Læsetid: 4 min.

At begribe det ubegribelige

Om den vedvarende lære fra Auschwitz
Debat
27. januar 2005

INTERNATIONALT
Den tysk-jødiske filosof Theodor Adornos berømte erklæring om, at – »at det er barbarisk at skrive digte efter Auschwitz« – var ikke hans sidste ord om emnet.
»Varige lidelser har lige så megen ret til at komme til udtryk som en tortureret mand, der skriger,« skrev han senere; »derfor var det forkert at sige, at man efter Auschwitz ikke længere kan skrive digte. Men det er ikke forkert at stille det mindre kulturelle spørgsmål, om man efter Auschwitz kan fortsætte med at leve videre – især for den, der tilfældigvis undslap, men egentlig burde være blevet dræbt.«
Vi kan altså skrive vores digte, lige som vi kan skrige vores skrig. Det er kun livet, som vi efter Auschwitz har mistet retten til. Adornos logik lukker os tilsyneladende inde i en frygtelig cirkularitet: Bare dette at overleve fordrer en »kulde, som er det fundamentale princip i den borgerlige subjektivitet, uden hvilken Auschwitz ikke ville have været mulig.«
Med andre ord, hvis vi er humane, dør vi, hvis vi lever, sker det på bekostning af vores menneskelighed. Men Adornos udlægning er ikke ment som straf. Det er ikke et spørgsmål om at holde overlevere ude af det, der er tilbage af det menneskelige fællesskab, men om at forestille sig, hvordan de alene i kraft af deres overlevelse vil føle, at de har afskåret sig selv fra dette fællesskab. Selv om det kan lyde både »borgerligt« og banalt er Adornos ræsonnement altså mest af alt et udtryk for medfølelse.

Det største kald
Adorno forestillede sig, hvordan de overlevende efter Auschwitz ville være plaget af mareridt om ikke at være i live, og af stadigt større uvirkelighedsfølelse over for deres nuværende eksistens. Det blev på mange måder bekræftet af de overlevendes mangeårige tavshed. Det var, som havde ordene mistet deres udsigelseskraft. Først senere i livet, når de mure, de havde bygget op for at rumme al denne tavshed pludselig brød sammen, blev de ramt af en forfærdelig og uopsættelig trang til at aflægge vidnesbyrd. Som lige så mange Ancient Mariners (The Ancient Mariner er Samuel Coleridges berømte digt om en sømand, der skyder en albatros og den forbandelse, der efterfølgende rammer hans skib og mandskab, red.) fortæller de deres historie til enhver, der vil lytte, og når de har fortalt den, må de finde en ny, de kan fortælle den til.
Det er utvivlsomt det største kald: At holde erindringen levende for at genkalde sig navnene og måske tilmed ansigterne på dem, der ikke overlevede. Og, ja, for at gardere sig imod, at historien gentager sig, selv om den stikker hovedet frem, hver eneste gang en person tildeles suveræn råderet over en anden. Men den gamle sømands gentagelsestvang er som døden midt i livet, uanset hvor nødvendigt det er for kommende generationer at lytte til hans skrækhistorier.
Med mindre vi er ufølsomme, kræver det at være moderne næsten, at vi stræber efter at sætte os ind i den virkelighed, der er de overlevendes. I sin mest harmløse form ligner bestræbelsen en medfølelsens identifikation med et medmenneske, et forsøg på at indleve sig i dettes uhyrlige kvaler. I sin mest stødende form identifikationen åndeligt morbid. Mere passende ville det med Adornos ord være at opfatte Auschwitz som en »cæsur eller et uigenkaldeligt brud i civilisationens historie«. Og efter et sådant brud vil kun en tåbe mene, at han kan leve et liv, der ikke er så forskelligt fra det, han levede før.
»Den overbevisende nøgternhed i disse billeder,« skriver Günther Grass, »skoene, brillerne, håret, ligene, udelukker enhver form for abstrakt tilgang; det vil aldrig blive muligt at forstå Auschwitz, selv hvis man omringede det med forklarende ord.« Billedserien lader skoene og brillerne tale for sig selv. Der er selvfølgelig ikke nogen ved denne dokumentariske evidens, der vil afholde revisionister og benægtere fra at pille den fra hinanden. Hvis ondskab er en gradvist mere bogstavtro måde at tænke på og repræsentererer bureaukratens endelige triumf, så repræsenterer den revisionistiske og holocaustbenægtende pseudohistorikers sindelag ondskabens fuldbyrdelse.

Ingen vil tro jer
’Revisionisten’ harmonerer perfekt med selve den begivenhed han benægter, og beviser dens fremadskridende sammenlægning af nye ondskabspåfund ved den fremadskridende sammenlægning af sine egne ondskabspåfund. Målinger og vejninger er hans redskaber, arkitektplaner og memoranda hans elementer, pedanteri hans tankegang. Vi finder ham på et tag på udkig efter det hul, som Zyklon B blev ført igennem. Vi finder ham i gaskammeret, hvor han prøver at regne det antal mennesker ud, som det kan rumme, og multiplicerer resultatet med antallet af gaskamre i antallet af lejre og med antallet af dage i løbet af en uge og uger i løbet af et år.
De revisionistiske historikeres desperate flueknepperi ville være fascinerende at studere, hvis man kunne holde sådanne personers nærvær ud. For deres flugt fra livet er den største, man kan forestille sig, og det endelige bevis på Adornos påstand om, at livet efter Auschwitz er uholdbart. De vil måle sandheden væk, opstille formildende omstændigheder, først på en centimeter, så på en meter, og bilde sig ind, at hvis de vejer det, som var, bliver det til noget, som ikke var; at de, hvis de skærer 100 her og 1.000 dér og plukker og nipper i milliontal, kan vise, at der ikke blev krummet ét hår på ét eneste hoved.
Hvor er det menneske, som med egne øjne så, eller med sine egne lunger indåndede i gaskammeret? Sådan vil de spørge. Til dem er svaret, at disse mennesker blev gasset.
»Der er ingen, som vil tro jer,« sagde nazisterne.
Det er den eneste lære af Auschwitz. At tro.

Howard Jacobson er britisk forfatter, født 1942

© Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her