Læsetid: 5 min.

Anti-fundamentalistisk biskop: Biblen er ikke sand

Den amerikanske, anglikanske biskop John Shelby Spong vil befri evangelierne for fundamentalisme
Debat
31. januar 2005

Religion
John Shelby Spong læses en del i Danmark, især efter besøg i fjor i anledning af oversættelse af hans bog En ny Kristendom i en ny Verden. Vægten lægges her på evangeliernes indhold. I Liberating the Gospels er emnet evangeliernes fortællemåde. Hvorfor ser de ud, som de gør?
Først et par ord til introduktion. Spongs overordnede tesis er den, at den traditionelle tro er ved at dø, og at en ny tro er ved at blive født. Evangelierne præsenterer, siger Spong, ikke en biografi af Jesus, men en symbolsk fortolkning af et menneske, der i ultimativ grad viste os gudsnærværet i verden. Den oversatte bog om ny kristendom omtaltes af undertegnede i en kronik i Information den 7. november 2003 ’Skal Gud staves med stort G?’ Som illustration bragtes en tegning af Per Marquard Otzen: Man ser Moses på vej ned ad bjerget med tavlerne – han er iført natskjorte/kjortel, ved at dale ned til behandling på Freuds sofa, der daler en anelse i forvejen for at stå parat; Freud siger fra sin lænestol ved fodenden knarvornt : »Årh! Må jeg være fri!«
Liberating the Gospels handler om evangeliernes sprog. Spong vil befri evangelierne for den fundamentalisme, som han ligesom i den oversatte bog ser som en fejllæsning af evangelierne. Men hvad er evangeliernes fortællemåde?
Det var længe skik at læse Det Gamle Testamente ikke bare som Jesu bibel. Mange læste den også som pegende direkte frem mod Jesus. Et dansk eksempel er stiftsprovst, dr. theol. Paul Brodersens bog fra 1961 Bibelens profetiske budskab. Her ser Københavns domkirkes højt rangerende prælat det Gamle Testamentes profetier som bogstavelige varsler om et kommende gudsrige. Det Nye Testamente er for ham beretningen om den påbegyndte opfyldelse af disse profetier.
I vore dage læser de fleste Det Gamle Testamentes skrifter anderledes, som udtryk for forskellige tiders og forfatteres syn på jødefolkets historie og gudsforhold.
Spong begynder lidt på en frisk. Hvad ville evangelierne fortælle? Og hvordan vil Spong udlægge teksten i dag, efter at den i 2000 år har været udlagt som bogstavelig sandhed? Evangelierne er, siger Spong, ikke bogstaveligt sande. De er kultisk-liturgiske skrifter, som bringer budskab om betydningen af Jesu komme.
Spong kalder den anvendte fortællemåde midrashic - et ord, der er nyt for de fleste danske kirkegængere, men som benyttes igen og igen i bogen. Midrash betyder i jødisk tradition skriftudlægning. Det er den rabbinske betegnelse for vers-til-vers udlægning af skriften. Professor Geert Halbäck skriver i Gads Bibelleksikon, at det, da alle nytestamentlige skrifter refererer til det gamle testamente, med en vis ret har været foreslået at betragte hele det nye testamente som midrash. Det mener Halbäck dog er at gå for vidt.
Spong anskueliggør midrash-fortællemåden ved fra Matthæusevangeliets beretning om Jesu fødsel at anføre et eksempel. der også kan gælde i vore dage. Hvis en gruppe kirkefolk blev spurgt om, siger han, hvilket transportmiddel de vise mænd benyttede, da de bragte gaver - guld, røgelse og myrra skær - til Jesusbarnet, ville de svare: De kom på kameler, det ved enhver. Kamelerne findes godt nok ikke hos Matthæus. Hvordan blev de da plantet så sikkert i vores forestilling og på vores julekort?
Jo, siger Spong, de er et produkt af midrash-traditionen. Hos profeten Esajas om Jerusalems kommende herlighed flokkes kameler i mængde, de bærer guld og røgelse, herrens pris forkyndes, så derfor. Denne læsemåde, siger Spong, bringer os tættere på, hvordan Jesus blev forstået, da evangelierne blev til.
Om passionshistorien skriver Spong, at man jo ikke ved, hvordan forløbet var. Disciplene kunne ikke vidne derom. Det er netop en pointe, at de flygtede, da det gjaldt.

Tornekronen og jorden
Ifølge Johannesevangeliet delte de romerske soldater Jesu klæder i fire dele, en del til hver. Også kjortelen tog de. Da den ikke kunne deles, ka-stede de lod om den. Ifølge Det Gamle Testamente, Salmernes Bog »deler de mine klæder mellem sig, de kaster lod om min klædning«. Spong resumerer: »Vi ser således, hvordan salmernes bog skabte detaljerne i dramaet om korsfæstelsen. Han døde som der står skrevet«.
Da Jesu tornekroning sidste år blev vist hver aften i lang tid i tv-reklamerne for Mel Gibson-filmen, har jeg søgt efter en midrash-udlægning: Jesus var jo både offerlam og konge ( han var af Davids hus ), og han blev spottet af soldaterne, som faldt ned foran ham og råbte: »Hil dig jødekonge«. De har været nogle værre rødder, de soldater og fængselsfunktionærer, men der er jo heller ikke så langt fra Bagdad til Jerusalem. Dr. agro. Hans Arne Jensen, forfatteren til Bibelens planteverden, har skrevet om tornekronens symbolske betydning. Han henviser til Første Mosebog, hvor der – efter at Adam og Eva er drevet ud af Paradis – står, at agerjorden som straf for syndefaldet skal være forbandet for dem: »Tjørn og Tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens planter«. Tjørn og tidsel var altså menneskets straf for det onde, vi gør. Tornekronen kan tolkes som et konkret billede på, at Jesus ved sin lidelse og død bar den straf, som tilkom os for vore gerninger. Jesus blev på grund af sin rolle i det nye gudsrige under den nye pagt betegnet som den anden Adam. Ifølge Hebræerbrevet er den mark, der bærer tjørn og tidsel, intet værd – den er truet af forbandelse, og det vil ende med, at man afbrænder den.
Hvordan skal vi i vores fortælletradition anskueliggøre midrash? Måske har vi en parallel tænkemåde hos Saxo – tænk på, hvordan det i historien om Frode Fredegods regeringstid fremhæves, at landets enestående lykke i denne tid var et vidnesbyrd fra det højeste om den almægtiges komme. Frodes regeringstid lå, mente man, netop omkring tiden for Kristi fødsel og virke her på jorden. Også kejser Augustus, der bragte pax romana, vidner herom.

Adskil ikke stat og kirke
Religion kan næppe undværes, så opmuntret af Spong vil jeg slutte med det håb, at Folkekirken vil blive bevaret som formidler af det gode budskab (den gode historie ). Folkekirken bringer folkelig mulighed for eftertanke året igennem, og den giver – med Folketinget som synode, som Birthe Rønn Hornbech siger – sine ansatte betydelig frihed. Det sidste vil en privat organisation få svært ved. Her vil de dygtigste få magt, de nidkære og smarte. Ikke de sagtmodige. Så kan vi risikere at få religion at se, så det batter. Så vent en kende med at skille stat og kirke. Så holder Folkekirkens Nødhjælp også længere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her