Kronik

Auschwitz og Arendt

– den ekstreme ondskab og dens banalitet
27. januar 2005

Kronik
O´swi¸ecim, et halvt hundrede kilometer vest for Kraków i det sydlige Polen, den 27. januar 1945. I løbet af eftermiddagen indtager Den Røde Hær lejren og befrier de få fanger, der er tilbage. Resten er enten myrdet, omkommet af sult eller sendt ud på en regulær dødsmarch. Den foregående halve snes dage har SS’ere sprængt krematorier i luften og brændt papirer, der røbede lejrens funktion. Alligevel markerer dens befrielse den gryende erkendelse af, hvad der foregik i Oswiecim. Eller Auschwitz, som tyskerne kaldte udryddelseslejren, der siden er blevet symbol på den ultimative og radikale ondskab.
Auschwitz var centrum for historiens største folkedrab. Derfor er det naturligt at benytte den 27. januar til at sætte fokus på folkedrab over hele verden, sådan som det netop er intentionen med den officielle Auschwitz-dag. Man kan i den anledning minde om rædslerne i Auschwitz og de lignende gruopvækkende gerninger, som mennesker siden har begået i Gulag og Cambodja, i Srebrenica og Rwanda. Om ikke andet yder man på den måde folkemordenes ofre et minimum af respekt.
Imidlertid er der ikke noget i historien, der tyder på, at rædsler ophører, blot fordi de er rædselsvækkende.
»Tværtimod«, skriver den amerikanske filosof Hannah Arendt, »så snart en forbrydelse har vist sig for første gang, er dens gentagelse mere sandsynlig, end dens oprindelige opdukken nogen sinde kunne have været.«
Vi kan straffe gerningsmændene for forbrydelser mod menneskeheden, og vi kan oplyse om folkedrabene, men vi kan ikke fjerne deres allestedsnærværende mulighed. Ifølge Arendt er folkedrabets mulighed identisk med ondskabens banalitet. Det var den, hun måtte se i øjnene, da hun i 1961 dækkede retssagen mod Adolf Eichmann, den øverste ansvarlige for den logistiske del af ’den endelige løsning på jødeproblemet’, dvs. transporten af jøder fra Tyskland og de besatte lande til Auschwitz og de øvrige udryddelseslejre.
Arendt forventede på anklagebænken i Jerusalem at se et uhyre, men i stedet så hun en nidkær og pligtopfyldende embedsmand, der blot mente at have passet sit arbejde. Han var idealist, forklarede han, og i øvrigt havde han aldrig selv myrdet eller mishandlet nogen. Tværtimod var han slået af rædsel, da han en enkelt gang, i efteråret 1941, blev vidne til udryddelsen af jøder i et mobilt gaskammer. Det nazistiske regime mente ellers, at jødeproblemet kun kunne løses med »rücksichtsloser Härte« – hensynsløs strenghed – men som skrivebordsmorder viste Eichmann sig som et afgørende supplement til de dådsnære gerningsmænd.
Eichmann var ikke nogen Macbeth eller Richard III. Dertil havde han slet ikke karakter. Han var et ordinært menneske, der omstillingsberedt havde suspenderet sin moralske dømmekraft og villigt ladet sig instrumentalisere af et regime og en ideologi, han ikke ubetinget sympatiserede med. Som sådan inkarnerede han dén ondskabens banalitet, som Arendt efter retssagen og hans henrettelse beskrev i sin lige så udskældte som berømmede bog, Eichmann in Jerusalem. A Report on the Banality of Evil (1963).

Overlegen attitude
Banalitet! Hermed sigtede Arendt naturligvis ikke til den objektive ondskab, som den viste sig i Auschwitz, men til dens subjektive mulighedsbetingelser. I den udstrækning, Eichmann var juridisk ansvarlig for transporten af jøder til Auschwitz, hvor han vidste, hvad der ventede dem, måtte han med juridisk nødvendighed dømmes som medskyldig i Holocaust. Det var ikke Holocaust, men Eichmann, der var banal, ikke hans gerninger, men ham selv. Derfor fandt Arendt det korrekt, at retten i Jerusalem – hvor uenig hun end var i dens præmisser og motiver – kendte ham skyldig i anklagen for medvirken til folkedrab og idømte ham lovens strengeste straf.
Martin Buber, professor ved det Hebraiske Universitet i Jerusalem, var af andre grunde end Arendt kritisk over for dommen. Han mente, at det af strategiske grunde var galt at dømme Eichmann til døden. Man risikerede nemlig, at han endte som en syndebuk, der rensede andre tyskere for deres skyld. Buber havde ikke medlidenhed med Eichmann, for overhovedet kunne han kun føle medlidenhed »med dem, hvis handlinger jeg forstår«. Dertil kom, at han med hensyn til udryddelsen af jøderne »kun formelt delte en fælles menneskelighed med dem, der tog del i den«.
Tilsyneladende var det netop Bubers »overlegne attitude«, der provokerede Arendt til at formulere sin påstand om ondskabens banalitet. Denne attitude var for hende at se en luksus, som Eichmanns dommere ikke kunne tillade sig, »da loven netop forudsætter en fælles menneskelighed med dem, vi anklager og dømmer.« En psykiater, der havde undersøgt Eichmann, var ikke slet så overlegen som Buber, men havde bedre fattet det virkelig skræmmende ved Eichmann, da han erklærede ham »mere normal, end jeg er efter at have undersøgt ham.« Dette var netop det skræmmende for enhver, der som Arendt vovede at anerkende Eichmanns menneskelighed: At dén var den banale forudsætning for ondskaben.
Arendt havde tidligere hævdet eksistensen af et radikalt onde, men nu måtte hun altså revidere sin opfattelse. »I dag er jeg faktisk af den opfattelse, at det onde altid kun er ekstremt, men aldrig radikalt,« skrev hun til en af sin bogs kritikere, Gershom Scholem, der var professor ved samme universitet som Buber; »det onde har ingen dybde, ej heller nogen dæmoni. Det kan lægge hele verden øde, netop fordi det som en svamp spreder sig på overfladen.«
Scholem lod sig ikke overbevise. Han mente, at Arendt havde identificeret ondskabens banalitet med dens bureaukratisering, hvilket på én gang ville frikende Eichmann for skyld og banalisere hans forbrydelse. Eichmann var ikke banal, men en sadist, der havde nydt den ondskab, han havde magt til at udøve.
»De har igen misforstået ordet ’ondskabens banalitet’,« indvendte Arendt i sit svar. »Det handler om, at det onde er et overfladefænomen, og ikke om, at det bliver ’banaliseret’ eller gjort harmløst. Det modsatte er tilfældet. Afgørende er, at fuldkommen gennemsnitlige mennesker, der af natur hverken var onde eller gode, kunne volde så uhyggelig megen fortræd.«

Frygtindgydende nutid
Arendt blev uden tvivl misforstået af Scholem, men ikke desto mindre giver hans indvending anledning til at spørge, om hendes påstand om ondskabens radikalitet gælder for andre end bureaukrater. Vel lader skrivebordsmordere sig beskrive inden for en strukturalistisk forståelseshorisont, hvor de tager sig banale ud, men gør det samme sig vitterligt gældende for de dådsnære gerningsmænd, altså de bødler, som tog fysisk del i udryddelsen?
Dette spørgsmål besvares benægtende af Torben Jørgensen i Stiftelsen. Bødlerne fra Aktion Reinhardt (2003). Her skildrer han i al sin gru, hvordan SS i Treblinka, Sobibór og Belzec udryddede hundredetusinder af jøder, som bødlerne symptomatisk beskrev som »kargo«. Denne dehumanisering af jøderne er velkendt, men som sådan er den ikke i strid med Arendts påstand, der som nævnt ikke betegner den objektive ondskab.
Ganske som Arendt interesserer Jørgensen sig for, hvem bødlerne var, men trods sin modvilje over for hendes »urimeligt indflydelsesrige The Banality of Evil« ender han med at bekræfte ondskabens banalitet. Han redegør nemlig for »den proces, der forvandlede ordinære mænd til ekstraordinære mordere« – fra rekrutteringen til det kliniske eutanasiprogram i Tyskland til de brutale massemord i udryddelseslejrene – og konkluderer i bogens sidste sætning: »Det krævede en ekstraordinær personlig integritet at bevare sin menneskelighed i sådan en virkelighed, og det havde de færreste af disse ordinære mænd.«
Hvis man ikke uden videre sætter sin lid til, at man selv – og ens nabo – besidder en sådan ekstraordinær moralsk integritet, kommer man ikke uden om Arendts relevans.
»Problemet med Eichmann var netop, at så mange var som ham, og at de fleste hverken var perverse eller sadistiske, at de var – og stadig er – forfærdeligt og forfærdende normale.«
Tvivler man på, at det stadig forholder sig sådan, kan man læse Slavenka Drakulic’ De ville ikke gøre en flue fortræd. Krigsforbrydere for retten i Haag (2005). Her viser hun os – i tilslutning til Arendt – vor tids skrivebordsmordere og dådsnære gerningsmænd i al deres banalitet. Med andre ord er påstanden om ondskabens banalitet almengyldig, og netop derfor er Auschwitz ikke bare historie, men frygtindgydende nutid.

*Peter Tudvad er cand.mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu