LÆSERBREVE

Forskningsfri kanon
Kanonen er en afvisning af de sidste 20-30 års forskning i litteratur: Den store nordiske kvindelitteraturhistorie, Det moderne gennembrudskvinder, og en lang række værker om kvindelige forfattere, der giver et mere komplet billede af, hvad der er skrevet af kvinder i vores litterære bagland. Forskning, der giver os halvdelen af vores litteraturhistorie tilbage, som vi ellers havde mistet i glemsel og uvidenhed. Den danske kanon er en blåstempling af mændenes litteraturhistorie, der signalerer at mænds forfatterskaber er vigtigere end kvinders. Kanonprojektet er en paradoksal redningsaktion for den fælles kulturarv, og fastholder fordommen om, at der ikke findes så meget ældre litteratur skrevet af kvinder, og at det ikke er af høj nok kvalitet. Til forveksling lavede professor Harold Bloom i USA for år tilbage en tilsvarende mandekanon. Bloom erklærer sin kamp mod »æstetikkens fjender«, blandt andet den nyere forskning i kvindelige forfattere, og mener at flere kvindelige romantikere med rette er blevet negligeret. Den danske kanon vælger, som Bloom, at have et litteraturbegreb, der ikke er tidssvarende.

Christine Rosenlund
cand.mag.

Myter om strategi
JuniBevægelsens udsendte i SF, Trine Pertou March, har den sammen med partifællen Jakob Nørhøj den 9. dec. begået et indlæg om centrum-venstres strategi for en bedre verden. Budskabet står mellem linierne: Hvis vi lige siger nej én gang til, så vågner alle centrum-venstre kræfter op til dåd. Den centrum-venstre strategi, som Mach & Nørhøj ikke er i nærheden af at kunne fremlægge i dag, vil pludselig poppe op.
Et hurtigt vue ud over det europæiske politiske landskab afslører, at budskabet er problematisk. I tråd med Mach & Nørhøj er også de tjekkiske kommunister imod den europæiske forfatning. Ditto med AKEL, Cyperns kommunistparti, samt kommunistpartiet i Portugal. Blandt de mere moderate venstrefløjskræfter finder vi bl.a. Venstrepartiet i Sverige. Hertil kommer, at den yderste højrefløjs modstand mod forfatningen er lige så tydelig, som den alleryderste venstrefløjs modstand. Resterne af Pim Fortuyns parti i Holland. LAOS i Grækenland, De sande finner i Finland, Pensionistpartiet i Luxemburg, Flams Blok i Belgien.
Ærlig talt: Hvor er det nu lige vi i dette politiske sammenrend skal finde den alliance, som skal udforme og en bedre forfatning – og få den vedtaget?

Jakob Erle
talsmand, Nyt Europa

Informations forandring
Bladets tidligere smukke lay-out er forsvundet. Al for mange kedelige genrefotos. Side 2 med de tre brede lederspalter er grafisk trist at se på. Hvorfor er der ingen tegninger i bladet?. De al for mange raster-bjælker virker kedelige og gammeldags!
Som tidligere lay-out'er har jeg ofte frydet mig over mange smukke avissider i Information. Dette har ikke kun noget med formatet at gøre.
Får man igen mulighed for at fryde sig?

Steen Vraasø
Lyngby

Betagelse af dominante mænd
Agnes Brabæk (14. dec.) spørger: Mener KF at.., tror KF at.. Jeg kan svare nej til alle spørgsmålene. Jeg vil gerne hermed udtrykke min medfølelse med Brabæk angående den vold, hun har oplevet. Men jeg vil samtidig udtrykke min undren. Hvordan kan nogen kvinde tage så meget fejl i vurderingen af sin tilkommende mand, at han allerede tre uger efter vielsen forsøger at slå hende ihjel ?
Jeg konstaterer at rent statistisk foretrækker kvinder mænd som på en eller anden måde er dominante, f.eks. bedre uddannet, mere erfaren, bedre lønnet, fysisk stærkere eller bedre til at sætte deres vilje igennem. Denne betagelse af dominante mænd falder desværre jævnligt så uheldigt ud, at kvinden forelsker sig i en aggressiv testosteron-bombe (mandetype 1) og sjældnere i mænd, der er ansvarlige og kærlige uden at behøve en kvindelig underkastelse (mandetype 2).
Det oprører mig, at kvinder nægter at erkende disse mørke sider før det er for sent. Samtidig er de kolde over for mandetype 2, og for at retfærdiggøre denne kulde, overfører de – som efter-rationalisering – type 1’s sorte egenskaber på type 2.
Jeg har selv hidtil været en type 2. Jeg har altid kun oplevet, at jo mere kærlig og ansvarlig jeg er, jo mere kulde viser kvinderne mig. Derfor føler jeg mig tvunget til at aflægge disse gode egenskaber.

Kåre Fog
Veksø

Futuristiske spillemænd
Ang. ’Skepsis over for kulturkanon’ den 10. dec.: Det enestående ved dansk kunst er, at den overhovedet findes som dansk kunst. Tilsyneladende taler kulturkanonens folk om de produkter, vores danske kultur har frembragt, men undlader forudsætningerne for frembringelserne. Når Peter Bastian slår til lyd for spillemandsmusikken, slår han til lyd for meget mere end selve musikken.
Alle mennesker er kulturbærere. Det normative pres, vi udsættes for, er så voldsomt, at vi kommer til at opfatte os som dele af en vedtagen orden. En kanon vil hjælpe os til at se og sætte pris på det bedste, som det er udvalgt af ’kloge folk’. Her er tale om at stirre sig blind på den smukke kanon og glemme krudtet. Vi glemmer at være personligt selvstændige.
Det foto, som skal illustrere Peter Bastians pointe, er misvisende. Jeg håber, at Peter Bastians budskab er, at den levende musikalske folkekultur, som spillemandsmusikken er udtryk for, også er en del af det vækstlag, som musikken i det hele taget hviler på. Fotoet viser folkemusikkens som romantisk bondeidyl.
Hvilken højrøvethed!

Per Bille, Sorø

Drude i den gamle rille
Kald mig bare nostalgiker. Men jeg savner nu den gode gamle grammofon. Det skrattede lidt, men det var hele tiden de gode gamle og kendte melodier, der kom ud af højtaleren. Sådan er det også med Drude Dahlerup.
Derfor blev jeg også overrasket jeg den anden dag læste hendes angreb på mig her i avisen. Hvad var det? Nye toner fra Drude?
I sin artikel (13. dec.) rejser hun nemlig en række konstruktive spørgsmål om EU’s fremtid. Hun spørger for eksempel, om EU vil »stå på Mbekis og Lulas side, når det gælder at sætte grænser for de multinationale koncerner?« og »Hvad vil den reelle dagsorden være for EU som stormagt«.
Som læseren nok har gættet, var jeg helt forvirret. Jeg faldt dog hurtigt til ro igen. Efter denne flirt med fornuften satte Drude nemlig straks pick-up’en tilbage i de gamle riller, og begynder at angribe SF, Annegrethe Rasmussen og undertegnede for at arbejde for, at EU får de redskaber, der skal til for at føre en aktiv udenrigspolitik.
Drude kan ikke forstå, at Annegrethe Rasmussen og jeg fremhæver betydningen af det amerikanske valg som et argument for forfatningstraktaten. Det er ellers såre simpelt. I en verden, hvor USA styres af en ekstremt højreorienteret administration, er der endnu mere brug for et stærkt EU på den internationale scene end ellers.
Selv om det selvfølgeligt er rart med gammelkendte toner, skulle Drude måske alligevel prøve at give os hendes vision for en bedre verdensorden.
Hvem skal egentlig påvirke USA, hvis det ikke er EU?

Dan Jørgensen
medlem af Europa-Parlamentet (S)

Mad skal koste penge
EUs landbrugsordninger er et vanvittigt system, men jeg synes, mad skal koste penge. Set fra min lille biodynamiske bondegård er EU-bidraget en nødvendig kompensation til mig, fordi mad skal være billig for konsumenterne. Ligesom alle de andre varer, vi køber fra lande med lave lønninger, dårlig arbejdsmiljøer og ringe dyrevelfærd, som vi ikke betaler den reelle pris for.
Mange bønder arbejder flere timer end almindelige lønmodtagere, har kortere weekender og ferier (om nogen), og større usikkerhed ved sygdom og pension, trods EU-bidraget.
Bliver prisen på mad beregnet og betalt efter omkostningerne ved at fremstille dem, sådan som man gør med biler, så behøver bønder ikke bidrag.
Vil vi have rigtige bondegårde og ikke nøjes med dyrefabrikker, kæmpemarker med monokulturer og gift i grundvandet, og vil vi beholde den livsmulighed, det er at være en rigtig bonde, så kommer vi ikke uden om at betale det, maden koster – gerne dyr økologisk mad, den er mindst ringe for miljøet.

Karen Borup-Jørgensen
Sverige

Internationalisering er opium for folket
Som den lille dreng i eventyret om kejserens nye klæder anfægter Staff Callewaert den 10. dec. rationalet bag internationale sammenligninger, der får lov at sætte dagsordenen hos politikere og desværre også hos store dele af det universitære felt.
Det handler i dag om at følge med internationalt, og i lyset af en tilsyneladende international anerkendt myte om brugerbetalingens velsignelser forekommer det ikke oplagt, at Danmark ved for eksempel ikke at opkræve brugerbetaling kan siges at være foran. Det skal nu vedtages ved lov, at visse udenlandske skal betale for uddannelse i Danmark, universiteterne skal have fat i »den betalingsdygtige del af de udenlandske uddannelsessøgende på det globale uddannelsesmarked«, lyder det.
Jeg håber, at der findes universitetsfolk med følelsen af, at lovforslaget tvinger universiteter til at agere i modstrid med idealer om internationalisering funderet i solidariske og akademiske rationaler - som tilsyneladende hører en svunden tid til? Særlige træk ved det danske uddannelsessystem, som for eksempel at uddannelsesgodet er gratis og ikke er markedsstyret, er under pres og nu under afvikling – i internationaliseringens hellige navn.
Jeg er fortaler for internationalisering af uddannelserne, men opponerer imod, at dette bliver brugt til at legitimere en tiltagende markedsliggørelse i uddannelsestænkningen. Og jeg undrer mig over den brede tilslutning til alt, der får stemplet internationalisering. For internationalisering kan have mange ansigter - men ikke alt der glimter er guld.

Camilla Nielsen-Englyst
stud. pæd. ved RUC

Til kamp mod tortur
Tak til Tue Magnussen for kronikken ’Hva' mæ' torturen’ (10. dec.). Ingen er så ensom og prisgivet som en fange, hvis ingen udefra holder øje med ham eller hende.
TM foreslår, at vi markerer 20-året for FN's Konvention mod tortur ved at opfylde vor pligt til at indklage de skyldige, hvem de så end er. Ikke for hævn, men i håb om,at nogle vil tænke sig om en ekstra gang.
Lad os finde den gamle kampgejst frem, der engang fik nogle til at gå til modstand mod en tilsyneladende overmægtig fjende. Jeg kunne ikke tænke mig en bedre måde at fejre endnu et jubilæum på, 60-året for 4.maj 1945, end at følge TM's forslag. Den gamle modstandsavis, Information, burde gå ind i en kampagne herfor.

Hedda Lundh
mag.art.

Minister gør grin med den demokratiske debat
Familieminister Henriette Kjær er tal-jonglør. Så meget står fast efter at have læst hendes svar til Henrik Strube på det seneste. På ingen tid får hun afvist Danmarks Statistiks tal både med hensyn til antallet af børn i institutionerne og antallet af voksne, som er ansat til at passe dem.
Ifølge Danmarks Statistik er antallet af børn i institutioner på intet tidspunkt siden 1990 faldet. Hvert eneste år har der været en stigning i det antal af børn, der går i institution – fra 242.000 1990 til 494.000 i 2003.
Alligevel siger Henriette Kjær – uden dokumentation: Børnetallet falder i institutionerne, og derfor skal kommunerne »tilpasse udgifterne«.
På baggrund af tallene fra Danmarks Statistik kan det yderligere beregnes, at normeringerne (antal børn pr. voksen) er blevet ringere for alle kategorier af institutioner fra 1990 til 2003. Men Henriette Kjær siger – uden dokumentation: »Der er altså ikke sket fald i personalenormeringerne i vuggestuer og børnehaver siden 1990«.
BUPL, Kommunernes Landsforening og skiftende regeringer har indtil for ganske nyligt været enige om brugen af tallene fra Danmarks Statistik. Uden forklaring har familieministeren dog nu ændret regnemetode, så hun kan komme frem til helt andre resultater. Man kan kun gisne om årsagen.
Det, Henriette Kjær foretager sig lige nu, er en fornærmelse mod den demokratiske debat og mod de mange pædagoger, pædagogmedhjælpere, ledere, børn og forældre, hvor flertallet hver dag mærker på sig selv, hvilke tal, der er de rigtige.

John Langford
BUPL’s forretningsudvalg

Videnskraften vokser efter de 63
Kraftigt inspireret af regeringens fortsatte udmeldinger om at den danske befolkning skal uddanne sig livet igennem, stødte jeg en dag på nogle beskrivelser af vore ti livsfaser. Disse 10 faser, konkrete eller abstrakte, gav mig en naturlig beskrivelse af hvordan jeg, livet igennem, selv har oplevet behovet for fortsat indlæring.
Kort fortalt er livsfaserne:
• 0-7 Behov for indlæring.
• 7-14 Kritisk, rebelsk.
• 14-21 Identitet.
• 21 -28 Etablering.
• 28 -35 Egoét.
• 35 – 42 Navlepilleri og filosofi.
• 42 – 49 Hvordan gør jeg det igen?
• 49 – 56 Hvem var jeg?
• 56 – 63 Oprørsk og kritisk.
• 63 – 70 Ny viden.
I USA har den sidste gruppe ældre vist sig at være en højt skattet arbejdskraft. De virksomheder, der tog initiativ til at ansætte 63–70 årige, har uden undtagelse alle rapporteret om øget produktivitet, en bedre arbejdsmoral og væsentligt færre sygedage, og det på trods af at de skitserede livsfaser mildest talt ikke levner megen plads til konstant ny indlæring med mindre arbejdsdagen reduceres med 2–3 timer.
Når dertil lægges, at de 63–70 årige ikke har været udsat for arbejdsgivernes gruppepres om fortsat uddannelse alene af den grund, at tankegangen ikke var aktuel i denne gruppes ’erhvervsaktive alder’ for 20-30 år siden, så er det vanskeligt at se, hvad regering og arbejdsgiver egentlig har deres påstand i. Er vi virkelig så langt efter USA?
Det er også morsomt at konstatere, at vi i sin tid introducerede videnssamfundet med blandt andet sloganet: ’Mennesket før maskinen’ og gjorde det i forventningen om, at meget arbejde kunne udføres i hjemmet.
Dagligdagen viser nu, at mennesker arbejder ved maskinerne (IT) i 10–14 timer dagligt, både i hjemmet og på arbejdspladsen. Så er det vel stadig: ’Maskinen før mennesket’?
Min konklusion må nødvendigvis blive, at regering og arbejdsgivere, der jo er to alen ud af et stykke, halter langt bag efter de reelle krav og behov, befolkningen efterspørger, og at hele arbejdsmarkedsstrukturen stadig er udsat for en ungdomsforherligelse aldeles ude af trit med virkeligheden og sandsynligvis begrundet i den myte, at jo ældre man bliver, jo sværere er man at styre. Det nuværende erhverslivs ledere synes ganske at se bort fra, at den ældre aldersgruppe aldeles ikke ønsker at styre med deres erfaring. Det har de prøvet i mange år. Den ældre gruppe ønsker blot en meningsfuld tilværelse med en tilknytning til arbejdsmarkedet, som er tilpasset deres individuelle arbejdsevne.
Det er det, som USA har fundet ud af for mange år siden!

Hans Winkel
Middelfart

Holder ikke vand
Jesper Ib argumenterer den 13.-12. for, at privatisering af vand kan skaffe rent drikkevand til de fattige i tredje-verdenslandene. Dette postulat står imidlertid i skærende kontrast til virkeligheden.
I 1998 foretog ILO (Den Internationale Arbejdsorganisation, et FN-organ) en international undersøgelse, der konkluderede på baggrund af de daværende erfaringer fra især Europa og Latinamerika, at privatisering af vandforsyningen netop ikke indfriede løfterne til forbrugerne, at de ansatte i sektoren ofte led store tab, og at de eneste vindere syntes at være aktionærerne i de private selskaber, der overtog fra det offentlige.
For nylig har FN i en rapport anklaget selskaberne for at tage meget høje priser for vand, og dermed for at bidrage til at begrænse adgangen til rent vand for den fattigste del af befolkningen. Rapporten kom i kølvandet på en lang række skandaler fra blandt andet Bolivia og Filippinerne, hvor vandforsyningsselskaber har fået en stor del af befolkningen på nakken i de områder, hvor de opererer, og hvor de er blevet kendt for at begrænse adgangen til rent drikkevand.
Argumenter for privatisering af vand holder med andre ord ikke vand.

Per Clausen
folketingskandidat for Enhedslisten

Fredagshygge i den gamle sukkerfabrik
Kommentar til Ulrik Dahlins artikel ’Slikplageri: sig nej og hold fast’ den 10. dec.:
Hvis bare det var så enkelt, ville det være let at forebygge fedme blandt børn, men det er ikke lige sådan jeg oplever det. I min families hverdag er det langtfra alle tilbud om slik, som vi forældre kan øve indflydelse på. Listen er lang over tilbud om søde sager, som børnene møder i løbet af dagen i skolen, på fritidshjemmet, i klubben, til fodbold/spejder etc. Hvad gør vi for eksempel med skumfidusen, som Alex får tilbudt i skolen på Idas fødselsdag, eller kagedagen, som er indført i klassen under mottoet ’hyggestund’ eller ’fredagshygge’ med flødeboller på fritten, eller slikket i skolens kantine og i klubben, eller vingummi-præmien hos spejderne? Vi forældre skal lære at sige nej, og vi skal lære vores børn at sige nej og holde fast, men jeg kan nu ikke lade være med at undre mig over, at fedme bliver præsenteret som et forældreproblem.
Med ovenstående scenario hjælper det ikke meget på mængden af søde sager at vi siger nej i supermarkedet.

Marianne Dithmer
fuldmægtig og sygeplejerske

Tid til forandring
Det Radikale Venstre vil reformere velfærdssamfundet og nedsætte skatten på arbejde mærkbart for at skabe flere jobs i Danmark. Men regeringen tør ikke gennemføre reformer, der kan risikere at genere nogle af de vælgere, som spindoktorerne har vist muligheden for at komme i kontakt med. Venstre kæmper med Dansk Folkeparti om at lefle mest for frafaldne socialdemokratiske vælgere.
Den gamle velfærdsstat, hvor de 90 pct. rigeste betaler til de 90 pct. fattigste tør man ikke rokke ved, og skattestoppet umuliggør egentlige omlægninger og reformer. I stedet fører regeringen symbolpolitik med nedskæringer og brutale love på udlændinge-, ulands- og miljøområdet. Der er der ikke meget liberalt over.
Hvis du vil stemme liberalt skal du stemme på Det Radikale Venstre.

Tomas Bech Madsen
radikal folketingskandidat