Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

30. december 2004


Ta’ Rohde på ordet! Fremsæt et forslag
Der er intet nyt under solen i Informations afsløring af, at den nuværende regering udnævner folk fra egne rækker til velbetalte hverv. Sådan har det været under alle regeringer. Ærgerligt nok for dem, der ikke får del i kammerateriet; for korruption er nu en gang noget lort – med mindre man selv er med i den.
Pudsigt nok er det Venstres politiske ordfører, Jens Rohde (der jo altid er god for en uovervejet bemærkning), der angiver vejen ud af moradset, når han til Information den 28. december siger: »...hvis nogle i Folketinget har et problem med det, så kan de jo bare fremsætte lovforslag om, at kompetencen f.eks. overdrages til et folketingsudvalg...«
Ta’ ham på ordet! Er der et folketingsmedlem, ja, måske endog et parti, der ønsker, at kvalifikationer skal gå forud for partitilhørsforhold, så fremsætter vedkommende et forslag som anvist af Rohde.
Forslaget bliver sikkert nedstemt. Men så får vi i det mindste opklaret, hvem der er tilhængere af korruptionen, og hvem der er imod.

Aksel Hundslev
Ullerslev

Tak til Panduro og Lise Lenskjær
Glad blev jeg af at læse mandagens kommentar af Line Lenskjær, der omhandler den paranoia, der har ramt hele den vestlige verden efter 9/11. I bedste Panduro-stil (stærkt humoristisk) beskriver hun sine indre dæmoner, der angriber hende med tanker om alsken terrorvirksomhed i lille Dannevang. Som alle andre er også hun offer for den mediestorm, der overskyller verden og drukner os alle i død og ødelæggelse fra morgen til aften. Time ud og time ind. Intet under, at Line Lenskjær er paranoid.
Men alligevel befriende, fordi hendes beskrivelse under al alvoren også er dybt humoristisk og får undertegnede til at trække på smilebåndet over, at jeg da trods alt ikke er alene med min angst for alverdens ulykker.
Det er godt, at der findes et begreb som humor. Ellers var det hele da ikke til at holde ud.
Tak til Leif Panduro og i særdeleshed Line Lenskjær

Jesper Hjøllund
terapeut og digter

Mere hulemand end julemand
Det Radikale Venstre foreslog i sit finanslovsudspil at afsætte 500 mio. kr. til at forhøje uddannelses-taksametrene, styrke efteruddannelsen af folkeskolelærere og sænke brugerbetalingen på folkeoplysning. Det var regeringen imod – og det er jo ret interessant. For hvad var det, statsministeren sagde i sin nu herostratisk berømte manuskriptfri landsmødetale? Jo, han sagde at »vi skal give voksen- og efteruddannelse et massivt løft og antallet af unge, der får en videregående uddannelse skal stige massivt«.
Men statsministeren er mere hulemand end julemand, for der var tale om fuldstændig tomme løfter. Hann undlod nemlig at fortælle, at VK-regeringen igennem de sidste tre år har beskåret voksen- og efteruddannelsen for kortuddannede voldsomt, samtidig med at man har forhøjet brugerbetalingen på uddannelse og folkeoplysning. Og da regeringen halverede statstilskuddet medførte det et kraftigt fald i antallet af deltagere og undervisningstimer på folkeuniversiteterne. Konsekvent nedskæring!
Og ser vi på noget af det, Danmark i høj grad bør investere i, hvis vi også i fremtiden skal være blandt verdens rigeste lande, så har VK-regeringen beskåret bevillingerne til de videregående uddannelser med tre procent fra 2001 til 2004, hvilket ca. svarer til 150 mio. kr.
Der er mildest talt behov for at sætte en anden dagsorden på uddannelsesområdet efter tre år med spindoktorer, spareknive og skattestop.
Det Radikale Venstre vil, som vi altid har gjort det, også i de kommende år prioritere investeringer i uddannelse på alle niveauer, så vi kan give Danmark et løft. Disse investeringer vil komme mangefold igen i kraft af øget produktivitet, innovationsevne og beskæftigelse. Vi håber, at de danske vælgere har gennemskuet Foghs tomme løfter og vi ser med fortrøstning frem mod folketingsvalget. Et styrket radikalt mandat betyder en styrket uddannelses- og forskningspolitik.

