Læsetid: 7 min.

LÆSERBREVE

8. december 2004


I lommen på storbønderne
’Venstre – så ved du, det bli’r til noget’. Det prøver Anders Fogh Rasmussen at bilde os ind.
Men danske storbønder ved bedre. Når deres organisationer sponsorerer Venstres valgfond, ved de, at det ikke bli’r til noget – hverken med kravet om dyrevelfærd, straffen for mishandlingen af sammenstuvede dyr i svinefabrikkerne, nedskæringen af kontanthjælpen til landbruget eller forbuddet mod pinefulde dyretransporter.
Det sidste har den nye EU-landbrugskommissær, Venstre-englen fra Fyn, Mariann Fischer Boel, demonstreret ved at nægte at tage den fatale ministerrådsgodkendelse af de lange dyretransporter op i Kommissionen, som hendes tidligere ministerkollega, den konservative Lene Espersen, ellers har foreslået.
Skulle EU mod forventning vælge holde lidt igen med kontanthjælpen til storbønderne, har Anders Fogh Rasmussen med nedsættelsen af jordskatterne sørget for, at de største danske jordbesiddere ikke kommer i klemme – i konkurrencen med de østeuropæiske landmænd, som må nøjes med 25 pct. af landbrugsstøtten og i øvrigt endnu ikke har forvandlet bæredygtigt husdyrbrug til tvivlsom industri og organiseret dyremishandling, som det er sket i Danmark.
Sært er det, at ingen af de konservative ministre Lene Espersen og Connie Hedegaard har grebet ind mod den misrøgt og miljøødelæggelse, som svinefabrikkerne notorisk står for. Men de tør åbenbart heller intet foretage sig, når det gælder statsministerens store sponsor.
Der er åbenbart brug for alle bidrag til ikke blot Venstres partikasse, men også til de konservatives, når et valg står for døren.

Hanne Ahm
socialrådgiver

Den uforudsigelige forudsigelighed
Jeg forstår udmærket Peter Thorsboes irritation (læserbrev den 6. december) over mine udtalelser om tv-drama-serier, men bliver desværre nødt til at fremture i forudsigelighed.
Lad os først få et par misforståelser ryddet af vejen. Jeg har aldrig hverken ment eller sagt, at der skulle være noget odiøst i, at forfattere fik penge for deres arbejde. Jeg synes, de skal have så mange som muligt. I samtalen med Karen Syberg og Katrine Marie Guldager udtalte jeg mig ikke specifikt om Krøniken, som sikkert er en værdig arvtager til Lise Nørgaards højtelskede Matador.
Hvad jeg i den almindelige trængthed (der var tale om et par timers samtale, kogt ned til almindeligt avisformat) sagde, var, at de fleste tv-serier ofte lider under en vis skematik, fordi de er lavet for et massepublikum, der helst skal underholdes hele tiden for ikke at falde af i utide eller kede sig alt for længe ad gangen.
Fint nok, jeg har sans for kunsten underholdningsværdi også. Men da vi nu var sat til at diskutere litteratur, var det måske ikke så underligt, at man kunne komme til at strejfe netop underholdningsdramatikkens indlysende forudsigelighed, der vel næppe har været anfægtet for alvor siden Lars von Triers Riget. Det kan altså lade sig gøre at rokere en lille smule rundt med klædeskabet, uden at publikum løber skrigende væk af den grund.
Der er rendt en del kilometer tape gennem apparaterne siden dengang, og selv Peter Thorsboe vil næppe nægte, at de efterfølgende serier – bevidst eller ubevidst – fra Nikolaj og Julie til Rejseholdet og Ørnen – har gjort sig den største umage for på hver deres måde at placere sig centralt i den uanstødelige mainstream.
Det kan man vælge at applaudere eller begræde efter temperament, men det behøver ikke udelukke, at der i litteraturen åbner sig en mulighed for frit at kaste sig ud i en uforudsigelighed på præmisser, som ikke er styret af tanken om almindelig folkegunst, massernes begejstring og en fed hyre.
Og det var vel egentligt det snakken handlede om.

Klaus Rifbjerg
forfatter

Klon af USA
Formanden for Europabevægelsen, Erik Boel, bringer atter den 2. december sin propaganda for, at Danmark skal afskaffe sit forsvarsforbehold, men hans vildledende argumenter bliver ikke bedre af at blive gentaget. Det er regeringen, som bevidst fortolker forbeholdet urimeligt snævert med ufornuftige konsekvenser. Antallet af fredsbevarende og humanitære aktioner, Danmark kan overkomme at deltage i, er ikke begrænset af forsvarsforbeholdet. Derfor bør vi ikke beklage, at vi ikke kan blive indrulleret i EU’s militære ambitioner. Boels idé om, at EU skal stille op som modstykke til USA, er grundlæggende forkert, fordi EU som supermagt vil blive en klon af USA.
Hvis Danmark virkelig vil gøre noget for den globale fred og sikkerhed, kunne vi blive foregangsland for en forebyggende økonomisk og diplomatisk indsats i krigstruede regioner. Med et ja til forfatningen skal EU tale på vores vegne, og muligheden for at vise et nytænkende eksempel forsvinder i den blå luft.

Niels I. Meyer
JuniBevægelsen

Korsfarer?
Dansk Folkepartis svar på en fundamentalistisk imam, Søren Krarup, udtaler, at muslimer og demokrati er uforenlige størrelser.
Gad vide om denne oplysning er en afsløring af, at det aldrig har været meningen med hans og Anders Foghs krig i Irak at indføre demokrati?

