Læsetid: 2 min.

Man gør naturen fortræd

Debat
27. januar 2005

STRUKTURREFORM
Det lyder jo overbevisende, når miljøminister Connie Hedegaard den 18. jan. i Information lover, at landsdækkende regler og EU-forordninger sammen med en stram styring og kvalitetskontrol fra ministeriet nok skal garantere en stærk miljøforvaltning også fremover. Men miljøet og naturen er et af taberområderne i reformen, og det har efterhånden mange borgere, de uvildige eksperter i Strukturkommissionen, Jyllands-Posten, Danmarks Naturfredningsforening, en stor del af landets borgmestre og amter gjort rede for.
Danmark har i dag en velfungerende miljøforvaltning, fordi der samarbejdes på tværs af regionale grænser i et overskueligt antal enheder.

Fire uoverskuelige
Nu fordeles opgaverne på 100 kommuner samtidig med, at opgaver, der har fordel af at hænge sammen, splittes op mellem flere myndigheder. Regeringens argument for at overføre miljøopgaverne til kommunerne, er at vi skal have en enstrenget miljøforvaltning, tæt på borgeren. Sandheden bag virkeliggørelsen af disse mål er en opsplitning af miljøforvaltningen i fire forvaltningsniveauer! Mange kommuner i størrelsen 50-60.000 indbyggere må udlicitere miljøopgaverne eller oprette kommunale centre, da de ikke vil kunne mønstre mandskabet selv. Opgaverne med forurenede grunde og råstoffer skal regionerne fortsat tage sig af, mens planlægning, overvågning og kontrol overgår til staten.
De større kommuner vil givetvis udbygge miljøforvaltningen inden for egne døre. Altså i hvert fald fire niveauer. Ikke just en forenklet enstrenget og gennemsigtig model. Ressource-økonomisk kan man heller ikke kalde det. Tæt på borgeren? Tja, borgeren vil måske finde sin sagsbehandler lidt tættere på, målt i kørte kilometer, men bliver det Hedegaards model, vil vedkommende ikke få en fleksibel behandling af sin sag. Sagsbehandlingen vil nemlig skulle følge en detaljeret vejledning, der sikrer, at alle behandles ens.
Det er en illusion at tro, at den faglighed, som kommunerne vil komme til at mangle, kan kompenseres af vejledninger, kontrol og kvalitetesstyringssystemer udarbejdet fra centralt hold. Dertil er miljøforvaltning for komplekst og de bureaukratiske faldgruber for store.
Kan Miljøministeriet overhovedet løfte en så stor opgave oven på de mange fyringer, der er foretaget de seneste tre år.
Nuvel, ca. 500 af amternes medarbejdere skal overflyttes til staten, men kan det andet end erstatte en mindre del af de fyrede?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her