Læsetid: 4 min.

Fred i Mellemøsten – en illusion

Valget af Abu Mazen som palæstinensernes nye leder gør ingen forskel. Der er ikke mere håb og tillid at bygge en ny fredsaftale på
Debat
11. januar 2005

International
Man må tage hatten af for den utrættelige optimisme, som diplomater og politiske kommentatorer udviser, når de taler om den øgede chance for fred mellem israelere og palæstinensere efter valget af Abu Mazen (Mahmoud Abbas) som palæstinensernes nye leder. Deres realitetssans lader derimod meget tilbage at ønske.
Det var ikke svært at tro på freden for ti år siden. Yitzhak Rabin og Yassir Arafat, som begge havde brugt hele deres liv på at kæmpe, og som nød deres egnes fulde tillid, vidste, hvad de skulle gøre for at skabe fred, og hvis Rabin ikke var blevet myrdet af en jødisk ekstremist i 1995, ville der formentlig have ligget en endelig fredsplan klar i 1996. (Det troede Rabins morder i hvert fald på – det var derfor, han slog Rabin ihjel).

Den zionistiske fjende
Der var også stadig en vis form for håb for den israelsk-palæstinensiske fredsaftale for fem år siden, selv om udsigterne havde været mere dystre siden 1999. Den israelske ministerpræsident Ehud Barak kunne ikke mønstre den samme uforbeholdne tillid til sin person som Yitzhak Rabin, og Arafats indflydelse blandt palæstinenserne var blevet stærkt undermineret af militante, ofte islamiske, grupper, som blankt afviste at indgå et kompromis med Israel. Alligevel var der, bortset fra en række palæstinensiske bombeattentater under det israelske valg i 1996, næsten stilstand i myrderierne på begge sider.
Men nu? Næsten 4.000 palæstinensere er blevet dræbt, siden ’den anden intifada’ blev indledt i september 2000. Knapt 1.000 israelere har mistet livet. Ministerpræsident Ariel Sharon, som bærer en stor del af ansvaret for, at volden overhovedet blev udløst, har i de seneste fire år undgået enhver form for forhandling med palæstinenserne under påskud af, at Arafat ikke var en værdig forhandlingspartner. Arafats død ændrer dog ikke noget: Palæstinenserne er så vrede og fortvivlede, at selv Abu Mazen, der ellers går for at være den klassiske grå ’jakkesættype’, ender med at lade bevæbnede mænd bære sig på deres skuldre og taler om den »den zionistiske fjende«.
Det vækker vrede og bekymring hos israelerne, når Mazen bruger den slags vendinger, men han er nødt til det. Ellers ville hans eget folk ikke have stemt på ham. Mange palæstinensere er så udmattede af de seneste års konstante vold, at de ville byde en våbenhvile velkommen, men det palæstinensiske gadeparlament tror ikke længere seriøst på muligheden for fred – og det gør israelerne heller ikke.

Brug for håb og tillid
Myten om, at Israel under fredsforhandlingerne i Camp David i 2000 tilbød Arafat en aftale, som kun en gal mand ville afvise, og at Arafat afviste den og valgte terroristiske midler, fordi han aldrig for alvor ønskede en fredelig løsning, bliver i dag kritikløst godtaget af næsten alle israelere. Historien er blevet korrigeret af folk, der rent faktisk var til stede på Camp David (blandt andre amerikanske observatører), men det vejer ikke så tungt som den kendsgerning, at de fleste israelere tror på den og i øvrigt på nuværende tidspunkt har udvidet karakteristikken af Arafat til at gælde alle palæstinensere.
Folk har brug for en meget stor portion håb og tillid for at kunne acceptere at yde smertefulde ofre for fredens skyld. For israelernes vedkommende indebærer de ofre, at de opgiver de besatte områder og den (illusoriske) sikkerhed, de giver. For palæstinensernes vedkommende at give afkald på deres »ret til at vende hjem« til de tabte områder inden for Israels grænser. Her 11 år efter Oslo-aftalen har ingen af parterne ret meget håb eller tillid tilbage, og derfor vinder høgene og ekstremisterne på begge sider de fleste diskussioner.
Hvorfor orker lederne overhovedet at give det indtryk af, at de arbejder på at få en endelig fredsaftale på plads? Den til enhver tid siddende israelske regering bliver af den politiske virkelighed i USA, landets vigtigste allierede, tvunget til altid at tale om fred, selv om den ikke selv et sekund tror på, at freden er mulig. De palæstinensiske ledere er under trussel fra den amerikanske fjendtlighed og den israelske militære overmagt tvunget til også at holde gode miner til slet spil. Som Abu Mazen udtrykte det i sidste uge: »Modstandskampen er palæstinensernes ret, men magtbalancen er skæv, så vi er nødt til at gribe til fredelige midler, fordi de er mere nyttige for os.«

Den endelige sejr
Under overfladen er langt mere grumme spekulationer i gang. Mange palæstinensere, som er overbeviste om, at amerikanernes eventyr i Irak går helt galt, og at fiaskoen vil udløse et kollaps i den vestlige indflydelse i området og en voldsom vækst i den arabiske nationalisme, er begyndt at drømme om, at den endelige sejr over Israel er inden for rækkevidde. Det er ren dårskab, for Israels depot af atomvåben betyder, at landet ville ødelægge hele Mellemøsten, før det selv gik til, men desperate mennesker har desperate drømme.
I Israel tror mange mennesker igen på, at palæstinenserne kan bankes på plads, holdes inde i små provinser og holdes i skak, uden at Israel behøver at afgive landområder eller give palæstinenserne en selvstændig stat.
Det ville sikkert også godt kunne lade sig gøre i en fire-fem år: En evakuering af de få tusinde israelske bosættere på Gaza-striben ville lette det diplomatiske krav om en nedrivning af de langt større bosættelser på Vestbredden, ’sikkerhedshegnet’ holder rent faktisk de fleste bombemænd ude, og palæstinenserne står alene i deres kamp.
Efter valget af Abu Mazen som ny palæstinensisk leder vil der blive snakket meget om muligheden for fred, og der vil måske oven i købet blive gennemført ’fredsforhandlinger’ i et forsøg på at holde de magtfulde udenforstående kræfter i ro, men der kommer ikke nogen fredsaftale. På et eller andet tidspunkt i fremtiden vil der muligvis opstå en chance for at opnå en aftale i stil med den, der blev en realitet i starten af 90’erne, men lige nu er løbet kørt. Resten er bare tom snak.

*Gwynne Dyer er britisk freelancejournalist

*Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her