Kronik

Intolerance

Det kulturradikale frisind har tilsyneladende sejret – derfor dukkede højrebølgen op. Den burde være korrigerende snarere end hævnende, og omvendt burde intelligentsiaen lære af ’højrebølgen’
Debat
15. januar 2005

Kronik
Tolerancen er en af liberalismens og det moderne samfunds dyder. Det er tankevækkende, at den liberale Fogh Rasmussen forkaster tolerancen og vil erstatte den med frisind. Det undrede Informations David Rehling, som i sensommeren (Information den 13. august 2004) kritiserede statsministerens polemik mod lalleglad tolerance. Som Rehling påviste, betyder at tolerere bogstaveligt at tåle, dvs. acceptere eksistensen af opfattelser, man er uenig i. Og frisind er mere vidtgående: man ikke blot tåler ’udskejelserne’, men deltager måske begejstret i dem. Endelig påpegede Rehling drillende, at frisind netop var Brandes’ og de kulturradikales boldgade. Bertel Haarder forsvarede statsministeren og påpegede, at Holger Kjær havde redegjort for den rette betydning af henholdsvis tolerance og frisind. Jeg vil genoptage diskussionen om tolerance ved at inddrage en af guruerne for ’højskole-venstre’, Holger Kjær.
Holger Kjær, højskolelærer på Askov, diskuterer begreberne i en bog fra 1961, Tolerance eller frisind? Tolerancen indkredses ved hjælp af et værk fra 1593 af den gamle statsteoretiker Jean Bodin og et værk fra 1762 af filosoffen Rousseau. Kjær definerer på dette grundlag tolerance som en naiv tro på, at lammet og løven kan græsse sammen i fred og fordragelighed. Over for dette sætter Kjær frisindet, som han tolker ud fra Luther og Grundtvig. Luther hævder, at det kun er den enkelte, der kan afgøre, hvad der er den rette tro. Derfor bør stat og kirke være adskilt. Ifølge Kjær tolker Grundtvig tolerancen som en tro på, at mennesker bag alle forskelligheder er ens. Frisindet derimod accepterer menneskers forskellighed og uenighed, hvorfor folk skal have ret til forskellighed, ret til at kæmpe for deres tro og synspunkter, men tilstå modstanderen samme ret. Først og fremmest skal staten ikke blande sig, men sikre troens frihed. Holger Kjær har en god pointe, når han tillægger toleranceforkæmperne den tro, at folk bag alle forskelle og fordomme er ens. Derfor bliver toleranceforkæmperne let intolerante og ensrettende. Men han har et problem. Bodin og Rousseau er ikke tolerancens kirkefædre. Det er John Locke og Voltaire. Ligeledes ville vi andre forbinde frisind med Brandes og de kulturradikale snarere end med Luther og Grundtvig.

Liberalismens pioner
John Locke er liberalismens skaber og rettighedernes og tolerancens klassiker. Han skrev Et essay om tolerance 1667 og Et brev om tolerance 1686. Han går ind for, at ingen, heller ikke staten, kan fortælle andre, hvad der er den rette tro. Derfor skal staten blande sig uden om og kun skride ind, hvis nogen i religionens navn begår kriminelle handlinger. Dog accepterer han ikke katolikker og ateister. Katolikkerne er upålidelige på grund af deres loyalitet mod paven. Ateisterne kan man ikke stole på, da de ikke tror på Gud. Locke er liberalismens pioner. Det er interessant, at han viderefører tanker, som Luther havde formuleret 150 år tidligere. Desuden har Locke det synspunkt, at det der skader staten eller andre mennesker, ikke skal være tilladt.
Voltaire var oplysningsfilosof og tolerancens berømteste forkæmper. Han skrev Traktat om tolerancen 1763. Locke var hans store forbillede. Voltaire begrunder tolerancen med den erkendelse, at vi alle er fejlbarlige og sårbare mennesker og derfor bør være tålsomme over for hinanden. Han kæmpede for frihed og tolerance. Hans kamp var mest rettet mod den katolske kirke. Men han ville ikke udrydde religionen, som han delvist anså for en nødvendighed. Voltaire kæmpede for at få katolikker og protestanter til at tåle hinanden. Derfor bekæmpede han fanatisme og overtro, som stod i vejen for tolerancen. Voltaire troede ikke på noget ideelt fremtidssamfund, men kæmpede for en mindre morderisk verden.
Voltaires tolerance var ikke tolerance i den bløde gængse betydning, hvor tolerance betyder åbenhed, forståelse. Voltaires tolerance var bogstavelig tolerance: Vi bør tåle hinandens meninger og tro. Voltaire brugte stærke ord og barske metoder, hvorfor hans modstandere betegnede ham som intolerant. Han var toleranceforkæmper, men ikke udpræget tolerant.
Europa er – modsat den gængse opfattelse – ikke tolerancens paradis. Tværtimod var de kristnes intolerance baggrunden for, at det i 16-1700-tallet blev nødvendigt at opfinde ’tolerancen’. Europa er intolerancens verdensdel snarere end tolerancens. Tolerance bliver først relevant, når man har religioner eller ideologier, der tror at have patent på sandheden og derfor må udbrede den til alle. Eller når man føler sig truet af vranglære eller kætteri. Det gjaldt katolikker og protestanter på Voltaires tid. Det gælder kommunismen, islam og neoliberalismen i nutiden. I den situation bliver tolerancen i bogstavelig forstand relevant: at tåle. En uudtalt tolerance findes i mange andre samfund, hvor flere religioner og kulturer lever fredeligt sammen. Disse samfund har ikke brug for en erklæret tolerance, da de end ikke tænker på at udbrede deres ’sandhed’ til andre.

Et korstog i tolerance
Den senere udvikling udvidede den liberale tolerance til et korstog. Lad os nævne Georg Brandes i 1870’erne, de kulturradikale i 1930’erne og ungdomsoprøret i 1960’erne. Hvor Locke og Voltaire nøjedes med at bekæmpe religionskrig og forfølgelse, gik de nyere korstog langt videre. De ville skabe det gode samfund. Brandes og de kulturradikale førte kulturkamp i frisindets navn og ville fjerne alt, der begrænsede individets frihed. Brandes ville afskaffe religion, borgerlig moral og familie. Ungdomsoprøret ville afskaffe autoriteten.
Men langt fra alle blev overbevist. Det såkaldt tavse flertal var modstandere af Brandes, kulturradikalisme og ungdomsoprør. ’Højredrejningen’ efter 1980 viste overraskende, at de intellektuelles sejr var en delvis illusion. Jeg tænker især på Reagan, Bush junior og Fogh Rasmussen. Højredrejningen kan ses som det tavse flertals berettigede oprør mod det, de oplevede som overgreb mod deres tro og moral. Mange ønsker at bevare deres religion og familie og synes, at de intellektuelles korstog er moral- og samfundsopløsende. De amerikanske konservative betragter ungdomsoprøret og liberalismen som samfundsopløsende. De kalder samfundsopløsningen ’det permissive samfund’, det samfund, hvor alt er tilladt. Også mange muslimer frygter opløsning af deres religion og kultur.

Tolerancen overhalet
Konservative tager udgangspunkt i den moderation og det forbehold, som Locke og Voltaire var i besiddelse af. Den nutidige filosof Michael Walzer hævder i bogen On Toleration, at det er godt at tolerere forskellighed, men dumt at tolerere samfundsopløsning. Det betyder, at ændringer, man kan tolerere ud fra liberale kriterier, ikke bør tolereres, hvis de ødelægger samfundets sammenholdskraft. Men denne erkendelse er konservativ eller kommunitaristisk (Walzer) – ikke liberal.
Michael Walzer beklager, at tolerancen ser ud til at være forældet. Jeg ville sige, den er overhalet af tre nyere udviklinger. Menneskerettighederne fik stigende betydning fra sidst i 1980’erne. Samtidigt kom anerkendelsens politik, det krav om anerkendelse, som mindretal er begyndt at stille i menneskerettighedernes navn. Ingen vil i dag finde sig i at blive tålt. Mindretallene vil anerkendes som fuldt ud ligeværdige og ligeberettigede. Det overordnede i denne post-tolerance er en retliggørelse af samfundet. Lovskabelse er i stigende udstrækning noget, der overtages af juristerne og deres tolkninger af forfatning og menneskerettigheder. Retliggørelse betegner overflytning af magt fra politikere til jurister. Dette undergraver politik og demokrati. Retliggørelse betyder, at man gennemtvinger øget ’tolerance’ – uden forhandling og politik. Resultatet er øget intolerance.
I dag befinder vi os i en paradoksal situation. Det kulturradikale frisind har tilsyneladende sejret – med samfundsopløsende konsekvenser. Derfor dukkede højrebølgen op. Højrebølgen burde være korrigerende snarere end hævnende. Omvendt burde intelligentsiaen lære af ’højrebølgen’. Nu har vi retliggørelse på den ene side og magtpolitik på den anden. Resultatet er en forrygende intolerance.
Vi har brug for at genopfinde tolerancen, den tolerance, statsministeren latterliggør, tolerance i gængs forstand. Den bogstavelige tolerance (at tåle), som statsministeren kalder frisind, er overhalet af udviklingen. Mest har vi brug for politikkens genindførelse. Politikkens forhandlinger og kompromisser må træde i stedet for retliggørelsens formalisme og moraliserende udskældning.

*Jean Fischer er kultursociolog og medlem af redaktionen for tidsskriftet SALT, hvis nr. 6 har tema om tolerance

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her