Læsetid: 4 min.

Et spørgsmål om en kvindes ære

Jeg kan gå med til nuanceringen: Unge piger trænger til at blive mindre naive med hensyn til hvilke signaler de udsender med det moderne luderlook. Men derudover synes jeg at Tine Brylds melding er et forræderi
Debat
7. december 2004

Kommentar
Er der nogen der husker Henrik Ibsens "Et dukkehjem"? Helmer: "Ingen mand ofrer sin ære for en kvinde. "Det har 1000 kvinder gjort", siger Nora – og går. Dette var Ibsens afsløring om den grundlæggende og uretfærdige ulighed hvorpå kønsforholdet hvilede. En kvindes ære er mindre værd end en mands.
Hvordan er det gået med dét? Hvad er en kvindes ære værd? Ikke ære forstået som en moralsk uplettethed, men ære forstået som værdien af kvinders integritet, værdien af kvinders grænser og behov. Hvilken værdi sætter vi på disse størrelser?

Forleden blev møgluder, bitch, so og kælling på lederplads og med lidt hjælp fra en sprogforsker blåstemplet i Politiken som acceptable omtaler af kvinder i det offentlige rum. Anledningen var, at forfatteren Hanne-Vibeke Holst tog til genmæle imod den stærkt sexistiske sprogbrug i nogle af rapperen Niarns tekster. Debatten har lige siden været heftig. Og det lignede en tanke at "Sara & Signe" (Tv 2Zulus talkshow for de helt unge), få dage senere havde valgt at invitere Jokeren i studiet sammen med Tine Bryld, der netop har skrevet en bog om unge pigers oplevelse af voldtægt.

Hvis man imidlertid troede Tine Bryld som en kvindebevidst grandmamma kom for at give fyrene en opsang tog man fejl. Hovedsigtet med hendes bog, sagde hun, var at sætte focus på en bestemt form for voldtægtsoplevelse, som hun ofte hørte om i sin rådgivning. Dén hvor en ung pige i udfordrende antræk er gået i byen, fordi hun gerne vil score en fyr. Ham hun møder byder på drinks, de danser og pjatter, han køber flere drinks, hun bliver mere fuld. Da de kommer hjem hos ham eller hende ved hun endnu ikke helt om hun har lyst til at de skal ende i sengen sammen – men pludselig synes tingene at have deres egen uafvindelige dynamik. Alle drinksene hun har sagt ja til. Flirten, de tætte danse, kyssene nu, her i sofaen. Hun prøver at trække sig, han opfatter det ikke. Hendes krop stivner i ulyst. Heller ikke det opfatter han. Hun føjer sig – "fordi nå ja det er jo heller ikke så farligt", som Tine Bryld sagde. Bare en penetration. Disse piger kommer til Tine Bryld, fordi de bagefter føler sig voldtaget og har det rigtigt skidt. Og til dem vil Tine Bryld gerne sige: Lad være med at gå og bilde jer ind at I er blevet voldtaget, det er I ikke! I har jo godt vidst, hvad det handlede om. Lær af det i stedet for – Bliv mere bevidste om hvad for nogle signaler I udsender og drik ikke så meget, få eventuelt en veninde til at passe på jer. Lad være med at lægge så meget i det og hold op med at se på jer selv som ofre.
Jeg kan gå med til nuanceringen: Unge piger trænger til at blive mßindre naive med hensyn til hvilke signaler de udsender med det moderne luderlook. Omend man må sige, at det normsæt, der TILSIGER denne mode ikke ligefrem er nogen hjælp for pigerne, vel? Men derudover synes jeg at Tine Brylds melding er et forræderi. "Skab dig ikke", kunne hun også bare have sagt. Og det har alle dage været patriarkatets meddelelse til kvinderne, når de klagede sig: "Skab dig ikke!".

Det store problem er ikke, at der går en masse kvinder rundt og føler sig voldtaget uden at være det. Det store problem er, at langt de fleste kvinder i løbet af deres liv oplever at lægge krop til en seksualitet, de ikke ønsker. Og problemet er hvor undergravende for selvværdet dét er. Målet er at bibringe piger og kvinder en klar bevidsthed om dette – og om hvor vigtigt og rimeligt det er at sige fra i samme øjeblik man ikke har sin lyst med. Og ikke som Tine Bryld - at overbevise dem om at der er noget galt med dem, hvis de har det elendigt efter oplevelsen. Eller fortælle dem at man må føje sig, hvis man går for langt. Det er alt sammen et spørgsmål om, hvad en kvindes ære er værd, hendes grænser, integritet og behov. De piger ER ofre! En uønsket indtrængen i kroppen er en grænseoverskridelse. Og grænseoverskridelser ER jo verdens undergang, hvis man vel at mærke regner denne persons untegritet for noget. I debatten om sexistisk sprogbrug var det påfaldende, at et helt regiment af unge kvinder adspurgt bedyrede at de skam ikke følte sig trådt på ved at blive kaldt luder, bitch, so. Det var da bare nogle talemåder, forklarede de. De piger har brug for hjælp til at forstå, at deres køn er alt for vædifuldt til at de skal finde sig i den tiltale.

Hvis "Sara & Signe" udtrykte noget alment, så er det at kønnet også i de nye generationer er en snubletråd spændt ud for kvinderne. Det er de bare ikke blevet fortalt. Og den gode gamle rødstrømpe, der KUNNE have fortalt dem det synes i mellemtiden at have forvandlet sig til noget mere lignende en hårdhudet bordelmutter. Men mere overordnet synes kvinders ære stadigvæk heller ikke at være det papir værd, aviser trykkes på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her