Læsetid: 3 min.

Uffe Ellemann-Jensens egne fodfejl

Efter sin hårde kritik af socialdemokrater røber Uffe Ellemann-Jensen, at hans eget parti skiftede holdning i opposition. Det skete i 1998
Debat
13. december 2004

kommentar
September 2004 indrømmer Uffe Ellemann-Jensen i sin bog Fodfejl, at han ikke har fortalt »hele sandheden«. Det tør antydes med hans halve syn på Den Kolde Krig, hvor han gentager falske myter om de tre stores deling af Europa i Jalta og om Sovjets kildeløse »erobringsplaner« mod Danmark i 1945. Han kunne have begyndt med den assymmetri i krigsførelsen, som næste år når sine 60-årsdage: bombingerne af Dresden, Hiroshima og Nagasaki. Disse masseudryddelser af civile kan kun forklares med en dobbeltmoral, der tillader sig at gøre mod andre, som man ikke ønsker sig behandlet af andre. Han kunne have nævnt, at de store ofre i opgøret med nazismen blev båret på østfronten, hvorefter den militært stod stærkere på landjorden helt ind i Centraleuropa.
Det førte ind i Den Kolde Krigs ondeste cirkel, atomoprustningen. USA førte an med atombomben, brintbomben, langdistance-bombefly, taktiske atomvåben, atom-u-både, u-bådsraketter, raketter med flere sprænghoveder og krydsermissiler. Kun med interkontinentale raketter kom Sovjet før USA.
I 1957 udtrykte statsminister H.C. Hansen på skrift Danmarks nej til at have atomvåben på dansk område i fredstid. Men enevældigt og hemmeligt dispenserede han samme år fra dette syn for Grønland. Dette diktatur i Danmark roser Uffe Ellemann-Jensen! Hvem, der er den konkrete kilde til at kalde Lasse Budtz for »Anker Jørgensens blinde førerhund« nævnes ikke. Men dens brod mod Anker Jørgensen for at være blind og blive ledet af en blind er ikke til at tage fejl af. Flatterende er det ikke, når han kalder fodnoterne »tåbelige og absurde«, men konkluderer om dem i 1988, at de ikke har overskredet »grænsen for, hvad Danmarks fulde NATO-medlemskab kunne bære«.

Holdningsskift
Han genbruger flittigt fra sine erindringer Din egen dag er kort og gør Lasse Budtz til den ellers mest omtalte person. Dystert refererer han om Vietnamkrigen og om neutronbomben uden nogen personlig afstandstagen. Dystert førte han sig frem i Moskva i 1983, hvor han bl.a. lagde en krans ved Lenin-mausoulæet, skønt han hævder: »Jeg ville ikke foretage mig noget i Moskva, der kunne opfattes illoyalt af vore allierede i NATO.« Og: »Jeg ville ikke spænde Danmark for den sovjetiske propagandavogn.« Det gjorde han til fulde ved sin æresgang for Lenin. Den var i kontinuitet med Erik Eriksens og Poul Hartlings positive omtaler af Stalin og Mao.« Han har jo ikke noget på,« kunne det siges om hans færd i Moskva. Men han skriver selv om sin brug af et »lille figenblad foræret af Lasse Budtz«.
Skræmmende tilslutter han sig præsident Reagans apartheidsyn på ondskaben og »ondskabens imperium«. Han går mod »Dyvig-rapporten« – om den »destabiliserende effekt« – ved at tale vel om Reagans stjernekrigs-syner. Denne burde have haft Nobels fredspris, mener han – trods Reagans oprustning mod Irak og til Taleban/Osama bin Laden i Afghanistan.
Efter sin hårde kritik af socialdemokrater røber han, at hans eget parti skiftede holdning i opposition. Det skete i 1998, da regeringen deltog i at bryde både NATO- og FN-pagten i bombekrigen mod Serbien. Herom skriver han:
»Regeringen havde fuld opbakning fra de borgerlige partier i folketinget, også selv om der var tale om beslutninger, der brød med hidtidig dansk politik over for både NATO og FN.«

Irak-krigen var et skred
Mens grænser fra før Anden Verdenskrig vendte tilbage til Europa, fik Hitler-regimets foragt for sine ikke-angrebs-pagter følge af disse brud på NATO-pagten og FN-pagten. Alligevel roser han nu oppositionen for ikke at være besværlig: »Sådan gør en anstændig opposition ikke,« mener han. Han kalder dog det skete fra 1998, for »et markant skred i holdningen…« Men erkender alligevel, at det skred blev lagt til grund, da regeringen trak Danmark ind i Irak-krigen. Dette gør ikke hans forsvar for Irak-krigen troværdigt. I »Eftertanker« i Fodfejl bekender han, »jeg lagde kranse ved grave og mausolæer og monumenter, som jeg ikke ønskede at ære«. Hvorfor så ikke tale sandt om sin æresgang for Lenin? Hvorfor stillede han siden op ved en SS-grav i Baltikum? Var det, hvem han »ønskede at ære«?
Han bekender også: »Jeg vidste ikke nok om atomvåben og om strategier til at kunne forme min egen helt uafhængige mening.« Ærlige ord, der viser hans afhængighed. Gid den så blot havde været afhængig af hele sandheden.
»(...) Da Danmark svigtede under Den Kolde Krig.« Det resumé står på bagsiden af denne bagvendte bog. Der er stor manipulation med ordet ’Danmark’ i den Fodfejl.

Svend Aage Nielsen er formand for Kennedy Selskabet, forfatter og sognepræst

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her