Læsetid: 3 min.

Yippie, hurra, halleluja og hosianna

Til lykke og velkommen – det ’tyrkiske mirakel’ i Bruxelles er blevet fejret med overdådig jubel her og der, selv om det er 10-20 år før tiden
31. december 2004

INTERNATIONALT
Klapsalver på en pressekonference! Hvor er vi henne?
I Bruxelles, i den tætpakkede pressesal i EU-hovedkvarteret fredag den 17. december 2004. En gruppe tyrkiske journalister hilste ’deres’ regeringschef, Recep Tayyip Erdogan, med spontane klapsalver, da han kom ind i salen efter maratonforhandlingerne, der resulterede i beslutningen om, at der skal indledes maratonforhandlinger om Tyrkiets optagelse i EU.
Ja, hvor er vi henne? I demokratiske lande har det aldrig været kutyme, at pressen hilser politikere med klapsalver på pressekonferencer eller nogen andre steder. ’Pressen klapper ikke’ – det er en gammel adfærdsregel i professionen, og den bunder i et sundt princip.
Hvis de tyrkiske kolleger virkelig tror på realiteterne i den glædelige nyhed, er det selvfølgelig synd at gyde malurt i bægeret, men deres åbne hyldest kan virke som en antydning af, at den demokratiske tradition måske ikke er så indgroet i Tyrkiet, som man kunne ønske.
Det er sikkert en fordom... Men set på denne måde er episoden symptomatisk for det problem, der er det virkelig centrale og afgørende i hele debatten om Tyrkiet og EU (København-kriterierne!)
De tyrkiske journalister er langtfra ene om at juble. I europæiske hovedstæder fra Bruxelles til København, fra London Rom, er mange blade fulde af lovord i den store
euro-foriske tradition, om dette ’mirakel’, denne ’historiske milepæl’. Med et udtryk lånt fra det franske: Man klapper med begge hænder.

Langvarig forlovelse
Der er nu noget besynderligt ved denne julefest. Man siger ’til lykke’ og ’velkommen’ til Tyrkiet på et tidspunkt, hvor man står foran begyndelsen til forhandlinger, der ventes at strække sig over 10-15 år. Det er reaktioner, der retteligt hører hjemme på det tidspunkt, hvor forhandlingerne er afsluttet med en beslutning om medlemskab.
Når en forlovelse på forhånd beregnes at vare så længe, er det tilladt at tvivle på den gode vilje, i det mindste hos den ene part.
For første gang i det europæiske fællesskabs historie indledes der nu forhandlinger om optagelse af et nyt medlem uden, at disse forhandlinger klart sigter på et positivt resultat. Sigtet for forhandlingerne er ’måske – måske ikke’, og uden dette forbehold ville der ikke være opnået enighed. »Forhandlinger er ikke ensbetydende med medlemskab,« lyder et centralt argument i den franske debat. Det er et topmål af dobbelt tale og hykleri.
Præsident Chirac har strakt sig så langt, som bukserne kan holde, for at sige både ja og nej. Han har erklæret sig for tyrkisk medlemskab, men han er samtidig den leder, der har været skrappest i formuleringen af betingelser. At Chirac ’siger ja, men mener nej’, er en rimelig antagelse i betragtning af hans velkendte opportunisme – det gælder om at tækkes begge sider – men også i betragtning af, at han er modstander af det amerikanske lederskab i Europa, som Tyrkiet gennem en halvt århundrede har været med til at fremme.
Den kolde krig er uløseligt forbundet med oprindelsen til EU, og det var qua medlem af NATO, at Tyrkiet allerede i 1963 fik stillet medlemskab af de europæiske fællesskaber i udsigt. Under præsident Bush d.y. har USA utilsløret lagt pres på EU-landene for at opnå grønt lys for Tyrkiet, USA’s trofaste allierede, atlantismens østligste forpost.
Argumenterne for og imod Tyrkiets fremtidige medlemskab er velkendte, og det er ikke bare en strid mellem idealistiske, naive brobyggere på den ene side og islamofober på den anden. Der er gode, gyldige og respektable argumenter på begge sider. Og det er værd at bemærke, at denne udvidelse af EU ikke har udelt tilslutning i den traditionelle pro-EU-opinion. Blandt dem, der siger nej, er to så fremtrædende ’overbeviste europæere’ som Valéry Giscard d’Estaing og François Bayrou.
Hvorfor ikke vælge en associering, et frugtbart partnerskab mellem EU og Tyrkiet? Fordi den tyrkiske regering, nærmest med raseri, afviser alt andet end fuldt medlemskab.

Vil tage 20 år
Den nye formand for Chiracs parti UMP, Nicolas Sarkozy, har – ligesom sin forgænger, Alain Juppé og ligesom de brede lag af partiet – distanceret sig fra Chiracs ja til forhandlinger med henblik på tyrkisk medlemskab. Han slår til lyd for en associeringsaftale.
En af de europæiske forhandlere i Bruxelles siger til Le Monde på baggrund af de besværlige, netop overståede forhandlinger, hvor man har kæmpet om teksten afsnit for afsnit:
»Med de 80.000 sider eksisterende EU-tekster kommer det til at tage 20 år«.
Og Chirac har lovet en fransk folkeafstemning om Tyrkiets medlemskab efter forhandlingernes afslutning – så langt ude i fremtiden, at han selv ikke vil være politisk til stede, og ingen ved, hvordan hverken Tyrkiet eller EU ser ud til den tid.
Hjertelig til lykke!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu