Læsetid: 4 min.

Er ondskab umenneskelig?

Når Bush taler om 0ndskab, får jeg lyst til at kaste op
Debat
14. december 2004

INTERNATIONALT
2004 går på hæld, og i tilbageblik må man sige, at det i lighed med de umiddelbart foregående var endnu et annus horribilis, hvor terroren atter viste sit hæslige fjæs… i Madrid, i Beslan, i Irak. Hver gang vi skal forholde os til sådanne tragedier i overstørrelse, er det fristende at ty til ordet ’ondskab’. For USA’s præsident er dette en automatreaktion. Hver gang George Bush taler om ’ondskab’, får jeg lyst til at kaste op. Men jeg må også erkende, at jeg ikke selv har noget bedre ord for at karakterisere det, der i september foregik i Skole nr. 1 i Beslan Det, jeg væmmes ved, er begrebets religiøse undertoner. Når Bush taler om ondskab, bruger han ordet på samme måde, som Biblens epileptiske profeter gjorde, når de fremhallucinerede dæmoner. Bush er en religiøs fundamentalist, som tror på djævlen, og tvivler på evolutionslæren.
Kan vi redde begrebet ’ondskab’ fri af religionens snarer? Siden Det Gamle Testamente blev nedskrevet, fokuserede diskussionen om ondskab i over to årtusinder på det såkaldte teodicé-problem: Hvordan kan forekomsten af ’onde’ hændelser forenes med eksistensen af en almægtig, algod Gud? Med den nedbrydning af det religiøse verdensbillede, der satte ind med Oplysningstiden, er diskussionen kommet videre. Men som i så mange andre moraldebatter er vi stadig dybt indfangede af den jødisk-kristne traditions vraggods, hvis kategorier forsætter med at præge vores tænkning. At nyfortolke et for vor civilisation et så grundlæggende og primitivt begreb som ondskab på blot to århundreder har vist sig overmåde vanskeligt. Men faktisk findes der et ateistisk begreb om ’det radikale onde’, som siden Holocaust er blevet udviklet af tænkere som Hannah Arendt, og som progressive kræfter kan bruge til at vriste begrebet ’ondskab’ fri af den brug, som Bush og ligesindede gør af det. Ondskab er i denne optik en deskriptiv term – et prædikat, som skal hæftes på de mest ekstreme brud på menneskelig moral. Dette står i modstrid med Reagan-Bush-opfattelsen, som deles af personager som Osama bin Laden og paven, der ikke blot ser ’ondskab’ som en beskrivelse, men tillige som en forklaring. At betegne noget som ondt kan ifølge denne tankegang højst være begyndelsen på at spørge ind til, hvorfor en bestemt rædselsbegivenhed indtraf. Derimod er det karakteristisk, at Bush og hans fundamentalist-åndsfæller bruger begrebet for at lukke en diskussion: »Disse terrorister er jo onde – det er derfor, de handler som de gør.«
Alligevel er også postreligiøse tænkere hyppigt fristet til at opfatte ’ondskab’ som noget mystisk og ufatteligt. Jeg kender ikke noget smukkere eksempel på mystificering af ondskab end litteraturprofessor og forfatter George Steiners roman fra 1981, The Portage to San Cristobal of AH. Historien er denne: Adolf Hitler har overlevet og opspores som 90-årig i Amazonjunglen af en gruppe overlevende fra Holocaust. »Lad ham ikke sige noget. Hans ord betyder had og død,« udbryder de, da finder ham. De overlevende betragter Hitles ondskab som så altomfattende og smittende, at de selv frygter at blive inficeret. De kan ikke udspørge eller forsøge at forstå Hitler, for han er en dæmonisk kraft hinsides al rationalitet. At finde den skrøbelig olding, må de konstatere, gav dem ikke svarene eller den totale forklaring, de havde håbet på. Mens de venter på at føre Hitler tilbage til civilisationen, spørger en af Holocaust-overleverne sin ven, hvad han vil gøre, når de er kommet til Paris, og Hitler sat fængsel. »Mig? Jeg vil tage ud og lede efter Adolf Hitler,« svarer han.

Ondskabens banalitet
Steiners litterært besnærende forsøg på at skildre ondskab som en quasimagisk kraft er ikke desto mindre forfejlet. Som journalist har jeg mødt flere individer, hvis handlinger af mange vil blive anset onde: Fængslede pædofile, der havde voldtaget børn; militante Hamas-medlemmer, der havde planer om at blive selvmordsbombere; israelske bosættere i Hebron, som opdrager deres børn til at tænke på arabere som »hunde«; nynazister og al-Qaeda-sympatisører. Ingen af dem var uforståelige. Faktisk var der i vidt omfang rationelt begribelige forklaringer på deres onde handlinger: ekstreme erfaringer med seksuelt misbrug i barndommen osv. Dette undskylder naturligvis på ingen måde deres afsindige adfærd, men undergraver den forestilling, at deres ondskab placerer dem på et niveau, der er uden for vores forståelses rækkevidde. Selv bag en Hitlers og en Saddam Husseins forbrydelser ligger en kompleks kæde af menneskelige årsager. Hannah Arendt var i hele sit liv ateist og forsøgte at tænke et ondskabsbegreb renset for både Gud og djævlen. Alligevel forsøgte også hun først at forklare Holocaust som et eksempel på en mystificeret absolut ondskab, som »ikke kunne udledes ud fra menneskeligt forståelige motiver«. Som Steiner anså hun ikke ondskab som del af et kontinuum med normal menneskelig adfærd, men som udtryk for et brud, hvor dens gerningsmænd blev u-menneskelige. Men den opfattelse skulle hun komme til at ændre, da hun fulgte retssagen mod Adolf Eichmann, den nazistiske krigsforbryder, som blev pågrebet og dømt i Israel i 1961. Han var det absolutte modstykke til en karismatisk dæmon. Ved mødet med Eichmann blev Hannah Arendt slået af – med hendes nu berømte ord – »ondskabens banalitet«. Hun konkluderede, at »onde handlinger begået i gigantisk skala ikke kan føres tilbage til iboende ondskab, patologi eller ideologisk overbevisning i gerningsmanden.«
Eichmann var det, man mindst skulle forvente – en helt igennem kedsommelig person uden dybde. Ti minutters samtale med Saddam ville formenligt også kede enhver. Vi må huske på, at ondskaben ikke er noget fjernt, fremmedartet og magisk. Potentielt er den til stede overalt. Eichmanns ondskab stammede, forklarede Arendt, fra »en manglende evne til at se tingene fra andre menneskers synsvinkel«.
Det er beklageligvis en mangel, som også i dag er udbredt. Arthur Miller formulerede det præcist i sit stykke After the Fall: »Det frygtelige ved Auschwitz er ikke, at Auschwitz trodser den menneskelige fatteevne. Det er, at Auschwitz er så let at forstå.«

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her