Læsetid: 5 min.

Katastrofer er en del af vores liv

Imod naturkatastrofer nytter kun stoisk resignation, mente den romerske filosof Seneca
Debat
28. december 2004

INTERNATIONALT
Tidligt om morgenen den 5. februar år 62 e. Kr. rystede et gigantisk jordskælv den romerske provins Campanien. Tusinder af intetanende indbyggere blev dræbt på få se-kunder. Store dele af byen Pompeji faldt sammen over folk, der lå og sov i deres senge. Forsøgene på at redde dem måtte indstilles, da voldsomme brande brød ud. De overlevende stod tilbage uden andre ejendele end deres sortsvedne klæder og måtte se deres elegante villaer reduceret til ruiner. Rædsel, vantro og vrede fejede gennem imperiet. Hvordan var det muligt, at romerne – verdens mægtigste og teknologisk mest sofistikerede folk, som havde bygget akvadukter og tæmmet barbariske folkeslag – kunne være så sårbare over for naturens vanvittige luner? Lidelserne og kaoset førte også til refleksioner hos den stoiske filosof Seneca, der skrev en række essays for at skaffe sine læsere sjælefred.
Typisk for Seneca var den trøst, han gav dog af den strenge og dystre af slagsen. »I siger: Jeg troede ikke, at det kunne ske. Tror I, at der findes noget, som ikke kan ske, når I ved, at det er muligt, og når I kan se, at det allerede er sket?« Seneca prøvede at nedtone følelsen af uretfærdighed blandt læserne ved at minde dem om, at såvel naturkatastrofer som menneskeskabte katastrofer altid vil være en del af vores liv, uanset hvor sofistikerede vi tror, vi er blevet og hvor meget sikkerhed, vi tror, vi har skabt.
Derfor må vi også i dag forvente det uventede. Ro er kun en overgangstilstand mellem indslag af kaos. Intet er med garanti sikkert område, ikke engang den jord, vi går på. Når vi ikke beskæftiger os med risikoen for kæmpebølgers pludselige opståen og betaler prisen for vores påståede uskyld, skyldes det, at virkeligheden udgøres af to frygteligt forvirrende elementer: På den ene side kontinuitet og stabilitet som varer i århundreder og på den anden helt uventede katastrofer. Vi er splittet mellem den oplagte antagelse, at dagen i morgen bliver meget lig dagen i dag og den mulighed, at der vil overgå os noget forfærdeligt, som betyder, at livet aldrig bliver det samme som før.

Ferie med død og kaos
Netop fordi vi har meget stærke motiver for at fortrænge det sidstnævnte scenario, beder Seneca os om at huske på, at vores skæbne til enhver tid hviler i hænderne på Lykkens Gudinde. Gudinden kan uddele nådegaver og sekundet efter lade os kvæles af et fiskeben i den gale hals eller blive opslugt af en flodbølge. Jordskælvet i Asien virker særligt voldsomt, fordi så mange af de ødelagte steder var rejsemål. Steder, som folk bevidst har opsøgt for at have det godt og lykkeligt, men hvor de nu kun har oplevet død og kaos. Hvis man kigger på hjemmesiderne for de hoteller, der nu er fuldstændig knust, kan man stadig finde billeder af solrige strande, smukke værelser og løfter om grillmiddage på stranden og dykkerture i havet. Seneca hævdede, at fordi vi bliver hårdest ramt af det uventede, og fordi vi må forvente os hvad som helst (»Der er intet, Lykkens Gudinde ikke ville vove«) må vi konstant holde os risikoen for de mest modbydelige begivenheder for øje. Ingen bør køre i bil, gå ned af en trappe eller sige farvel til en god ven uden at indprente os bevidstheden om – Seneca ville ikke have ønsket at den var unødigt dramatisk – at der kan ske forfærdelige ting. I lyset af vores enorme teknologiske fremskridt er det blevet naturligt for os at opfatte os selv som dem, der styrer vores egen skæbne. Mennesket behøver ikke længere at ligge under for tilfældigheder, og med fornuftens brug kan alle vores problemer løses. Intet kunne ligge den stoiske tankegang fjernere. Vi er nødt til, understregede Seneca, at styrke vores fornemmelse for, hvad der kan gå galt i vores liv: »Intet bør være uventet for os. Vores sjæl bør være sendt forud for kroppen og være forberedt på problemerne, og vi skal ikke regne med dét, der plejer at ske, men det, der kan ske. Hvad er et menneske? Et fartøj, som bliver knust ved den mindste rystelse, det mindste puf. En svag og skrøbelig krop.«

Alt kan gå galt
Efter jordskælvet i Calabrien mente mange mennesker, at hele området skulle evakueres, og at der aldrig mere skulle opføres bygnin-ger i jordskælvsområder. Seneca erklærede sig uenig i den underliggende opfattelse, at der skulle findes nogle steder, i Ligurien for eksempel, hvor folk skulle forestille at være i fuldstændig sikkerhed og uden for Gudindens rækkevidde: »Hvem kan love dem, at det er bedre at befinde sig et andet sted på jorden? Alle steder er ens, og selv om det måske endnu ikke er sket, kan enhvert sted blive ramt af et jordskælv. Vi tager fejl, hvis vi tror, at der findes steder, som går fri og er helt sikre... Naturen har ikke skabt noget, der er ubevægeligt«.
Og som Seneca måske ville have tilføjet, hvis han havde levet i dag, naturen har heller ikke skabt en kyst, som ikke kan blive ramt af oversvømmelse. For at forberede sig mentalt på en katastrofe skulle man ifølge Seneca udføre følgende mærkværdige øvelse, som er fremmaningen af en forudanelse, på latin praemeditatio: Hver morgen før morgenmaden ligger man i sin seng og forestiller sig alt det, der kan gå galt i løbet af dagen. Øvelsen var ikke ment som en spøg fra Senecas side. Den skulle forberede folk på, at deres by kunne brænde ned, eller deres børn kunne dø. »Vi lever blandt ting, hvis fælles skæbne er, at de skal dø«, lød en af Senecas forudanelser, »vi er født som dødelige, og vi har selv født dødelige. Vi må regne med alt, forvente alt«.

’Hvorfor dog græde...’
Indebærer stoicisme, at man skal acceptere alle livets lunefulde indslag? Nej, den indebærer blot en erkendelse af, at vi fortsat er sårbare på trods af vores fremskridt: »Den bedste lindring når man skal igennem onde hændelser, er at holde ud og bøje sig for det nødvendige.«
Hvis vi et øjeblik vender tilbage til de stoiske filosoffers tanker, kan vi måske finde nyttig inspiration til at afstemme vores forventninger og dæmpe vores følelse af chok over katastrofer og blodsudgydelse. Da den forrykte kejser Nero i år 65 e.Kr. beordrede Seneca til at begå selvmord, brød filosoffens kone og øvrige familiemedlemmer grædende sammen, men Seneca selv havde lært at følge efter livets vogn i resignation. Da han roligt lagde kniven til sine blodårer, udtalte han en sætning, som det måske er klogt at gentage for sig selv, når man læser avis på en særlig trist morgen: »Hvorfor dog græde over visse dele af livet? Hele livet er til at græde over.«

*Oversat af Niels Ivar Larsen og Nina Skyum-Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her