Tomas Bech Madsen
folketingskandidat for R

Hanne Reintoft og affejningen af andres tro
Kommentar til interviewet med Hanne Reintoft i Information den 21. december:
Det er muligt at være moderne menneske og samtidig være kristen. Ateisternes kritik af troende mennesker bærer undertiden spor af fordomme, som de selv tilskriver det religiøse menneske.
Kristne mennesker er ikke nødvendigvis hovmodige, frelste selvbedragere, som lever uden mod og autoriter i deres egen tilværelse.
Kristne, såvel som mennesker med andre religioner (her inkluderer jeg ateisterne), indeholder alle muligheden for at leve næstekærligt (og kærligt mod sig selv) samtidig med, at de indeholder muligheden for at snige sig udenom næstekærligheden og for eksempel afskrive andre mennesker som livsforsagere.
For lige at skære det ud i pap mener jeg, at Hanne Reintoft tager en autoritet på sig, som hun ikke kan bære, når hun siger, at troende lever med et bedrag.
For er det ikke snarere et bedrag at tale sådan om andre mennesker? Hvem har hvisket i Reintofts øresnegl og fortalt hende, at Gud er et bedrag?
Jeg mener, at det er forkert at affeje andre menneskers tro og livsholdning som forkert. Om det så for eksempel er Kristendom, Hinduisme, Islam eller Ateisme.
Et menneske kan sige, at det tror på noget, eller at det ikke tror på noget, men ikke, at hvad den anden tror på, er forkert.

Marie Ladefoged
København S

Mit nytårsønske til Information
Større skrift vil være så dejligt. Det irriterer mig, at jeg har besvær med at læse jeres nye format. Det forekommer mig, at I mangler plads efter at være gået væk fra storformatet. Lederen på side to er fin, og også bagsidelederen kan læses. Værre er det med læserbrevene og billedteksterne.

Erik Møller

Den tandløse løve og året der gik
Nytåret nærmer sig, og man begynder at reflektere over året. Har dette år, 2004, budt på noget særligt? Set ud fra bogannoncerne har der været et usædvanligt stort udbud af gendigtede historiske fortællinger, selvbiografier og/eller pyntede politiske nymanifestationer. Som noget nyt, især siden 11/9, har fokus for fortælleren været på på højre flanke, og dermed er fortællingen også blevet entydig eller unuanceret i sit budskab på samme måde, som journalistikken i samme periode er blevet for mainstreammedierne. Betragter man historien som et langt tog, bevægende sig ud ad tidens skinner, er hvert årsskifte stationer langs sporet. Som alt i denne verden (present) bevæger toget sig fra vest mod øst, og betragtet fra højre flanke ses togets (historiens) solside bevægende sig fra venstre mod højre, og baggrunden er en verden i en solskinsbelyst skønhed med skønne kontraster. Var toget derimod beskuet fra en venstre flanke, ville man have set togets skyggeside, en baggrund i mørk skygge og dunkelhed som et modlysfoto, der kun afslører silhuetterne. Dermed vil erindringen, fortællingen eller historien også have være en ganske anden. En tilnærmet sandfærdig historie vil kun kunne skrives, om skribenten, journalisten eller historikeren med jævne mentale mellemrum har krydset sporet og har set verden fra den anden side. Er det ikke det man kalder god, objektiv og kildekritisk research eller journalistik? Den kritiske journalistik i størstedelen af medieverden er sat på vågeblus worldwide, inspireret fra Bush-administrationen, og underholdningsindustrien (film og tv) er tilpasset en krigsidealisering i Goebbelske dimensioner. Som Lars Lilholt i sangen om klovnen, hvis maske er krakeleret, også fortæller, er løven (i min forståelse sandheden/journalisten) blevet tandløs. I mit nytårsønske for 2005 efterlyser jeg en mere åben kritik på tværs af medierne og ikke som nu noget, som den mindst ringe og et enkelt andet dagblad praktiserer.

