Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

Debat
18. december 2004


Kunstdebat ikke opslidt
Den 13. dec. svarer Frederik Stjernfelt, Peter Thorsboe og Kaare Fog på noget jeg har skrevet, og de er stort set enige om, at jeg hhv. ikke har læst, hvad de har skrevet, ikke har set deres tv-serier og befinder mig i et (gammeldags) fantasiunivers med begge ben plantet i den blå luft.
Jamen dog. Lad mig da præcisere: Jeg tror fuldt ud på Stjernfelts alvor, når han gerne vil have flere moderate muslimer til at melde sig i den danske debat. Men jeg havde måske hellere set Stjernfelt undersøge grunden til, at de er så fåtallige i koret. Svaret findes delvis i Kaare Fogs indlæg, hvor han med mange dæmoniske tal besværger mig (og læserne) til at tro, at hvis vi ikke strammer bardunerne og sætter hårdt mod hårdt, vil muslimerne om ganske få år æde os alle sammen med hud og hår, omskære alle kvinder og ophæve demokratiet. En moderat muslim stillet over for en statistik af den art, ville næppe have meget at skulle have sagt eller fået et ord indført. Begrebet venlighed er for Kaare Fogs vedkommende en by i det fjerne Østen - sagt i al venlighed.
Hvad Peter Thorsboe angår, kan han have ret i, at jeg ikke har set alle afsnit i de omtalte tv-serier, han har lagt navn til. Det er nu heller ikke nødvendigt for stilfærdigt at bemærke, at de – opfindsomt og underholdende – hviler solidt i den kunstneriske hovedstrøm og demonstrerer et vist skematisk menneskesyn, hvor alle kan være med, og ingen får aftenkaffen i den gale hals. Det er både agtværdigt og velkomment hos et stort publikum, som derved bekræftes i sin egen selvopfattelse og kan sove roligt om natten.
Synspunktet er muligvis hengemt og lugter af gammel skuffe, men det er jo ikke så underligt i betragtning af min alder. Dog vil det være vanskeligt at overbevise mig om, at der er noget opslidt i at diskutere kunsten og kunstens vilkår for slet ikke at tale om det politiske. Atter i al venlighed, frit og med respekt.

Klaus Rifbjerg
forfatter

Jeppe Kofod med berøringsangst
Det er svært at være uenig i Jeppe Kofods (JK) indlæg om trafficking den 11.-12. dec. Det er nemlig et modbydeligt problem. Alligevel sidder man efter JK’s indlæg tilbage med en bismag. JK undgår nemlig at koble problematikken sammen med vores egen prostitutions-lovgivning. Den er hyklerisk og reelt en accept af status quo. Som en konsekvens af denne berøringsangst skubber JK ansvaret over på regeringen, som da i det mindste til en begyndelse i 2002 lancerede en handlingsplan til bekæmpelse af kvindehandel. JK gør dog ret i at ønske et øget fokus på handel med børn.
Jeg vil stærkt opfordre JK til i sit eget parti (S) at arbejde for, at vi nationalt vedkender os vort medansvar for markedet for menneskehandel. Mellem en tredjedel og halvdelen af de prostituerede i Danmark er af udenlandsk herkomst. Der er ingen officielle tal for hvor mange af disse, der er ofre for menneskehandel, men det er blevet anslået til mellem 1-2.000. JK bør arbejde for, at vi i Danmark, som man har gjort i Sverige, kriminaliserer køb af sex.

Balder Mørk Andersen
medlem af SF’s ligestillingsudvalg

Test, trit og retning
Så er den gal igen. Danmarks plads på PISA’s rangliste beordres løst med test, trit og ensretning. Men hvad med leg og læring? Børnene åbner for sproget allerede i børnehaven: Sjove ord, rim, snakke bagvendt. Interessen skal gribes og bruges til at lege læring ind, og de voksne må ta’ fat om den indre 5-årige og være med på legen uden at snerpe. Det er nu engang sjovere at lave rim som »når jeg spiser is, slår jeg en fis«, end »en mand har en spand«.
Jeg giver ikke meget for, at Korea og Japan ligger over Danmark på PISA's liste, hvis skolen er fyldt med kæft, trit og retning. Jo mere motiverede vi er, jo bedre lærer vi. Hvis en lærer sprudler af entusiasme og humor, så er lyttelapperne ude. Børn er ikke færdige med at lege og grine, hverken når de starter eller slutter i skolen. Brug masser af seminarietid på emner som: Hvordan vækker vi børnenes nysgerrighed og fantasi samt får leg og humor ind i timerne. Når jeg involverer børn i rim og sanglege, er de med hele timen. Holder jeg enetale, lytter de i to minutter, og hvad hjælper det så, at jeg siger en masse klogt de næste 43? Den bedste undervisning kommer, ved at møde eleverne hvor de er, som Kirkegaard sagde.

Lotte Salling
børnebogsforfatter, pædagog

De intellektuelles privilegium
Er det tilladt at kritisere og latterliggøre religion? Jada. Det er oven i købet fint, dannet og intellektuelt. De sidste århundreders europæiske historie består i, at de intellektuelle bekæmper religionen i oplysningens og tolerancens navn. Kristne danskere har flere gange forgæves søgt at påberåbe sig blasfemiparagraffen i et desperat forsøg på for at undgå den latterliggørelse, de har måttet finde sig i fra den økonomiske og intellektuelle overklasse. Da Salman Rushdie for nogle år siden latterliggjorde islam i De sataniske vers, stod det samlede Vesten vagt om den tapre gudsbespotter. Hans ytringsfrihed var vigtigere end almindelige muslimers religiøse følelser.
Men i Europa må islam ikke latterliggøres. Almindelige danskere, der er blevet berøvet deres religion, skal forstå islam og muslimers religiøse følelser. Det kræver intellektuelle, der aldrig har forstået danskernes religiøse følelser.
Efter van Gogh-sagen bliver kunstnernes suveræne ytringsfrihed ganske vist problematiseret af intellektuelle. Alligevel er der flertal for en ophævelse af blasfemiparagraffen. Til gengæld vil man fortsat begrænse almindelige danskeres ytringsfrihed ved hjælp af racismeparagraffen. Ytrings-uligheden skal bevares.

Jean Fischer
Sorø

Det synes jeg, de skulle indrømme
Nogle mener, at demokratiet har kristendommen som foudsætning. Og at islam er uforenelig med demokrati. De samme ønsker at indføre demokrati i Irak og har stemt for krigen med dette formål. Skal det ske ifølge deres egen præmisser, må befolkningen først kristnes. Så er det jo korstog, de fører.

Hans Thomassen
Korsør

Uha, det er dansk
I september så jeg i Oslo en russisk film, som på norsk hed Tilbake. Den er et intenst mesterværk. Nu er den omsider nået til Danmark. Her hedder denThe Return. Hvad er det for et folk, som ikke vil være sit eget sprog bekendt, men anser det for opportunt at lancere en russisk film med en titel på engelsk?

Knud Erik Pedersen
Nibe

Når man ikke kan argumentere
Kenneth Kristensens reaktion (15. dec.) på kronikken af undertegnede den 9. dec., der bl.a. påpeger Dansk Folkepartis propagandistiske rolle i indvandrerdebatten, består i en række løgne om Minoritetspartiet.
Kristensen hævder, at Abdul Wahid Pedersen, som er folketingskandidat for Minoritetspartiet, skulle have udtalt sig til fordel for stening som straffemetode, og at han skulle have forsvaret omskæring af somaliske pigebørn. Begge dele er usandt. Abdul Wahid Pedersen finder intet positivt i stening og har taget afstand fra de konkrete eksempler herpå – de islamiske krav til en sådan dom umuliggør netop dens praktiske implementering. Det er ikke en pointe, som interesserer de fleste journalister, men det ændrer ikke ved standpunktet.
Information blev i februar 2003 af Pressenævnet dømt til at bringe en berigtigelse, da avisen ukorrekt påstod, at Abdul Wahid Pedersen ikke ville tage afstand fra pigeomskæringer. Kristensen gentager løgnen.
Endelig er det usandt, at der skulle have siddet et medlem af Pædofilforeningen i Minoritetspartiets hovedbestyrelse. Den person, som Kristensen sigter til, har aldrig selv været pædofil og var trådt ud af Pædofilforeningen for mere end ti år siden, da han sad i partiets hovedbestyrelse i perioden 2001-2003.
Det er sigende, at Dansk Folkepartis eneste modsvar på en kronik, der påpeger Dansk Folkepartis propaganda, er at ty til løgn med spredehagl. Tænk, om Kristensen havde format til at formulere noget så vanskeligt som et – argument.

Rune Engelbreth Larsen
formand for Minoritetspartiet

Rifbjergs verdensbillede
Den 6. dec. skriver Klaus Rifbjerg, at Danmark ikke i 1930'erne åbnede grænserne »på vid gab« for jødiske flygtninge fra Tyskland. Korrekt, men med til historien hører, at ingen endnu kunne vide, hvad de tyske jøder ville blive udsat for, da nazisterne skred fra tvungen emigration til udryddelse som den endelige løsning af 'jødeproblemet'. Krystalnatten gav mere end en anelse, men beslutningen om den endelige løsning blev først truffet på Wannsee-konferencen tre år senere og blev i øvrigt ikke offentliggjort. Desuden tog Danmark imod omkring 1.500 tysk-jødiske flygtninge, hvoraf de fleste undslap den nazistiske aktion mod jøderne i Danmark. Så det er tendentiøst, når Rifbjerg skriver, at man gjorde sig »de største anstrengelser for at holde de jødiske politiske flygtninge fra Nazityskland ude«, og hævder, at man nok havde »en vis sympati for de forfulgte, men altså ikke nok til at byde dem velkommen alle sammen.«
Under den kolde krig var den danske vilje til at tage imod polske og ungarske flygtninge større, fortsætter Rifbjerg. Flygtningene var nemlig symboler på knægtelsen af den frihed, vi selv priser, hvorfor vi bedre kunne genkende os selv i dem: »det var hvide mænd og kvinder som os, ja der var ikke engang tale om jøder som i 30'erne.« Men faktisk fik 3.000 polske jøder asyl i Danmark i 1969-72.
Rifbjerg opnår med sin strategi – at reducere danskerne til uartige børn uden anlæg for moralske handlinger – ikke andet end at bekræfte sine meningsfæller og støde alle andre fra sig. Måske skulle han i stedet søge at appellere til dem – eksempelvis ved at fremdrage redningen af de danske jøder under besættelsen som et forbillede, selv om 'moralske forbilleder' sikkert tæller som småborgerlige i Rifbjergs verdensbillede.

Peter Tudvad
Kbh. N

SF som socialdemokrater
Informations korrespondent Annegrete Rasmussen forsøger den 13. dec. at analysere at SF’s ja sigere med Holger K. i spidsen er i overensstemmelse med den europæiske venstrefløj.
Sandheden er, at SF’s ja-sigere er på linje med en række socialdemokratiske partier – og i konflikt med den europæiske venstrefløj til venstre for Socialdemokratiet. Holger K. er kun interesseret i at blive stueren til en ministerpost uanset om prisen er en anbefaling af en udemokratisk, liberalistisk og militaristisk EU-forfatning.
Jeg er skuffet over, at Information ikke kan se forskel på socialdemokrater, tyske grønne, som angriber arbejdsløse, og den solidariske venstrefløj. Jeg har ikke brug for en socialdemokratisk avis.

Søren Egge Rasmussen
Hjorthøj

Blasfemi og racisme
Lederen den 14. dec. omhandler en afskaffelse af blasfemiparagraffen. Mange gode synspunkter. Dog: Jesper Langballe er citeret for at citere Grundtvig i sit forsvar for afskaffelsen. Men citatet henfører vel til religionsfriheden (og retten til ikke at tro på en gud) og ikke til retten til at forhåne andres religion. Og jeg er enig i, at det religiøse skal kunne holde til kritik – det er bare ikke det samme som forhånelse. Blasfemi-paragraffen er ingen skade, men måske kan det være skadeligt at fjerne den uden at ændre andet (f.eks. kunne den måske indarbejdes i racismeparagraffen).

Karen Nygård
Århus C

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her