Læsetid: 4 min.

Hvorfor er religion så sejlivet?

Og hvorfor er ateisme aldrig blevet en massebevægelse?
Debat
25. januar 2005

INTERNATIONALT
For os ateister er det en sær tid, vi lever i. Læser man det 19. og 20 århundredes store anti-teistiske forfattere – Feuerbach, Marx eller Freud – burde de stadige fremskridt i menneskelig viden have reduceret Jesus og den jødisk-kristne Gud til et falmende minde. Samtidig burde menneskeheden være slået ind på en fornuftens og oplysningens post-religiøse æra.
I stedet blusser kristendommen og de øvrige verdensreligioner op på ny. USA, hvor meningsmålinger viser, at flere nu tror på kreationisme end evolutionslære, gennemlever i disse år en veritabel vækkelse. En ofte uforsonlig islam dominerer stadig den arabiske verden, og jødiske fundamentalister opfører hver dag nye huse på stjålent palæstinensisk territorium, fordi de er overbevist om, at Gud gav dem retten til denne jord.
Hvorfor har ateismen slået fejl som massebevægelse? Det har Alister McGrath, forfatter til den netop udkomne bog The Twilight of Atheism: The Rise and Fall of Disbelief in the Modern World, et bud på.
For McGrath er oplysningens aktive, lidenskabelige felttog mod religionen et overstået stadium. Oplysningen har sejret i den forstand, at organiseret religion er uopretteligt svækket. I stedet er tro i vidt omfang blevet personlig og så at sige overladt til det individuelle ’forbrugsvalg’. I vesteuropæisk sammenhæng har befolkningens tiltagende indifferens over for religion ført til, at såvel kristendom som ateisme har mistet deres appel.

Religion dræber
McGrath har ret i, at Vatikanet ikke længere besidder tyrannisk magt. Endnu findes der teokratier, der påtvinger borgerne den rette tro – Iran f.eks. – men de er få og vaklende. Alligevel turde det være indlysende, at religiøse ideer i dag har livskraft nok til at forårsage utallige ofre og lidelser.
Tusinder af mennesker vil i år dø som et direkte resultat af andre menneskers tro. Ud fra den arkaiske tro på, at »en sjæl« fødes i det øjeblik, hvor sæd befrugter et æg, har evangeliske kristne presset USA til at indstille finansiel støtte til abortprogrammer og svangerskabsforebyggelse i udviklingslande. Resultatet er, at FN’s befolkningsfond har været nødt til at lukke svangerskabsklinikker for nogle af klodens fattigste kvinder, som dermed i mange tilfælde har lidt døden i barselsseng. Ifølge hjælpeorganisationer, der arbejder i den tredje verden, koster denne religiøst motiverede politik hvert år 10.000 kvinder og børn livet.
Så er der naturligvis den religiøse bevægelse, hvis fundamentalistiske vanvid vi alle frygter: al-Qaeda. Jeg er aldrig blevet overbevist af argumentet, om at disse militante ikke er ’sande muslimer’. At kun de færreste muslimer deler al-Qaedas tolkning af Koranen, og at de fleste føler afsky ved drab på civile er ganske vist åbenlyst. Men som alle religiøse tekster er Koranen et usammenhængende og selvmodsigende værk af mennesker.
Det er fristende at sige, at ekstremister fra Osama til det amerikanske bibelbæltes antiabortprædikanter ’forvrænger’ og ’perverterer’ deres religion. Men alt for ofte følger de blot en bogstavelig udlægning af nogle af de mest modbydelige passager i deres religiøse tekster.
Tror nogen, at konflikten mellem Israel og palæstinenserne ville være så vanskelig at løse, hvis Hamas, bosætterne og alle de øvrige var ateister? Religionens forbandelse har gjort en strid om jord til en hellig krig. Dette mønster ser vi gentaget i mange andre konfliktzoner. Derfor køber jeg ikke McGraths tese, om at vi ikke længere behøver oplysningens aktive, lidenskabelige felttog mod religionen. Grunden til, at ateismen har slået fejl, må søges andetsteds.
Richard Dawkins, en prominent ateistisk videnskabsmand, har fremført den tese, at den religiøse tros sejlivede vedholdenhed kan skyldes, at religion i det meste af vores artshistorie har givet evolutionære fordele. Religiøse mennesker var bedre i stand til at håndtere stress og frygt end ikke-religiøse og formåede bedre at knytte sociale bånd end ikke-religiøse. Jeg holder meget af ironien i denne teori: Det er evolutionen, som overhovedet muliggør, at religiøse illusioner som kreationismen kan eksistere.
Jeg er ikke kvalificeret til at bedømme, om disse videnskabelige bud på en forklaring holder. Måske er svaret mere enkelt og mere deprimerende. Måske er sagen den, at ateisme er for kold og hård at leve med.
Det er ikke let at acceptere, at vi er tilfældigt opståede væsener, der er dømt til at søge efter en mening med alting, skønt ingen mening er givet. Livet er lettere at holde ud, hvis vi abonnerer på den trøsterige illusion, at der findes en urkilde til mening et eller andet sted derude.
Måske var Feuerbach, Marx og Freud naive, når de troede, at mennesker ville foretrække kolde ateistiske sandheder frem for varme religiøse myter. Simone de Beauvoir beskrev engang oplevelsen af sit trostab, som »verden, der blev tavs«. Jeg lever fint med tavsheden. De evner de fleste mennesker øjensynligt ikke.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her