Ib Jensen, Søborg

Demokratiet bliver taber
Min gode kollega Lene Garsdal forsvarer 1. december, at EU’s forfatningstraktat giver regeringscheferne mulighed for at overføre nye områder til flertalsafgørelser uden om befolkningerne med, at forfatningstraktaten da skal til folkeafstemning.
Jo, selvfølgelig skal den det – det konkluderer Justitsministeriets seneste analyse da også. Men problemet ligger jo efter folkeafstemningen.
Hvis det bliver et ja, bliver det jo pludselig muligt at undgå at lave nye folkeafstemninger. Man kan blot overføre nye områder til EU-kompetence og flertalsafgørelser uden at ændre i traktaten. Det kan godt være, det er bekvemt, at man ikke længere skal trækkes med de besværlige befolkninger. Men det bliver det ikke mere demokratisk af.
Derudover er det helt ærligt noget vrøvl, at flere flertalsafgørelser i sig selv er et gode, som Lene Garsdal hævder. Det kommer meget an på, hvilket område, der er tale om, og hvilket flertal der udnytter det. På nogle områder – for eksempel minimumssatser for selskabsskat – er det ganske udmærket. Men er det for eksempel et gode, at det med flertalsafgørelser er besluttet at tillade nye, stærke drivhusgasser, der ellers var forbudt blandt andet i Danmark? Eller at kemikaliepolitikken fremover skal opfattes som industripolitik og ikke som miljø- eller sundhedspolitik?

Morten Homann
MF (SF)

Den mindst ringe mandeavis
Også den kompakte Information satser på mænd. Fredag den 3. december var 8 ud af 36 artikler og læserbreve skrevet af kvinder. Det vil sige mindre end en fjerdedel. Et kønsforhold der desværre er sigende for den daglige avis. Information er uafhængighed af partipolitiske og økonomiske interesser, men er køn ikke også en interesse-faktor?

Mette Søltoft
Kbh. Ø

Glidebanen fører ud af demokratiet
Regeringen trækker oppositionen rundt i manegen, men modspillet er patetisk og uden styrke i al sin taktiske sterilitet. Det er faktisk den rene jammer med den mekaniske fokusering på meningsmålinger og personspørgsmål.
Regeringens skamløse stil paralyserer både opposition og medier, og den er da også svær at håndtere. Jeg har ikke tal på de gange, jeg har krøllet tæer over tv-journalister, der har prøvet at bryde igennem ministrenes teflon-mur af bagatelliseringer, mantraer i stedet for svar og simpelt hen tavshed. Den bedre ende af analytikere og kommentatorer erkender, at den politiske debat kan ende i ren ideologi, med en påstand mod påstand form, hvor hårde facts og pålidelige tal er forsvundet:
»Vi er nået til det stadie, hvor vi ikke længere er i stand til at give læserne et ordentligt grundlag at tage stilling på,« citerer Helle Ib primo december lederen af en af de største avisredaktioner for at sige. Sagt anderledes: Undvigelserne og uklarhederne omkring især finanspolitikken vender vrangen ud på virkeligheden og kan ende i en urimelig amerikanisering af den danske politiske kultur.
Det er til at græde over, at oppositionen ikke tager flere chancer og slår fra sig. Men måske tog de radikale og socialdemokraterne den danske politiske kultur for givet? Som en selvfølge? Er det tilfældet, står vi med en undsigelse af vores historie og den europæiske arv – selve den brogede oplysnings frihedstanker, nysgerrighed, virketrang og ansvarlighed.
Jeg krøller ikke kun tæer over den politiske teflon-mur, men også over regeringens provinsielle forgudelse af alt amerikansk, som afslører en manglende forståelse for afgørende forskelle mellem amerikanske og europæiske beslutningsformer, politiske institutioner og filosofi.
Det er ikke gjort med at afsætte tocifrede millionbeløb til varetagelse af den danske kulturarv i form af bygninger og museer. Der er brug for en politisk afklaring af, hvem vi er anno 2004, og hvor vi er på vej hen – først og fremmest i forhold til det europæiske projekt. Kommer den afklaring ikke, lander vi på en glidebane ned mod kontrolsamfundet og undermineringen af det demokrati, der aldrig kan tages for givet.

Inge Eriksen
romanforfatter

Arriva har været dyr
for skatteyderne
Den 3. dec. skriver Arriva-direktør Johnny Hansen, at Arrivas overtagelse af de midt- og vestjyske strækninger er en ubetinget success, og at de offentlige udgifter til togdriften er reduceret med mere end 20 pct.
Men intet af denne success kan tilskrives Arriva. Det ville være opnået også uden Arriva, og prisen for det offentlige er stadig 750 mio. kroner dyrere end det ville have været, hvis DSB havde vundet licitationen. Endvidere ville vi have været forskånet for de mange gener, vi oplevede inden DSB politisk blev pålagt at yde starthjælp.
Som daglig bruger af strækningen Silkeborg-Skanderborg håber jeg hver dag, at det er et af de gamle tog, der kommer.
De nye tog er nemlig for små og for kolde.

Henning Lindberg
Silkeborg

Arriva kører, men for stærkt
Det kører for Arriva, mener Johnny Hansen i læserbrev den 3. dec.; men betydelige forringelser er på vej for en del borgere i det midtjyske med den nye køreplan for Arriva gældende fra januar 2005. Togene skal nemlig køre så stærkt, at de ikke har tid til at stoppe så ofte for at tage passagerer med eller lade os stå af, men drøner blot igennem vores små byer.
Så Arrivas slogan »Stadig bedre service – vores første prioritet« gælder åbenbart ikke for alle.

Inge Nørgård
psykolog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu