Mette Vejstrup Madsens ironiske læserbrev den 15. december fortjener et svar. Ikke på grund af ironien, den skal være hende tilgivet, men på grund af de urigtige oplysninger, hun viderebringer. Kulturministeriet nedsætter ikke 20 studiegrupper af veluddannede og berømte, men syv fagudvalg med en lang række relevante fagpersoner. At de så også er veluddannede og måske endda berømte, skal efter min mening ikke ligge dem til last. Mette Vejstrup Madsen tager også fejl af, hvilke kunstneriske områder de forskellige udvalg skal beskæftige sig med. Litteratur er ikke nok, udbryder hun. Nej, netop! Derfor agter vi også at nedsætte udvalg inden for billedkunst, arkitektur, design og kunsthåndværk, musik, teater og dans, film og litteratur. Og når udvalgene har deres oplæg klar, skal de diskuteres på en konference, hvorefter kanonen bliver sammensat. Hvis vi finder private investorer, er tanken, at det hele samles i en bog med medfølgende cd og dvd. Jeg vil også gerne fjerne Mette Vejstrup Madsens opfattelse af, at en kulturkanon skulle være hellig eller hævet over enhver tvivl, sådan som hun skriver. Det er ingenlunde tilfældet. Jeg har ingen ambitioner om at belære den danske befolkning om, hvad der er god og dårlig smag. Tværtimod. Som borgerligt tænkede menneske har jeg bekæmpet den slags formynderi hele mit liv. Og det vil jeg jeg blive ved med. Jeg opfatter kulturkanonen som en slags kompas som et udgangspunkt for samtale. Den skal ikke anvendes som et redskab fra statens side til at bestemme, hvad der er godt og skidt. Men den vil rumme en beskrivelse af noget, der er værdifuldt, ja nærmest umisteligt.
Ingen pop-konkurrence
Og nu hvor jeg er i gang, så lad mig tilføje, at regeringen ikke agter at lave en kulturel hitliste over de mest populære værker i tiden. Det vil efter min mening slet ikke have noget formål at lave sådan en. Og det er heller ikke det, vi stræber efter. En kanon er ingen popularitetskonkurrence, og hvis vi fremstillede en slags hitliste, ville vi netop forfalde til de overfladiske tendenser, som vi ønsker at fjerne os fra. Vores kanon skal rumme de mest uomgængelige værker i den danske kulturarv det umistelige, om man vil. Men den skal samtidig også fremstille udviklingen på de forskellige kunstområder, altså de inspirationer og strømninger, der danner overgangen mellem de forskellkige værker; det, som Poul Erik Tøjner har kaldt for det lange, seje træk i kulturhistorien. Regeringen er ikke interesseret i, at dette projekt skal ende med fabrikationen af endnu en hitliste, men med et værk der både præsenterer de største værker samt giver en fremstilling den kunstneriske udvikling, der har ført frem til deres skabelse. Meningen er med andre ord ikke at trække en bestemt kulturopfattelse ned over hovedet på danskerne, men at mane til eftertanke og gøre kulturen til genstand for større nysgerrighed. Det er der ingen, der tager skade af, tværtimod. At diskutere, hvad der har høj karat i vores kultur, kan måske endda give flere lyst til at gå på opdagelse i kunstens og kulturens verden. Helligt? Næ. Abstrakt? Heller ikke. Det er en konkret kanon, er det.
