Læsetid: 4 min.

Emsige religiøse mennesker

Hvis følsomme religiøse sjæle vil lægge sag an mod alt, hvad der støder dem, går domstolene en travl tid i møde – og hvorfor skulle ateister ikke med samme ret kunne lægge sag an mod religionernes omtale af dem som fordømte og mindreværdige sjæle, der fortjener at brænde op i helvede?
3. januar 2005

INTERNATIONALT
Man skulle mene, at hvis nogen måtte føle sig krænket over Sikh-skuespillet, der skildrer et seksuelt overgreb på et helligt sted, måtte det da være katolikkerne. De må tænke ved sig selv:
»Sikke en frækhed! De har stjålet ideen fra vores religion.«
Det er sikkert derfor stykket ikke har taget pædofile overgreb med. Så kunne Vatikanet finde på at lægge sag an for brud på copyrightlovgivningen.
Noget andet, der overrasker, er alle de, som har fordømt Sikh-demonstrationerne.
For eksempel står der i en ledende artikel i Daily Telegraph, at de vrede sikher repræsenterer en »dødsensfarlig ny intolerance«, der »er en trussel mod vores måde at leve på«. Og alligevel skal der ikke mere end et julekort til, som et byrådsmedlem har sendt, hvor der står »Glædelige vinterhilsner,« før en hel masse mennesker råber op om, at det er en fornærmelse mod Jesus-barnet, at man af politisk korrekte grunde ikke længere må ønske »glædelig jul«.
Man kan kun gætte sig til, hvor tolerante de ville være, hvis et af juleafsnittene i tv-sitcom'en Vicar of Dibley endte med seksuelle udskejelser i Westminster Cathedral, hvor både Canterburys ærkebiskop og spøgelset fra Thora Hird ville være indblandet.
Selv de mere ædruelige artikler overdriver omfanget af fænomenet og taler om »at oplysningstidens idealer er trængte og truede« etc. Det er meget usandsynligt, at vi om få år henretter alle, som vil påstå, at planeterne ikke bevæger sig i perfekte cirkler, og at vi en dag vil bryde ud i jammerklage:
»Det var dengang, de tog skuespillet i Birmingham af plakaten, at det hele begyndte.«

Det begyndte så godt
Noget af det mest tragiske ved al opstandelsen er, at Sikh-religionen i sin kerne er tolerant og rationel.
Den begyndte med Guru Nanak, som åbenbart ikke brød sig om hinduismens ritualer. Han støttede kvinders rettigheder og mente, at alle religioner i Guds øjne var ligeværdige. Men så tog Nanak af sted for at tage sig en dukkert i floden og forsvandt under vandet i tre dage og kom tilbage med en masse visioner om Gud.
Hvis man var anmelder og skulle anmelde denne religionsfortælling, ville man sikkert skrive noget i retning af:
»I begyndelsen var der en masse lovende ting, men så begyndte de at lave lort i det. Presset fra producerens side blev muligvis for stort, og de blev tvunget til at få alt for mange special effects indover for at tilfredsstille folkemassernes krav om at blive underholdt. Og fra det øjeblik manuskriptforfatteren relancerer den gamle kliché om ’miraklet’, er det svært at tage handlingen alvorligt.«
Hvorfor er der ikke en religionsstifter, der vil starte en religion, hvis profet er en næringsdrivende fra det 13. århundrede, som vandrer ud i ørkenen og vender tilbage for at fortælle sit folk:
»Jeg har skuet universets inderste natur. Og jeg vil sige jer noget – jeg er skide ligeglad med, hvordan alting startede.«
I stedet beslutter hans disciple sig for at bygge et tempel og tilbringer aftenerne med at opfinde kølefryseskabet.

Ikke-religiøs protest
Det kunne være fristende for ikke-religiøse mennesker at arrangere et stort demonstrationsoptog uden for alle hellige steder. Aktionen skulle begynde med en pressemeddelelse:
»Den historie, som bliver fortalt i det teaterstykke, der opføres bag disse, mure omtaler alle, der ikke dyrker nogen guddom (tilføj selv navnet på den relevante guddom) som umoralske og nedrige eller besat af djævlen. De er derfor selv er ude om det, hvis de bliver syge eller ramt af tordenkiler og er dømt til i al evighed at leve under en ufattelig åndelig elendighed og fysisk smerte, er budskabet. Vi anbefaler, at man retter i manuskriptet på disse punkter, fordi slig omtale virker stødende på os.«
Når man betænker, at guderne har magt til både at skabe og ødelægge efter forgodtbefindende, er det svært at se, hvorfor et teaterstykke skulle udgøre en trussel. Eller tænker Gud:
»Djævlen kan nemt besejres i alle sine former, men dramaers fiktive dialog ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op med.«
Når først Guds visioner er bragt på bane, er det umuligt at føre en rationel debat. En sikh-leder fordømte stykket fordi »jeg aldrig har hørt om, at de her ting skulle være foregået i gurdwaras«. Hvad andet kan man sige til det end:
»Det er muligt, du ikke har hørt om det, men det er et teaterstykke, vi taler om.«
Jeg håber ikke, han går hen og ødsler sine penge væk på pantomimestykker, for så vil han sikkert også blive endnu mere fornærmet:
»Jeg har kendt masser af flinke gartnere, men ikke en eneste af dem har oplevet at måtte kravle ned ad en bønnestængel på flugt fra en kæmpe.«
Uanset hvad, bevæger modparten sig på gyngende grund, når der bliver forlangt, at man ikke afviger fra virkeligheden, når den religion, man åbenbart har fornærmet, er funderet på en fyrs ord om, at han kan leve under vandet.

© Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu