Læsetid: 3 min.

Ytringsfrihed står altid over religion

Debat
13. december 2004

Blasfemi
af Anne Ehlers
sognepræst
»Gennem hele menneskehedens historie har renhedens apostle, de, der har hævdet at besidde den fulde forklaring, anrettet frygtelig ravage blandt almindelige, forvirrede mennesker. Måske siver vi alle sammen, sorte og brune og hvide, ind i hinanden... lige som krydderier, når man laver mad. Striden mellem renhed og urenhed... mellem artighed og uanstændighed, mellem det fordummende ved overdreven respekt og utilbørlighedens skandaler, er en gammel strid; jeg siger: Lad den fortsætte. Mennesker forstår sig selv og former deres fremtid ved at strides og udfordre og betvivle og sige det usigelige, ikke ved at bøje knæ, uanset om et så er for guder eller mennesker...« (Fra I god tro & Er intet helligt? af Salman Rushdie, 1990). Der er mange paralleller mellem Rushdies reflektioner og de sidste ugers debat efter mordet på Theo van Gogh. Også dengang blev der for eksempel talt om, hvorvidt der skal være grænser for, hvad man kan sige om religion.
For mig at se er der ingen grænser! Religion, gudstro, religiøse følelser har ingen priviligeret plads i et moderne samfund – en plads der skulle hæve Gud op over alt andet. Der er ingen hellige begreber, temaer eller genstande som indtager en urørlig og ukritisabel status. Alt kan blive udsat for kritik, humor, drilleri, diskussion og skæve fortolkninger med den risiko, at det virker anstødeligt. Man er naturligvis i sin gode ret til at protestere og svare igen, men aldrig med trusler eller vold.
For det er nemlig sådan, at intet er helligt i et samfund som vores, med en lille omskrivning af titlen på det andet essay: »Litteratur skabes ved grænsen mellem jeg’et og verden, og ved skabelseshandlingen bliver denne grænse blød og gennemtrængelighed og tillader verden at strømme ind i kunstneren og kunstneren at strømme ind i verden. Intet, der er så ueksakt, og som så nemt og så hyppigt misforstås, fortjener at blive beskyttet ved at blive erklæret helligt. Vi må klare os uden helliggørelsens skjold, og så meget desto bedre. Vi må ikke blive det, som vi bekæmper«. Men alt skal da ske under ansvar og med det formål, at man tilstræber så god kvalitet som mulig. Der er god og dårlig kunst, der er dumme og kloge synspunkter, der er rigtige og forkerte meninger – der er bare ikke en højere instans, der kan trække de grænser, det kan kun ske kommunikativt!
Jeg har ikke set Theo van Goghs film, og ved derfor ikke, hvorvidt den formidler sit budskab i en form, der er god og klog. Jeg har ikke bemærket, om filmen er blevet bedømt for sit kunstneriske bidrag til forståelsen af dét at være menneske, eller om den bidrager med nye, overraskende udtryk inden for filmmediet. Jeg ved, det er en kortfilm om en kvinde, der fortæller sin personlige historie om undertrykkelse og vold i islams navn. Det er ikke mit indtryk, at filmens hensigt er at ’håne islam’ eller ’gøre grin med islam’, men derimod blot at fortælle en historie om, hvordan religion vitterlig kan misbruges til at undertrykke kvinder. Og ærligt talt, det har vi da hørt og set før, fordi det er en kendsgerning, at religion i alle sine misbrugte former er et aldeles glimrende middel til at undertrykke og udøve vold mod andre mennesker.

Helliggørelse skader
Det udelukker ikke, at nogle føler sig krænkede, og at deres religiøse følelser opleves som trådt på. Men det er et vilkår ved at leve i et moderne samfund, at intet er helligt, og at vi ikke bøjer knæ for guder eller mennesker i det offentlige rum, som kunsten også tilhører. Hvis filmens budskab endelig skulle være en fremstilling af islam som generelt undertrykkende, fortjener den højst et skuldertræk og må betegnes som uvidende, for islam ’er’ jo ikke sådan eller sådan – men fortolkes igen og igen af mennesker, som selv må stå til ansvar for deres holdninger og handlinger.
Det samme gælder vores fælles liv. Det må vi også fortolke under ansvar for hinanden. Heldigvis har vi gode religiøse traditioner til at spejle tilværelsen i, men aldrig til at undertrykke, udøve vold eller dræbe med. Striden mellem det fordummende ved overdreven respekt og utilbørlighedens skandaler – lad den strid fortsætte! Måske bliver der forløst nogle tanker og følelser – måske opstår der nye tolkninger af det at være menneske. Væk med helliggørelsens skjold og til fortsat kamp for ytringsfrihed i alle dens former.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her