nære og eviggyldige varme; en ideel opposition, der endda understreges af vintervejret i den vestlige verden, der jo gerne skal være koldt og hvidt ved juletid, som om alting er visket ud, annulleret, og landet ligger klar til på ny at blive indtaget af familien med børn og kælk. Det er måske også derfor, at folk der ikke fejrer jul, demonstrativt drager sydpå. Antropologen Jacques Godbout kalder endda julerejsen mod solen, for markedets ’gave’ til de ensomme og familieløse, de af dem, som har penge, vel at mærke.

Symbolsk indpakning
Men for at vende tilbage til gaven. Gaven er temaet i en af socialantropologiens klassiske tekster, franskmanden Marcel Mauss’ »Gaven: Gaveudvekslingens form og logik i arkaiske samfund« fra 1924. Om gavens vigtige rolle i skabelsen af sociale relationer, siger Mauss, at gaven aldrig er neutral, den indeholder noget af giverens sjæl, eller hau, som han med maorierne på New Zealand kalder det, og denne hau forlanger at vende tilbage til sit ’barndomshjem’ eller erstattes af noget tilsvarende eller bedre. Og denne mærkelige oplevelse, at gaven, vi modtager, indeholder noget af giveren, eller ’kaster skyggen af giverens navn’, er nok de færreste mennesker fremmed. Også selv om de fleste julegaver, vi giver hinanden i de moderne vestlige samfund, paradoksalt nok er masseproducerede i udviklingslande. Varen, det kunne være et stereoanlæg, produceres eksempelvis i smådele på et samlebånd i Kina, samles i Polen og masseforhandles i de europæiske lande, men bliver undervejs til juletræet en gave med hau.
Hvordan? Der går, som sagt, en individuel proces forud for udvælgelsen af gaveobjektet, som i sig selv kan være pirrende at tænke på både for giveren og modtageren: Mærkeligt, at den person har gået rundt og tænkt på netop mig, været særligt optaget af min person! (Derfor kan det også være risikofyldt at give gaver. Gaven tilbyder et sjældent kig ind i giverens tanker om modtageren. Det kan være kritisk, hvis modtageren for eksempel ikke er enig i giverens vurdering af sig selv. Tænk blot på, hvilke dønninger det kunne medføre at give damelingeri i overstørrelse.)
Men også gaveinpakningen er særlig interessant at kigge på med henblik på transformationen fra vare til gave. Theodore Caplows forskning i amerikansk julegavegiving peger på, at det særlige ved gaveindpakningen er, at den skaber forskel på det masseproducerede produkt og den særlige, personlige gave, mens for eksempel hjemmelavet syltetøj kan gives uden indpakning.
Der tages derfor gerne billeder af juletræet med indpakkede gaver under, også gerne af øjeblikket, hvor gaverne åbnes og ’overraskelsen’ udspiller sig, mens man åbenbart har mindre behov for at dokumentere bunkerne af gaver, der er pakket ud. Det kan måske forekomme for tydeligt, at der er tale om de samme masseproducerede varer, som alle køber og giver hinanden, og den tvetydighed slider på julens ’magi’. Nogle gaver kan ikke så nemt indpakkes og tildeles derfor en symbolsk sløjfe. Denne symbolske sløjfe kan man blandt andet observere på nogle former for pikant dameundertøj, hvilket understreger kvindens status som den ultimative gave, hvis man skal tro den franske strukturalist, Claude Lévi-Strauss.

Økonomisk spøgelse
Men lad os antage, at man har held til at finde den rigtige gave, hvad er så meningen med julemanden? Hvorfor insisterer forældre så hårdt på hans eksistens (så hårdt, at børnene ind imellem lader som om, de tror på ham for at imødekomme forældrene), at de træder til side og lader gaverne, som de har købt i dyre domme og under høj stress, være julemandens gaver?
Jacques Godbout foreslår ambitiøst, at julemandsfiguren skaber en forbindelse med fortiden og forfædrene, og dermed åbner børnenes univers ikke bare i rum – han kommer jo helt fra Grønland – men også i tid. Det etableres således en forbindelse bagud, som det moderne samfund ellers har skåret af, og den første gave, man får, julegaven, er ligesom den sidste gave, man får, arven, noget der kommer fra forfædrene, eller fra forfædrenes repræsentant, julemanden.
Et andet bud, måske mere jordnært, kunne være, at forældrene ved at træde tilbage som gavegiver ønsker at understrege deres mangel på egeninteresse i gavegivning; de nyder uselvisk børnenes glæde. Dette sidste træk siger en del om gavens dobbelthed; den er på en gang både generøs og fuld af egeninteresse.
Men at bringe det økonomiske perspektiv på bane er kun passende, så længe dette spøgelse straks manes i jorden igen, og man hurtigt kan vende tilbage til juleromantikken i familien. Eksempelvis konstaterede min oldemor efter sigende, at »nu er den jul forbi« i det øjeblik, hun havde pakket sin sidste gave ud. Den gamle dames udmelding var forfriskende i sin usentimentalitet, og fordi den, om end kun for et kort øjeblik, vendte den ønskede altruisme på hovedet og antydede det uhyrlige (og beviseligt forkerte), nemlig at vi blot mødes i familien hver jul med tanke på at skaffe os gaveprofit.
Der er andre ting på spil, socialt og eksistentielt. Og man kan ikke – hvor liberal man så end måtte være – drive individualismen så vidt, at man aldeles sætter sig ud over at være forpligtet til nogen, mener antropologen David Graeber. Det er et menneskeligt grundvilkår. At have personlig frihed handler rettere om at kunne vælge, hvem man vil skylde noget, hvem man vil udveksle ’gaver’ med. Medmindre man vil leve et ensomt og isoleret liv. Og det er der som bekendt mange, der gør. Derfor kan julen også forekomme særlig ubærlig for nogen; de længes tilbage til hverdagens grå, upersonlige transaktioner, hvor man betaler for alt og ikke skylder nogen noget.
Jeg begyndte indledningsvis med at tale om, hvorvidt julen efterhånden ville korrumperes af markedet. Det skal tilføjes, at det ikke er nogen ny bekymring. The Times udkom på juledag 1912 med en leder, der netop kritiserede den stigende kommercialisering af julen. Så svaret må være nej, hvis man skal tro Godbout. Markedet er del af vores juleritual.
Men hvad med sentimentaliteten? Den er heller ikke falsk i den forstand, at julen siger noget usandt om det at være menneske. Det handler nærmere om, at man i en periode overdriver visse menneskelige træk, gør dem eksklusive, det være sig generøsitet, venlighed, selvopofrelse. Og det faktum, at disse træk ikke fuldt ud dækker oplevelsen af en selv eller andre mennesker, gør dem heldigvis ikke mindre sande på samme måde, som vi resten af året ikke alene er små, uvenlige og selviske.

*Hans Lucht er forfatter og ph.d.-stipendiat ved Institut for Antropologi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu