Kronik

Iscenesat som sig selv

For 12. gang har nogle af Danmarks bedste komikere netop samlet ind til UNICEF med showet ’Talegaver til børn’. Både i Århus og København var der fulde huse, og endnu en gang blev det bevist at stand-up nok er den største underholdningsform lige nu. Måske fordi stand-up komikeren på en gang er ligesom os og samtidig overhovedet ikke
Debat
8. januar 2005

KRONIK
I 10-års jubilæet for Talegaver til Børn fortæller Michael Wulff meget kort hvad stand-up comedy egentlig handler om. I starten af sine seks minutter på scenen fortæller han at »mit show handler om at jeg står heroppe og så fortæller jeg lidt om mit liv,« men kigger man nærmere efter er det naturligvis ikke tilfældet. Snarere er der tale om at han spiller rollen som sig selv og på den måde konstant fluktuerer mellem to positioner: Den ene er som »en blandt publikum« og den anden er »mere end publikum.« Det er den skiften der gør, at vi griner af komikeren, men også at han (for det er som regel mænd) har en unik mulighed for at påvirke den måde vi ser på verden på. Men at komikeren ikke bare er sig selv kan være svært at se. Hvis man kigger alene på udseendet ligner de fleste komikere det man på engelsk ville kalde »your average Joe«. De er helt normale mennesker og kunne for så vidt lige så godt sidde blandt publikum. Det betyder ikke at komikerens udseende er uden betydning, langt fra, men blot at der ikke i komikerens påklædning er noget, som adskiller ham fra en helt almindelig person. Også emnevalget og måden det serveres på tjener til at underbygge ideen om at komikeren er en helt almindelig fyr, som dog måske oplever nogle ikke så almindelige ting. Meget stand-up tager udgangspunkt i parforhold, forskellen mellem mænd og kvinder, populærkultur og ikke mindst alle de småting, vi kender fra hverdagen. Og det almindelige kommer også til udtryk i måden, komikeren fortæller sine jokes på. Næsten alt handler om noget, han selv har oplevet (det er sjældent en andens kæreste det handler om) og en typisk indgangsreplik kan være noget med »Jeg synes…«, »Så her den anden dag…« eller »Kender I det…« underforstået: ligesom jeg gør. Men selv om komikeren ligner en fra publikum, er der ingen tvivl om at det er lige præcis, hvad han ikke er. Alene situationen, at vi som tilskuere kigger på én der skal underholde os, understreger det ulige forhold mellem os. Komikeren er ganske vist en »average Joe«, men han er samtidig en, der så at sige taler på hele salens vegne. Det ses tydeligst når en såkaldt heckler forsøger at blande sig i showet med mere eller mindre vittige tilråb. Her har komikeren som regel overtaget. Dels fordi det er ham vi som udgangspunkt er kommet for at høre, men også fordi han altid kan tale højere end heckleren.

Komikeren har overtaget
Det leder os videre til mikrofonen, der er interessant af flere årsager. Ud over den sikrer at vi alle kan høre komikeren, gør mikrofonen nemlig, at han kan overdøve alle andre. Næsten uanset hvor larmende en tilskuer er, kan komikeren larme mere og sikre overtaget. Det er som antydet noget, der potentielt set kan forstærke afstanden mellem tilskuer og komiker, altså noget som understreger at han slet ikke er en af os alligevel. Men samtidig gør komikerens forstærkede stemme at han har muligheden for i høj grad at tale med normal stemmeføring – det kan faktisk lyde som om komikeren sidder lige ved siden af hvert enkelt publikum og næsten nærmest samtaler med dem. Altså en effekt, der trækker i præcist den modsatte retning i forhold til førnævnte brug af mikrofonen. Også selve det lokale vi ser stand-up i, tjener til på en gang at forene og adskille komikeren og hans publikum. Lyset er på komikeren og dæmpes i resten af salen for på traditionel vis at opdele scene og sal, mens opstillingen af borde og stole gør præcist det modsatte. Dette gælder naturligvis ikke for al stand-up, men for eksempel på Comedy Zoo i København og det amerikanske Comedy Central har man en opstilling med caféborde. Vi sidder så at sige bare på en café og taler med komikeren, der – hvis han bruger mikrofonen rigtigt – sidder lige ved siden af os.Men det er ikke kun i den måde han optræder på, man ser komikerens dobbeltrolle som en af os og noget ganske særligt, mange af hans jokes er sjove af netop den grund. En af forudsætningerne for om vi griner af noget, er det, man i humorforskningen kalder inkongruens og resolution – altså at komikeren præsenterer en form for uoverensstemmelse og ikke mindst at han, gerne indirekte, præsenterer en overraskende løsning. I komikersprog taler man om bait and switch-jokes eller decoys, altså, at man leder publikum i en bestemt retning og så pludselig skifter til noget overraskende (inkongruens) som alligevel passer ind (resolution) Et eksempel er når Sebastian Dorset taler om sin kæreste:
»Min kæreste er utroligt sød. Hun er bange for jeg fryser om næsen. Det er ikke noget hun siger, men jeg vågnede en dag ved hun pressede en pude ned over mit ansigt.«

