Kronik

Tag magten fra mobilen

Læseren bedes folde sine fordomme nydeligt sammen. Ganske vist er kronikøren glad for P1 og Information, men hun er en 27-årig studerende, der foruden Wagner foretrækker Rammstein – og som selv har haft en mobiltelefon. Den er nu slukket for sidste gang
Debat
16. december 2004

Læseren bedes folde sine fordomme nydeligt sammen. Ganske vist er kronikøren glad for P1 og Information, men hun er en 27-årig studerende, der foruden Wagner
foretrækker Rammstein – og som selv har haft en mobiltelefon. Den er nu slukket for sidste gang

Kronik
Busstoppestedet overfor Søndermarken på Valby Bakke. De gamle træer, under hvilke Oehlenschläger vandrede rundt og spekulerede over Guldhornene, knejser i en pragtklædning af flammende efterårsfarver. To unge fyre står på hver deres side af stoppestedets skilt. Den ene taler koncentreret i sin mobiltelefon med nedslåede øjne. Den andens højre tommelfinger danser en hidsig tango hen over tastaturet på mobilos’en. Det slår mig, at disse mobiltelefonitisk relaterede aktiviteter helt har fortrængt en af fortidens vigtigste evner; evnen til at falde i staver. Hvilken betydning har det for Homo Communicatus, det evindeligt kommunikerende menneske?
Denne kronik handler ikke om de eventuelle og endnu ikke helt beviste fysiske skader, mobiltelefoni påfører den menneskelige hjerne, men derimod om de skader, der påføres det menneskelige sind. Konsekvenserne indfinder sig dels på et kollektivt, dels på et individuelt plan, og skal de ikke blive for omfattende, har vi brug for, i stil med begrebet ’hensynsfulde rygere’, at opfinde ’hensynsfulde mobilister’.
Enhver interessant eller dyb samtale, som foregår live mellem to mennesker på caféen, i dagligstuen, i parken, i sengen (!) kan tilsyneladende stilles på hold i samme
øjeblik, mobilen bipper, vibrerer eller ringer. Selv de mest fornuftige mobil-brugere smiler undskyldende og checker lige, om det er noget vigtigt. Det er det i øvrigt sjældent. På den måde har mobilen ubemærket fået forrang frem for det levende menneske. Den alt omsiggribende fetich med at alle til enhver tid skal kunne få fat i hinanden – noget der i sig selv kunne ses som et udtryk for omsorg og nærvær – fjerner netop muligheden for at vise omsorg og være nær. Filosoffen og teologen Løgstrup har formuleret sig således, at hver eneste gang, man på den ene eller anden måde er sammen med et andet menneske, står man med dette menneskes liv i sine hænder. Men nu jonglerer vi rundt med hinanden, som var vi kulørte bolde, der sagtens kan tåle at blive tabt på gulvet. Vi taber derved ikke blot den anden, vores Næste, men også os selv.

Pudsigt paradoks
Menneskeligt set har muligheden for hele tiden at kunne komme i kontakt med hinanden altså paradoksalt nok berøvet os muligheden for at være i kontakt med hinanden. Men også på et kommunikationsteoretisk plan er der opstået et pudsigt paradoks. For jeg frygter, at jo mere vi kvantitativt kommunikerer, desto mindre kommunikerer vi kvalitativt. Når man i ethvert øjeblik ligger under for, at mobilen hopper rundt og giver lyd for sig (eller måske blot potentielt snart giver
sig til at gøre det), og man selv lige kan sende en sms eller ringe til en eller anden i mobilklanen, har man mistet tiden til eftertanke. Og hvad er der at kommunikere om, hvis man ikke har tid til at tænke? Aktiviteten med konstant input og output i den øverste harddisk har den negative konsekvens, at ingen giver sig tid. Tid til at slukke mobilen for at lade blikket hvile på et efterårstræ; lade tankerne strømme i vilkårlige retninger; i ro og mag reflektere over et problem; få en god idé; lade dagens indtryk simre i sindet... og komme frem til sager, man i en fredelig stund gerne vil tale med et medmenneske om. Hvis ikke vedkommendes mobiltelefon maser sig ind i samtalen.
Er læseren af denne kronik endnu ikke blevet afbrudt af et opkald eller en sms, har vedkommende sikkert nået at tænke, at kronikøren nok må være en pensionsmoden dansklærer i fløjlsbukser, hvis eneste fornøjelser i tilværelsen er Wagner, P1 programmer og lange kedelige kronikker i Information. Og han har i hvert fald aldrig selv haft en mobiltelefon! Læseren bedes folde sine fordomme nydeligt sammen.
Ganske vist er kronikøren glad for P1 og Information, men hun er en 27-årig studerende, der foruden Wagner foretrækker Rammstein – og som selv har haft en mobiltelefon. Den er nu slukket for sidste gang, og jeg føler mig kaldet til at springe på barrikaderne for et mobilfrit samvær mellem mennesker. Eller i hvert fald en ny, hensynsfuld mobilkultur. Ikke at jeg ingen fordele kan finde ved mobiltelefonen. Ungdommelige oldeforældre og fingernemme oldebørn har vist sig at kunne holde en god kontakt ved hjælp af sms’er. Og mange af landevejens fartsyndere bliver nu meldt til politiet fra medtrafikanternes mobiltelefoner. Men den dominerende rolle som kæreste eje og eneste umistelige livline, som mobiltelefonen for størstedelen af befolkningen er blevet tildelt, kræver et kritisk eftersyn. Dette er hermed en opfordring til at tænke over dine mobilvaner. Går du i panik, hvis du har glemt at tage opladeren med på weekend i sommerhuset? Skal du lige checke displayet, når der kommer et bip, selv om du er i brusebad? Bliver du lige nødt til at svare på en sms, selv om du egentlig sidder over kakao og lagkage til din nieces fødselsdag? Kan du ikke vente på et tog uden at tænke, at du da lige kan udnytte tiden til at ringe til din søster? Bliver du distraheret, når mobilen vibrerer i din lomme, skønt du sidder i en personlig samtale med en ven, der lige er blevet dumpet af kæresten? Er du blevet dårlig til at lave faste aftaler, fordi man altid lige kan ringe og høre, hvor folk er?
Lad det høre op! Tag magten fra mobilen, generobr kontrollen med dit liv! Lad ikke teknologiens tyranni fravriste dig retten til refleksion, tiden til eftertanke og fordelene ved at kunne falde i staver.

Mobil kædereaktion
Når en ny mobilkultur og begrebet ’hensynsfulde mobilister’ efterlyses, er det ikke kun for vores andres skyld. Ofte ser vi indlæg i den offentlige debat, hvor ikke-mobilister besværer sig over, at de i det offentlige rum har måttet overhøre mobilisternes højrøstede og tit særdeles personlige samtaler. Det generer ikke mig. Ærligt talt; det er ret underholdende. Men de snakkende individer bør tage hensyn til deres familie, venner og bekendte. Et hensyn, der medfører, at de i samværet med den anden ikke blot er fysisk, men også mentalt nærværende. Gensidig respekt og grundlæggende spilleregler i menneskeligt samvær er blevet sat til side til fordel for den blot potentielle mulighed af, at andre vil i kontakt med en. Selv inkarnerede mobilister må føle sig tilsidesat, når deres fysiske samtalepartner lige checker mobilen. Man bliver givet en følelse af, at der er andre, vedkommende hellere ville være sammen med. De inkarnerede mobilister skynder sig derfor at finde deres egen telefon frem og kontakte en tredje person et andet sted for derved at vise, at de da også har andre venner. Således bliver atter andre forstyrret i deres samvær, og endnu en person må finde mobilen frem for at vise, at hun også har andre venner. Hvor hører det op? Men i bund og grund skal det mobiltalende folkefærd også gøre sig selv til hensynsfulde mobilister for deres egen skyld. Det evindeligt kommunikerende menneske skal skænke sig selv den ro, der opstår, når man ikke konstant skal forholde sig til andres udsagn – small talk såvel som guldkorn – eller formulere egne udsagn og svar. Den ro er afgørende for at vi, når vi så taler sammen, har noget begavet at sige hinanden. Den garvede mobilist spørger måske, hvordan man i dag kan overleve uden en mobiltelefon? Pointen er, at enkelte af os anakronistiske dinosaurer oplever en større frihed til, ikke at overleve, men at leve, når vi ikke er bundet til dette apparat (ihukommende et teleselskabs nyligt overståede reklamekampagne, hvor man så folk, der havde fået bundet telefonen fast til øret med skibstov). Vi er eksempelvis dem, der ikke har mistet evnen til at lave faste aftaler med andre om, præcis hvor og hvornår, vi skal mødes. Og vi kommer præcist, fordi vi ikke lige kan ringe og sige, at vi er forsinkede. Desværre bliver der færre og færre, man kan lave præcise aftaler med – for de har alle sammen en mobiltelefon. Det kunne være et nytårsforsæt ikke at lade sit liv styre af mobiltelefonens lyde og bevægelser. Men start allerede nu, hvor julen nærmer sig: Lad være med at sende dine julehilsner som en flad fælles-sms til alle i mobilens indeks. Prøv med et gammeldags julekort. Eller i det mindste et postkort. Dernæst; læg en bog til din bedre halvdel under ædelgranen i stedet for den nyeste Nokia et eller andet. Og til sidst: Sluk telefonen og vær sammen med din familie og dine venner i stedet for at sms’e og ringe til dem.

Jeanne Hansen er 27 år, stud.theol. og fastnettelefonist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her