Læsetid: 4 min.

Demokratiets svagheder

Valget i Irak kan vise sig at afsløre huller i vores demokratiopfattelse
28. januar 2005

Internationalt
Mange af os kan huske, da det lykkedes for sydafrikanerne i 1994, oven i købet på en opbyggelig og glædelig måde. Vi ved, hvordan det gik i Ukraine i anden omgang sidste år, vi har været vidne til, at palæstinenserne kom meget tæt på tidligere på måneden, og hvordan amerikanerne klarede det uden problemer i november efter skandalen i 2000. Afghanerne gjorde det også godt, da de mødte op i uventet stort tal i oktober, og på søndag er det så Irak – et kampberedt, voldeligt og splittet Irak – der står for tur og skal gøre sit første forsøg på at gennemføre et demokratisk valg.
Jeg tror, at flere irakere end forudset vil trodse farerne ved at stemme. En høj valgdeltagelse vil være det første positive vendepunkt siden den katastrofale amerikansk-britiske invasion i 2003. Desværre vil det også give den amerikanske og den britiske regering mulighed for at hævde, at deres projekt – at indføre demokrati i Irak – er lykkedes og undlade at nævne al den død og ødelæggelse, som deres styrkers tilstedeværelse har forårsaget. Hvad værre er, et vellykket valg kan ligefrem anspore George W. Bush til at gennemføre sin demokratiske mission andre steder i verden. Den illusion, man prøver at skabe og videreformidle, er, at hvis det under de nuværende omstændigheder kan lykkes at afholde et valg i Irak, kan stort set alle andre lande også gå samme vej mod demokrati. De skal bare acceptere, at demokrati er alle andre styreformer suverænt overlegent.

Rettigheder trues
Et relativt velgennemført valg i Irak kan dog også komme til at pege på noget helt andet, for de kommende dage og ugers begivenheder kan potentielt sætte spørgsmålstegn ved den antagelse, som den vestlige del af verden gennem mange år har fastholdt: At stemmeret til alle – én person, én stemme – er den eneste, uforanderlige måde at måle demokrati på. Det står allerede nu helt klart, at i Irak vil dette system føre til sammensætningen af en regering med et stort shiamuslimsk flertal.
Stemmeafgivelsen sker på tværs af alle etniske og religiøse skel, og dét netop i stater, hvor det religiøse og etniske tilhørsforhold står over den nationale eller partibestemte tilknytning. Det kan derfor ikke undre, at det sunnimuslimske mindretal, som dominerede det politiske liv under Saddam Hussein, truer med at boykotte valget, eller at kurderne har fremsat ønsket om et regionalt selvstyre som deres mindste krav.
Selv hvis landet ikke var i krig, ville det være umuligt for minoriteterne at vinde eller bare dele magten. Så kan man tage nok så mange forholdsregler og indføre ligeså mange tilpasninger, sikkerhedsforanstaltninger og plads til føderalismen, som man vil. Kendsgerningen er, at i et splittet land afføder systemet med én person, én stemme et politisk flertal, der fører til dominans på andre områder. En udvikling der, hvis der ikke indføres stærke og praktisk gennemførlige garantier i forfatningen, vil true alle andres rettigheder.
Det drejer sig ikke om, hvorvidt demokrati kan indføres udefra, eller i hvor høj grad, det skal komme indefra. Det drejer sig heller ikke om demokrati, der – som det ofte bliver udtrykt – er den værste regeringsform bortset fra alle de andre. Det drejer sig snarere om, hvorvidt stemmeret til alle på lang sigt afføder den ønskede repræsentation.
Det er ikke kun i ’begynderlande’ som Irak eller Afghanistan, at systemets svagheder kommer til udtryk. Også i Vesten viser problemerne sig i stadig stigende grad. Et af dem er apati. Bør en politiker, og især en leder af et land, kunne vælges med under halvdelen af de afgivne stemmer? Måske skulle det være obligatorisk at stemme, som vi kender det fra Australien. Eller også skal vi fortolke vælgernes apati som en indirekte stemmeafgivelse: En markering af, at man accepterer status quo og ikke udtryk for en personlig boykot eller desillusionering.

Stemmer undermineres
En anden diskussion er spørgsmålet om stemmeret til alle. Er det rimeligt, at man i denne mobilitetens tidsalder stadig fortolker ’én stemme til én person’ som ’én stemme til én borger’? I det 19.århundredes Storbritannien betragtede man adskillelsen af stemmeretten og den finansielle status og pligten til at betale skat som et fremskridt. Men giver denne opdeling stadig mening? Den voldsomme modstand mod Margaret Thatchers personskat i 1980’erne afspejlede, at et flertal af vælgerne mente ja, men i et andet land, hvor forskellene i indtægt er voksende, kan man forestille sig, at det velhavende mindretal begynder at protestere over, at politiske beslutninger bliver taget af dem, der stort set ikke betaler skat. For de rige bliver spørgsmålet, om retfærdighed og demokrati nu også er det samme.
Denne risiko er omhyggeligt blevet omgået i USA, hvor penge styrer det politiske liv, der desuden domineres af et hav af lobbyister og skamløst fifleri med valgkredsenes udformning. Hver borger har ganske vist en stemme, men den enkelte stemmes værdi bliver undermineret af pengenes magt over systemet og de mange ændringer af valgkredsenes grænser, som – naturligvis – gennemføres af det demokratisk valgte flertal for at sikre stedernes henholdsvis republikanske eller demokratiske flertal. Selv når valgene gennemføres problemfrit, er det vel begrænset, hvor længe et sådant system kan hævde at være verdens førende repræsentative demokrati?
Alle disse faktorer bliver nu berørt i en ophedet debat på begge sider af Atlanten. En debat der godt nok mestendels foregår uden for den partipolitiske scene. Spørgsmålet er, om demokrati kan indføres og fungere over alt i verden, som så mange af os troede. Irak kan vise sig at blive eksemplet, der peger på noget langt mere kompliceret: Vi tror, at vi ved, hvad demokrati er, men vores definition på demokratiet – stemmeret til alle – kan vise sig ikke længere at være god nok.

*The Independent og Information

*Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu