Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

Debat
28. december 2004


Egocentricitet
Hanne Reintoft skrev den 21. december, at det er hovmod at forestille sig en plads i det høje for os mennesker, der er det blodigste dyr på kloden.
Det er jo nok ikke de mest blodige, der har fundet på religionen. Mon ikke det var de mere fredelige og tænksomme samt kyniske konger, dignitarer og politikere.
De første fordi de ikke kunne leve med at være så kloge og så skulle al den klogskab bare dø helt væk. Så er et paradis, renset for dem man ikke ku’ li’, da en rar tanke – til nød et håb om reinkarnation, så man kan fortsætte med at pille sig i navlen, naturligvis på et højere plan end sidst, mens dem man ikke ku’ li’ fornedres, eventuelt som hunde og rotter. Altså også for dem netop en slags hovmod eller egocentricitet.
For de sidste en bekvem narresut for at holde styr på masserne, så de bl.a. kan tøste sig med en tro på en højere retfærdighed, jævnfør Drachmann.
Det evige liv er i bogstaveligste forstand det, der fortsætter i vore børn, og i de holdninger vi har haft over for vore med mennesker og eventuelt givet videre.

Hans Thomassen
Korsør

En euroskeptisk konklusion på SF’s ja
Efter urafstemningen i SF har Statsministeren udtalt, at »de traditionelle skillelinjer (mellem ja og nej-fløjen, red) er nu definitivt væk«. Jeg mener han tager fejl. SF er lige så skeptisk overfor EU som partiet altid har været, fordi flertallet af SF’s medlemmer samtidig med at de har stemt ja til Forfatningstraktaten også har givet deres tilslutningen til det nationale kompromis.
Med det nationale kompromis fik SF vetoret overfor øget anvendelse af kvalificeret flertalsafgørelser i EU, og formålet med at kræve en vetoret var at bruge den til at nedbringe hastigheden og eventuelt stoppe den europæiske integration.
Forskellen på et ja eller nej fra SF kan således koges ned til forskellen på om SF er euroskeptisk og har indflydelse eller om SF er euroskeptisk og ikke har indflydelse.
Når Statsministeren siger som han gør, hænger det sammen med den udbredte opfattelse, at hvis man er for EU, så er man for al integration, og hvis man er imod EU, er man imod al integration. Det er dog usandsynligt at SF’s holdninger er underlagt en sådan logik.
SF anbefalede et nej til Maastrichttraktaten, et ja til Edinburgh-aftalen, et nej til Amsterdamtraktaten, men var positivt indstillet overfor Nicetraktaten.

Signe Jørgensen
stud.scient.pol.

Homofobisk julepynt
Magasin har på homofobisk og ophavsretsstridig vis ændret på et H C. Andersen-klip, hvor to mænd holder hinanden i hånden. I den anledning viser Information Andersens oprindelige papirklip med billedteksten »Homofobisk juleklip?«
Nu var det sådan set ikke H.C. Andersen, der var homofobisk, men Magasin, som af hensyn til julesalget forsynede den ene af de to mænd med en kjole. Informations billedredaktør har åbenbart helt misforstået sagen. Jeg synes, man skulle bringe Andersens klip og Magasins forvanskning ved siden af hinanden, så læserne kan få syn for sagn og derefter overveje, om det ikke ville være en god ide at boycotte Magasin.

Christian Braad Thomsen
filminstruktør og forfatter

EU, Norge og miljøet
Magnus Falko og Jean Thierry skriver i Information den 23. december som svar på mit indlæg om EU’s forfatningstraktat og miljøet den 15. december.
Jeg argumenterede for, at EU på de fleste områder, men ikke alle, trækker i den rigtige retning i globale forhandlinger om miljø og bæredygtig udvikling. Jeg nævnte bl.a. Basel-konventionen om eksport af farligt affald. MF og JT skriver, at jeg skylder at oplyse, at det var Norge, der fremsatte det afgørende forbedringsforslag i 1995, mens Danmark, Sverige og Finland blev forhindret heri af EU. Dette er korrekt, men det afgørende var, at der var et fortrinligt nordisk samarbejde. Mens Norge fremsatte sit uafhængige forslag, arbejdede de øvrige, især Danmark, på de indre linjer i EU og fik vendt den modstand, der var fra visse EU-landes og Kommissionens side. Efter nogen tid var det hele EU, der arbejdede for forbedring af konventionen og fik det gennemført, trods modstand fra bl.a. USA.
MF og JT nævner et andet eksempel – en diskussion i Johannesburg i 2002 om forholdet mellem globale miljøkonventioner og handelsaftaler i WTO. Også her er det korrekt, at Norge var tidligst ude med krav om, at miljøaftalerne ikke må underlægges handelsreglerne. Men også her lykkedes det efter nogen tid at få EU til at indtage samme standpunkt.
Læren af begge eksempler er, at det kan være nyttigt at have uafhængige progressive lande til at fremsætte forslag. Men forslagene kommer ingen vegne, hvis ikke nogle af de globalt set stærke grupperinger støtter dem. Og her er EU normalt det eneste bud. Derfor er det mindst ligeså afgørende, at der er miljøprogressive lande inden for EU, der kan presse på. Og det har Danmark gjort med stor succes.
I øvrigt er det ikke altid Norge spiller denne rolle. I Kyoto-aftalen om klimaforandringer har Norge – som stort olieland – ofte været på det forkerte hold, mens det har været EU, der har truk-ket i den progressive retning. Der er langt imellem de tilfælde, hvor Norge går i spidsen lovgivningsmæssigt. Her følger Norge slavisk EU’s miljøregler. I en nylig opgørelse over, hvilke europæiske lande der havde gennemført flest af EU’s indre markeds regler i sin egen lovgivning, var Norge nr. to – foran de fleste medlemslande!

Christian Ege
formand for Det Økologiske Råd

Regering og læsning
Det er skam påskønnelsesværdigt, men lidt svært at forstå regeringens bekymring for befolkningens læsefærdighed. Hvor længe bliver den mon siddende, hvis folk for alvor begynder at læse?

Stig Petersen, Kokkedal

Retten til ytringer versus blasfemi
Der pågår en yderst interessant debat om ytringsfrihed for tiden i det danske samfund. Omdrejningspunktet er den såkaldte blasfemiparagraf som nogle ønsker bevaret for bl.a. at beskytte minoriteter mod forhånelser. Nu kan alle både minoriteter og majoriteter blive forhånet.
Her er det så, at debatten kører af sporet. Det centrale burde være om individer føler sig direkte krænket af nedsættende omtale uden begrundelse i virkeligheden. Det er muligt, at individer kan føle sig krænket på vegne af andre og deres guder, men det er ikke relevant i en moderne retssal og ville være totalt nedbrydende for ytringsfriheden hvis det blev et legalt problem.
Således burde det være klart lovligt at gøre grin med en given religion, mens angreb på udøvere af en given religion derimod er en helt anden sag.
Påstod jeg eksempelvis, at religion X og dens gud var latterlig burde det aldrig kunne føre til en domfældelse. Påstod jeg derimod, at alle troende i religion X var dumme, burde enhver repræsentant for det konkrete trossamfund kunne hive mig i retten og bede mig bevise, at min påstand var sand. Kunne jeg ikke det (hvilket jeg naturligvis ikke ville kunne) burde der falde en dom.
Religion er i sidste ende organiseret overtro, set med mine ateistiske øjne og derfor kan man ikke forvente, at jeg eller andre skal kunne tage oldgamle røverhistorier seriøst og behandle dem med religiøs respekt. Derimod bør et retssamfund kunne beskytte individer mod ubegrundede forhånelser.
Det er her humlen ligger begravet og ikke i beskyttelsen af mere eller mindre fiktive guder.

Kim Eskildsen
Kbh. N.

Tvind spøger i Højskoleudvalget
Regeringens højskoleudvalg fremlagde forleden en fremtidsplan for højskolernes overlevelse. Et af udvalgets forslag er, at landets højskoler skal begynde at udbyde HF-enkeltfag – dog uden eksaminationsret. Den skal fortsat ligge på VUC.
Tanken er altså at åbne for kompetencegivende undervisning, uden at Højskolen dermed skal være en eksamensskole.
I en rundspørge i Morgenavisen Jyllands-Posten 17. december siger dog 38 ud af 53 højskoleforstandere, at de ikke vil tilbyde HF-fag, hvis det bliver muligt. Ulla Tørnæs vil overveje Højskoleudvalgets forslag, men venstre er splittet i spørgsmålet.
Jeg forstår godt Højskolernes betænkeligheder og vil godt advare Ulla Tørnæs og lovgiverne mod at realisere forslaget. Men først og fremmest vil jeg pege på en bedre mulighed, nemlig et samarbejde mellem højskoler og VUC’er.
Der er allerede gode eksempler på et sådant samarbejde. På Fyns VUC bliver der f.eks lavet en årspakke til højskolen, som indeholder et tilbud om særlig tilrettelagt undervisning på Fyns VUC i engelsk, biologi og idræt. Eleverne tager altså eksamen i en række enkelt-HF fag som led i et højskoleophold, hvor undervisning og eksamen varetages af lærerne på VUC. Med en sådan model får eleverne et kvalitetssikret tilbud, hvor de kan trække på det bedste fra to forskellige skoleformer.
Når vi laver gymnasiale uddannelsestilbud er det vigtigt at sikre såvel kvaliteten som elevernes retssikkerhed. Og vi ved af erfaring at det har konsekvenser at adskille HF-undervisning og eksamen. I mange år har Tvindskolerne for eksempel haft et »pakketilbud« til deres kostelever, som blev markedsført med bl.a forberedende undervisning, der førte til HF-eksamen. Denne blev aflagt på nærliggende VUC og HF-kurser.
Den ene Tvindbus efter den anden har således i mange år og ofte med utallige dispensationer fra Undervisningsministeriet kørt i hundredvis af såkaldt selvstuderende elever til eksamen – meget ofte med et katastrofalt dårligt resultat, det vil sige et flertal på holdene dumpede.
Oplevelsen hos de eksaminerende lærere (blandt andet undertegnede) har været at eleverne bliver lokket og fuppet ud i et projekt, de ikke magter under de givne præmisser.
Mange elever har på den måde i tidens løb fået en rigtig dårlig oplevelse med sig når. Der er ingen grund til at udbrede denne problemati-ske praksis, når der er bedre og mere nærliggende muligheder.

Gorm Leschly
formand for Gymnasieskolernes Lærerforening(GL)

Højre-ja?
Det er lidt træls at se, at Informations Rasmus Lindboe, der bryster sit af at kunne ’analysere’ situationen i SF, skriver, at partiets ja til traktaten er en sejr for højrefløjen i partiet.
Selv har jeg ellers stemt ja i erkendelse af, at et ja ville være det socialistisk rigtige.
Lindboe mener, at mange SF’ere vil se positivt på, at partiett skubbes hen i retning af Det Radikale Venstre som grønt midterparti. Og grunden skulle være, at vi er en del, der er blevet ældre og mere velhavende.
Hvis indkomsten skulle være afgørende for ideologien hos de enkelte medlemmer, så skulle man altså kunne slutte, at nej-sigerne var fattigere end ja-sigerne. Det er der intet der tyder på. Og for resten er der partier nok at stemme på for velhaverne, hvis de vil pleje egne interesser.
Der kan stadig væk være gammelt marxistisk tankegods at afskaffe eller forny. Men den grundlæggende socialistiske kritik af kapitalismen skal altid være SF’s kendemærke. Vi skal ikke nedværdige os til at blive et af de mange partier, der bare vil sætte plaster på de åbne benbrud, kapitalismen forårsager.

Johs. Lind
pastor emeritus, SF-medlem

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her