Læsetid: 3 min.

Inderne kommer

Debat
31. januar 2005

Globalt
En brist i den borgerlige valgagitation er den noget sognerådsagtige fokus på Dankort-gebyrer i stedet for at spørge sig, hvad danskerne skal leve af om 5-10 år.
Danske erhvervsfolk, jeg har talt med under en nylig Indiensrejse, taler om et paradigmeskifte, hvor outsourcingen af arbejdspladser kan løbe løbsk – med drastisk arbejdsløshed og reallønsnedgang til følge.
De ydre tegn på en ændring i magtbalancen ses ikke blot af den nødhjælp, som Indien har frabedt sig efter flodbølgen. Konsekvensen af de store profitter den indiske IT-sektor har hentet de seneste fem år, er således etableringen af datterselskaber i blandt andet Danmark.
Hvor kun en tredjedel af vore IT-folk har en relevant videregående uddannelse, er det mere reglen end undtagelsen med en bachelorgrad hos de dygtige indiske IT-folk.
Da jeg for ti år siden besøgte en række IT-firmaer i Indien, var forventningerne store. Folk var utroligt imødekomne, og der var ikke langt til hastigt improviserede middagsselskaber hos forhåbningsfulde direktører med ambitioner om at spise kirsebær med de store på IT-verdensmarkedet.
Under mit nylige besøg i samme ærinde her ti år efter var det vanskeligt at få foretræde. Firmaet, der har overtaget billetafregningen efter fyrede SAS-medarbejdere, ønskede ikke at få besøg.
Hos den engang så danskejede koncern Larsen & Toubro meddelte en pressesekretær mig: »Hvis du tror, du kan komme her og sælge en annonce til Berlingske Nyhedsmagasin, kan du godt tro om!« Herudover blev jeg hånet for mit turisthotel: »Vi er vant til, at de mennesker, som kommer og besøger os, bor på Hilton eller Taj Mahal!«
Hvor Indien for ti år siden økonomisk var et land med tømmermænd efter briternes udbytning og Gandhi-Nehru-dynastiets planøkonomi, er optimismen og selvtilliden i dag så stejlt stigende, at mange vil blive tvunget til at revurdere deres opfattelse af verdens største demokrati.
Udover nødhjælpen har Indien frabedt sig dansk ulandsbistand, og hvis vi tror, at vi med hensyn til den danske handelsbalance og eksport vil få fordele af vores mangeårige indsats for at støtte den fattige befolkning i landdistrikterne, så kan vi muligvis tro om igen. Fordi den danske indsats har været knyttet til de lavere kaster, for ikke at sige de kasteløse, har den også implicit demonstreret europæisk overlegenhed over for det oldindiske kastevæsen. En holdningsfejl.

Klasser opretholdes
’Grunden til at vi holder os til amerikanerne er,« forklarede en indisk direktør for et dansk selskab mig, »at amerikanerne har den samme forståelse for klassesamfundets nødvendighed. Du har fattige liggende på gaderne i New York akkurat som i Mumbai. Og alligevel er USA førende! Det vil vi bestemt også blive. Ifølge en prognose fra Goldman Sachs vil såvel den indiske som den kinesiske økonomi i 2050 have overgået USA og EU.«
At det rigide kastevæsen til stadighed skaber problemer viser avisreportagerne fra de flodbølge-hærgede områder i Tamil Nadu. Selv i de interimistiske teltbyer har medlemmer af de højere kaster formået at lave hieraki og i nogle tilfælde forbudt kasteløse adgang – i mildere tilfælde adgang til toiletterne. Hvilket igen har skabt problemer, når de mange døde skulle begraves eller brændes. Det er traditionelt de kasteløse, man har jaget på porten, som udfører den slags rakkerjobs.
Det voldsomt fascinerende farverige storbymonster, som er Mumbai, minder mig om Johannes V. Jensens 100 år gamle skildringer af New York og Chicago; huse høje som klinter, trafikkens larm løber sammen i en dyb kværnende tone.
Den danske valgkamps nærsynede fokus på Dankortgebyrer, ventelister og nydanskere får mig til at frygte for fremtiden. Ikke indernes fremtid. Her kan det kun blive bedre. Men danskernes fremtid med en illusorisk opfattelse af lederskab. Os der lærer de andre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her