Kronik
I forbindelse med Oliver Stones fine filmatisering af Alexander den Store er flere spørgsmål kastet på banen. Hvad var han: idealistisk helt eller brutal tyran? Hvorfor blev han, som han blev? Hvad betød hans virke: Skabte han en græsk globalisering, ikke mindst ved erobringen af Babylon og Persien, eller var det, som Stone lader hans efterfølger i Ægypten, Ptolemaios sige, umuligt at forbinde øst og vest? I den forbindelse kunne den i så fald mislykkede globalisering være en finte til præsident
Bushs aktivistiske Irak-politik.
Vil man have svar med sandhed i, må man forstå Alexanders egen tid. Han regerede i en periode, hvor den strålende apollinske kultur med dens syntese mellem aristokrati og borgere og dens udfoldelse af frihed og lighed i by-fællesskabernes tjeneste var gået under. Det skete fra og med den peloponnesiske krig 431-404 f.kr. i bryske klassekampe. I stedet for at satse på statens tarv mæskede de rige borgere sig i materialisme, berigelsestrang og nydelsessyge, selv i Athen, mens folket gjorde oprør. Trods fortsat borgerløn endte det som formløs pøbel og orkede ikke mere at tjene deres bystater som soldater. Disse bystater blev tilmed ved at bekrige hinanden.
I den situation var det ret let for det perifære halvbarbariske Makedoniens herskere, Filip og sønnen Alexander, at sikre sig kontrol med det centrale Grækenland. Det havde ved den indre splittelse længe været i lommen på supermagten Persien. Så derfor var det naturligt for den makedonske fyrstemagt at samle Grækenland militært og politisk, gøre op med de lokale skikke dér, og siden gøre op med Persien. Spørgsmålet var: Skulle man nøjes med at holde perserne stangen, som ved optakten til grækernes kulturelle storhedstid omkrig 480, eller skulle man knuse det barbariske perserstyre i blodig aggressiv krig? Kort sagt: Skulle man dyrke mådehold eller umådehold? Er det ikke det samme spørgsmål, vi i dag i Vesten må stille over for den selviske økonomiske globalisering med militærets hjælp, som Danmark har valgt at støtte USA med i Mellemøsten, så en religionskrig mellem den muslimske og vestlige verden nu begynder at tegne sig?
Hver mand sig selv nok
Tidsånden dikterede som nu og næsten altid i historien svaret, og Alexander var indbegrebet af den. Kulturen med de dybe solidariske følelser var mundet ud i overfladisk civilisation. Fællesskab var afløst af hver mand sig selv nok. Respekt for olympens menneskelige guder gled over i dyrkelsen af mennesket selv som gud. Det gjaldt om at føre sig frem, gerne med alle midler, glimre og bryste sig i moderigtigt design. Grækerne begyndte at te sig som benhårde forretningsmænd.
Mennesket mistede identitet og blev udhulet. Respekt for arnen og familien veg for had og mistillid, ja, blodig vold mellem mand og hustru, så børnenes følelsesliv blev spoleret, og så den af patriarken undertrykte hustru som Alexanders mor Olympias med hævn som hoveddyd og incestuøs gestik kunne indpode sit moderlige budskab i en dreng, der skulle være hendes hævns redskab:
Stol ikke på snak om venskab og fællesskab, demos er pøbel, de fines ledere luskede. Mistro din far, han vil myrde din fremtid. Bliv stærk som Herkules, stol ikke på nogen, kun på din mor. Husk, du er min sol, bliv solen for alle, større end Herkules. Din far er ikke Filip, din far er Zeus. Så erobr verden. Og hug til som slangen mod alle på din sols vej, der ikke vil som du og jeg.
Og Alexander tog fat. Alle så op til ham, fordi han legemliggjorde tidens dyrkelse af eneren, den selvtilstrækkelige individualist, hvad enten i erhvervsliv, politik eller åndsliv, som vi også gør det i dag. Men samtidig hadede næsten alle ham også, fordi de projicerede deres ubevidste selvhad over kun at have deres egen ydre ære i hovedet over på kongen.
Den betændte mor, den brutale far, tidens hele rå mentalitet havde også avlet selvhad og snigende tomhed i Alexander, og tomhed har altid krævet forløsning i vold. Jo mere tomhed, des mere vild erobringstrang. Én krig, en sejr selv over Persien, to sejre, tre sejre, det var ikke nok. Hele verden skal erobres, når mennesket ikke mere kan erobre sig selv.
En skabt guldalder
I en sådan tid er man nødt til at skabe idealer for at holde sig selv ud. Man skaber en guldalder. Det blev ikke højklassisk tid, for folket skulle holdes nede som blot arbejdskvæg. Men førarkaisk og arkaisk tid, med Homers aristokratiske helte som forbilleder. Den selvrådige Akilleus var lige sagen. Det gjaldt om at bevare Hefaistion som sin ædle elskede ven, som Akilleus holdt fast ved Patrokles. Og det lykkedes virkelig for Alexander som et solstrejf i hans ensomme eros-blege liv, hvor enormt drikkeri måtte kompensere.
Hans store projekt skabtes også med guldalderen i sindet: Græsk kultur og erhvervsliv skulle som dengang udbredes over hele verden. En storstilet græsk kolonisering og globalisering med Alexander-byer og med et driftigt internationalt oligarki kom på benene. Selvom storriget faldt i fire efter Alexanders død, varede den globaliserede græske hellenisme helt til Romerrigets fald, da den endte i en mørk religiøs fanatisk middelalder med muslimsk og kristent opstandelsesvanvid og gensidige nedslagtninger. Er vi på vej til det samme?
Projektet lykkedes, men det viste sig ikke at være lykken. Alexander lagde grunden til en storstilet folkeblanding, fine grækere giftedes ind i fine persiske og ægyptiske og siden romerske familier. Alle blev de grækiserede og bukkede samtidig i tolerancens navn ærbødigt for autokratisk orientalsk guddommelig enevælde. Hvad grækerne bibragte hellenismen, var den udhulede, klassedelte græske civilisation, hvor frihed kun var frihed til at være sig selv nok. Det var ikke Parthenons ædle kultur, hvor frihed var frihed til at gøre noget for fællesskabet. Det lokale og folket lod man nemlig totalt i stikken, det forblev orientaliseret, mystikdyrkende arbejdspøbel.
Men folket har altid været en kulturs rødder og fantasifulde grundlag. Opgiver man at suge næring fra rødderne, dæmoniseres folket. Og eliten stivner, bliver selvspejlende, autistisk, dræbende ensformig, hjemløs, værdiudhulet, magtsyg, og den bindes kun sammen af økonomiske interesser. Så dyrker man kunst for kunstens, ikke for fællesskabets skyld, for liv er der ikke mere i én. Kunsten bliver abstrakt, autistisk, geometrisk eller sentimental selvmedlidende naturalistisk som i Laokoon-gruppen.
Vi er børn af hellenister
Når Oliver Stone kan give så autentisk et indblik i Alexanders og hans tids mentalitet, skyldes det, at den i forbløffende udstrækning minder om mentaliteten i vor egen tids civilisation. Den opstod, da vor egen europæiske kultur med dens friheds- og lighedsudviklende gotik og renæssance som højdepunkter, og som de gamle grækere med mådehold som dyd, i 1800-tallet gik under i en pengegrisk og teknikfikseret verdenserobrende civilisation. Vi er, som den store historiker Arnold Toynbee sagde, børn af hellenistiske forældre. Vi er en slags "samtidige" i gåseøjne, for alle analogier skal selvsagt tages med forbehold..
Spørgsmålet er, om vi, modsat præsident Bush og de stærke elitære økonomiske kræfter i vesten, som han repræsenterer, med mådehold som dyd vil gøre op med vore "forældres" søde nedadgliden i militære eventyr og overklasseluksus på den almindelige befolknings bekostning i øst og vest. Vi har trods alt større chancer end i hellenismen, fordi vor frihedstradition er stærkere udviklet, og folket i vesten trods alle pøbeltendenser er så godt uddannet, at det heldigvis ikke vil finde sig i hvad som helst fra den økonomiske elite.
Griber vi ikke chancen, ender vi som hellenismen i en ny mørk middelalders mareridt med en religiøs civilisationernes kamp, som vi er godt på vej til, med en af fanatiske tilhængere skabt vanvittig muslimsk og lige så forrykt vestlig gud som bannerførere.
*Leo Tandrup er historiker, dr. phil., ved Aarhus Universitet