Bent Brogaard
ingeniør og efterlønsmodtager

Generationsfight!
Der er noget, jeg ikke forstår i dagens Danmark, og det er, hvordan forældregenerationen har formået at tilrane sig al magt over os unges liv. Enten ved lov eller økonomisk kraft. »Jo, tak. Er det den belønning, vi får,« vil forældrene sige, hvorefter de vil bryde ud i en lang svada, om da de voksede op, s八 Ih og åh, de unge har det så godt nu om dage. De får SU, gratis studie, og hvad vej jeg. De har det faktisk så godt, at det eneste, de kan finde ud af, er at beklage sig. Det er også al den frihed,«siger forældrene, hvorefter de nikker samtykkende. »De kan rejse, se verden, udnytte alle de muligheder, vi ikke havde.«
Hvis man ser tilbage på tiden før min fødsel i 1976, så kan jeg da godt se, hvad mine forældre er gået glip af, bl.a. en 24-års regel, tilknytningskrav (hvilket jeg pga. udenlandsophold er på grænsen til ikke at kunne opfylde, selvom jeg er pæredansk i alle ordets facetter), sexundertrykkende skolekampagner, hiv/aids, strenge optagelseskrav på uddannelserne, tidsbegrænset SU, manglende jobs, manglende boliger, konstante krav om at bidrage til samfundet, kogalskab, salmonella…og ikke mindst Dansk Folkeparti.
Nogle gange virker det som om, at vi, unge, nu til dags skal prise os lykkelige for, at vores forældre overhovedet havde lyst til at sætte os i verden, opdrage os og stadig gider at tale med os. Forældregenerationen prøver stadig at styre deres afkom via frihedsberøvende love, økonomisk afhængighed og ved rent og skært at ignorere os. Et eller andet sted er der, da ikke noget at sige til, at vi er ligeglade, selvoptaget og for de fleste vedkommende bare giver op og konformere til »forældresamfundets« krav, undertrykkelse og lovtyranni. I øvrigt en forældregeneration, der altid selv har fået tingene serveret på et sølvfad. Og som på falderebet også lige nupper lidt efterløn og pensioner, som vi godt kan skyde en hvid pil efter, men som vi da glædeligt betaler for.
Helt ærligt, så forstår jeg det ikke. Hvad har vi, unge, gjort for at skulle blive holdt sådan under kontrol? »Nå, men fuck det. Det er sgu også nok lige meget.«

Lars Richard Rasmussen
folketingskandidat (CD)

Avisens lødighed
Hvorfor kan Rasmus Lindboe få lov til gang på gang at skrive underlødige artikler om positioner i SF?
»Årets korteste dag kunne let være blevet efterfulgt af de lange knives nat«, starter han sin svulstige reportage den 22. december og fortsætter: »Af en formand, der for rullende kameraer var blevet slagtet af medierne. Af en hovedbestyrelse, som kollektivt gik af. Af en samlet partiledelse, som kollapsede." Er der slet ingen redaktører, der føler sig alarmeret, når Rasmus Lindboe forsøger at skrue et højpotent politisk drama sammen af en ganske lødig og væsentlig demokratisk debat? Hvorfor skal konspirationsteorier, der tager udgangspunkt i et ganske omfattende persongalleri af ’kilder’ og navngivne Sf’ere, få lov til at dominere nyhedsbilledet af et parti, der diskuterer alvorlige emner med sine medlemmer?
At Martin Krasnik i Deadline forsøger samme stil og helst går tæt på personlige konflikter i sit interview samme aften er en i sig selv kritisabel ting. Det er imidlertid en gigantisk fejltagelse fra Informations side at forskyde politisk nødvendigt nyhedsstof til populistisk konspirationsteori.
Rasmus Lindboe har stået for den journalistik nu såvel som efter SF’s julefrokost den 3. december. og i sin tid efter SF’s landsmøde i maj. Det er beklageligt, hvis Information stadig vil påstå, at den håndhæver en dybdegående og kritisk journalistik.

Laila Dalgaard
Kbh Ø

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu