Læsetid: 4 min.

OPINION

Debat
15. december 2004


PISA i selvsving
Staf Callewaert og Erik Jørgen Hansen har (jvf. Inf. 10. dec.) stillet spørgsmål ved PISA-undersøgelsens videnskabelighed. Niels Egelund, som har været operatør på PISA-undersøgelsen, forsvarer projektet og dets videnskabelighed. Hans argumentation rummer imidlertid to alvorlige svagheder. For det første henviser han til autoriteter: XX undervisningsministre kan ikke tage fejl! Hvem siger, at de ikke kan det? Er det ikke et åbent empirisk spørgsmål, som principielt kunne danne baggrund for en ny videnskabelig udredning? For det andet argumenterer han med en skjult viden. Opponenterne mod PISA-undersøgelsen kender ikke det store apparat, der ligger til grund for undersøgelsen. Det er nemlig hemmeligt og ligger på låste computere. Kan man det i en faglig diskussion? Tro mig, jeg er meget klogere end mine modstandere: Jeg ved noget, de ikke ved, og som de ikke kan vide! Der er noget præ-moderne over Egelunds argumentation – eller også er det post-moderne. Vælg selv!
Søren Peter Iversen
seminarielektor, ph.d.

Karakterskala
Vi lever i en tid med forandringer. Og den karakterskala fra minus 3 til plus 12, som er blevet foreslået af en gruppe regeringsnedsatte eksperter, kunne udgøre en rigtig sjov forandring. Vi skal så til at taksere de præstationer, der virkelig er på nulpunktet, til minus tre. Måske skal vi på længere sigt også ændre hele vores sprogbrug, så talemåden ’nul og nix’ erstattes af ’minus tre og nix’ og talemåden ’nul putte’ erstattes af ’minus tre putte’. Oversættelighed til andre landes karakterskala kan ikke begrunde, at man inddrager et negativt tal i skalaen. De forskellige skalaers sammenlignelighed ligger jo ikke i, hvad vi kalder skalatrinene. Så jeg går ud fra at det, der begrunder bundtallet på minus tre, er forslagsstillernes humoristiske sans.
Det kunne i øvrigt også være en rigtig sjov forandring, at de 30 centimeter-linealer, som ligger på vore skriveborde, for fremtiden ikke skulle gå fra 0 til 30 cm, men fra minus 3 til 27. Endnu en sjov forandring kunne gennemføres inden for temperaturskalaen. Vi kunne vælge at kalde vands frysepunkt for minus 3 grader og dets kogepunkt for 97. Endnu sjovere kunne det dog være, hvis vi også ændrede størrelsen af springet fra grad til grad ved at kalde frysepunktet for minus 3 og kogepunktet for 98 grader. Svenske Celsius kunne så ikke længere lægge navn til skalaen, men jeg stiller gerne mit Nielsen til rådighed.
Per Drud Nielsen
Frederikshavn

EU har ikke fremmet ligestilling
Som svar på vores indlæg den 26. nov. skriver Annegrethe Holmsgaard (6. dec.), at vi latterliggør de smukke ord om ligestilling i EU-forfatningen. EU har fremmet ligestillingen i Danmark, skriver AGH, og henviser til ligelønsloven fra 1976 og ligebehandlingsloven fra 1978, som blev indført i Danmark som følge af EF’s ligeløns- og ligebehandlingsdirektiver. Men denne lovgivning har stort set ingen effekt haft. Danske kvinder opnåede flere fremskridt på ligelønsområdet, inden der kom en lovgivning. Siden slutningen af 1970’erne er lønforskellene mellem kvinder og mænd uddybet. En væsentlig årsag er den økonomiske politik med offentlige nedskæringer og stigende privatisering fra 1990’erne (som følge af blandt andet den økonomiske og monetære union – ØMU’en) – det vil sige en nyliberalistisk politik, som rammer kvinder hårdest, fordi der er flere kvinder ansat i den offentlige sektor. I den private sektor er uligheden og job usikkerheden større. Ifølge ligestillingsrådet (2000) tjener kvinder i den private sektor kun 81,9 procent af mænd, i den offentlige er det 89,6 procent. Det er denne udvikling med flere privatiseringer, vi er imod, og som EU fremmer. AGH mener ikke, at der er noget pres for liberalisering i EU-forfatningen. Men SF’s nye nationale kompromis er ingen garanti for, at velfærdspolitikken ikke bliver genstand for flertalsafgørelser i EU og hermed overladt til EU. Det er dette EU-forfatningen åbner for – uden mulighed for en folkeafstemning. Det afhænger helt og aldeles af tiltro til de 5 danske ja-partier bag kompromis’et, der til syvende og sidst kun er en politisk aftale mellem danske politiske partier.
Gitte Pedersen
og Inger V. Johansen
Enhedslisten og RAV

Værdi af naturen
Den 3. dec. citerer Ejvind Larsen fra IMV’s hjemmeside: »Mennesker kan tillægge naturgoder værdi uafhængigt af deres anvendelse, (...) den såkaldte eksistensværdi.« Ejvind Larsens udlægning af eksistensværdi kan dog give det indtryk, at når man som IM anerkender, at naturen har eksistensværdi, så er man også imod værdisætning af naturen. Men det er en misforståelse. I modsætning til Ejvind Larsens udlægning er ’eksistensværdi’ ikke et udtryk for, at naturen har en værdi i sig selv. Eksistensværdi tager derimod udgangspunkt i, at mennesker tillægger naturen værdi. Vi har en glæde ved at vide, at der eksisterer natur – uafhængigt af, om vi bruger naturen. Det er eksistensværdien. Og den kan man sætte kroner og ører på ved økonomisk værdisætning. Mange mennesker vil formentlig betale for at bevare pandaen, selv om de færreste selv oplever den i naturen. Men hvor meget vil vi betale? Midlerne er begrænsede. Værdisætning af naturen kan bidrage til et bedre grundlag for prioritering i naturpolitikken. Der vil dog altid være usikkerhed ved metoderne, og resultaterne bør behandles med omtanke.
Mads Lyngby Petersen
miljøøkonom,
Institut for Miljøvurdering

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her