Iscenesat som en af os
Vi tænker altså i en retning, men pludselig afslører komikeren at det hele kan forstås på en anden måde. Selv om det i det konkrete tilfælde måske ikke er tale om en ny erkendelse der ryster vores verden i sin grundvold, så viser den, at komikeren præsenterer os for nye sammenhænge – nye måder at se verden på. Og derved både trækker han på og cementerer sin position som noget særligt i forhold til publikum. Men samtidig er det altafgørende for mange jokes at komikeren er en del af det fællesskab, han kommunikerer med. Når han for eksempel langer ud efter Linie 3, Mogens Camre eller en højtråbende person blandt publikum, så er en af de afgørende faktorer bag vores latter, at vi deler antipatien. Det er altså ikke nok at komikeren kan skrue en god joke sammen om Linie 3 (selv om det hjælper). For hvis ikke vi er enige om – os og komikeren – at hade dem, så er der ingen, der griner. Det ses tydeligt, hvis komikerens nedsabling af en heckler ikke står mål med vedkommendes forseelse. Hvis publikum ikke føler det er fortjent, hvis komikeren ikke så at sige italesætter salens holdning og følelser, så bringer han sin egen position i fare og så er der ingen, der griner. Det særlige ved komikeren er altså at han indtager begge positioner – han er både en af os og en repræsentant for os. Ved at tage rollen som sig selv – ved at iscenesætte sig som en af os – bliver han altså i stand til at trække på vores holdninger og vores fælleskulturelle værdier. Men han nøjes ikke med at referere dem, men ser nye sammenhænge og italesætter holdninger vi måske ikke var klar over vi delte – følelsen af at »det er rigtigt!« er vel noget, vi alle har haft, når vi hører en god joke. Og endelig formår komikeren i høj grad at afvæbne emner som ellers er tabu ved at få os til at grine af dem. Både mere trivielle ting som nogle af de dumheder, vi alle begår i hverdagen, men også alvorlige emner som pædofili og incest kan gennem komikerens jokes kommer ud i det åbne og gøres mindre farlige; for når det kommer til stykket er det svært for alvor at frygte noget man kan grine af. Alt dette er kun muligt fordi komikeren er så meget en af os som han er, men samtidig så åbenlyst spiller en rolle – rollen som sig selv. Netop fordi han er fiktion kan vi grine af ham i stedet for at ynke eller væmmes ved ham. Komikeren har altså ikke bare en dobbeltrolle som en af og repræsentant for publikum, han har også en dobbeltrolle som sig selv og noget iscenesat. Og gennem denne dobbelte dobbelthed har han altså mulighed for at være fortolker og formidler af ny indsigt i forhold til netop det kultur- og diskursfællesskab der er mellem ham selv og tilskuerne. Om det rent faktisk sker, om stand-up komikeren blot bekræfter og ikke udfordrer de værdier og fordomme som danner grundlaget for hans fællesskab med publikum, er et åbent spørgsmål. Men formen i sig selv er bestemt ikke reaktionær. Tværtimod giver den komikeren rig mulighed for påvirke og transformere det som er selve grundlaget for hans succes, nemlig de fællesskab og de værdier, han deler med tilskuerne.

Mads L. Brynnum er stud. mag. i Teatervidenskab, skribent for Chili magazine, radiovært på Universitetsradioen og i gang med sit tredje år som stand-up komiker

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her