Læsetid: 2 min.

Slaveriet er ikke ophævet

Debat
11. december 2004

Trafficking
Menneskelig trafficking – handel med mennesker – er et emne, som heldigvis får mere og mere bevågenhed fra politikere, organisationer og regeringer rundt om i Europa. Når vi hører om trafficking, er det som oftest historier om voksne kvinder, der bliver udnyttet og tvunget til at prostituere sig. Det er et kæmpe problem, og mange kvinder bliver udnyttet og får ødelagt deres liv. En anden overset gruppe, men som ikke desto mindre er endnu mere sårbar over for trafficking, er børn. Både drenge og piger. Det er ikke kun et problem i fjerne lande langt væk fra Danmark. Det foregår også i Danmark og inden for EU i særdeleshed.
ILO (FNs organisation for arbejdsrettigheder osv.) vurderer, at op i mod 1,8 millioner børn er ofre for trafficking. Børn bliver udnyttet til sex af kommercielle grunde. De bliver tvunget til prostitution og til at medvirke i pornografiske film og billeder. I alt er der op imod 2-4 millioner børn der bliver ofre for Trafficking verden over. Disse børn bliver foruden prostitution tvunget til at tigge, arbejde som gadesælgere eller virke som lommetyve for organiserede bander.

Undertrykt og smittet
Disse børn er i princippet ofre for slavehandel. De lever et liv som slaver, med den vold, ydmygelse og psykologiske overlast som følger med. At være offer for trafficking medfører dybe traumatiske oplevelser. Ofrene udsættes for psykisk terror; de er frataget deres muligheder for uddannelse; de har begrænset adgang til sundhedsydelser. Børnenes dagligdag medfører, at de har en stor risiko for at blive smittet med eksempelvis HIV/AIDS; at de uønsket bliver gravide; og at deres aborter bliver udført uden nødvendig ekspertise og klinisk rigtige metoder. Det fører ofte til at de unge pigers mulighed for at få børn senere i deres liv er stærkt begrænset og at de ofte oplever skader på deres kønsorganer.

Tredjestørste indtægt
Trafficking er en meget indbringende forretning, der har til formål at udnytte og profitere på børn som prostituerede, småkriminelle eller som ekstrem billig arbejdskraft. Trafficking er den tredje største indtægtskilde efter narkotika og våben for de organisationer, der står bag den organiserede kriminalitet. Ifølge NGO’en Terre des hommes koster det mellem 2.500 og 4.000 amerikanske dollar at sælge og transportere en albansk pige illegalt til Italien, og op til 10.000 dollar hvis hun er jomfru. Flere rapporter peger i retning af, at 90 pct. af alle prostituerede i Sydøsteuropa er ofre for trafficking, det vil sige kvinder og børn, der lever illegalt i de respektive lande uden de rettigheder og adgang til basale velfærdsydelser, som de mennesker de servicere har ret og adgang til.
Trafficking er et voksende problem. Et af de bedste midler til at bekæmpe den voksende handel med kvinder og børn er klare regler på området.
Der mangler især klare regler, der vil beskytte børn mod trafficking, og som har til formål at give disse børn ret til ikke at blive solgt som sexslaver, udnyttet til tyveri og brugt som gratis arbejdskraft. Derfor vil jeg stærkt opfordre regeringen til at tage initiativ til at sikre klare regler på området, der dæmmer op for det tragiske og desværre omfattende problem.
Børneslaveri burde ikke eksistere i det 21. århundrede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her