Kirkestrid
Der var engang, hvor folkekirken var et udmærket bolværk mod religion. Det var dengang, hvor den typiske folkekirkepræst var en tilbagetrukket figur i det offentlige liv og nøjedes med at prædiker inden for kirkens fire vægge. Sådan er det ikke længere.
Forleden gik endnu en flok præster amok. Den 7. januar udtaler en række af statens klerikale tjenere sig således åbenhjertigt til Information om, hvordan kirken kan tøjle kapitalismen, alt sammen akkompagneret af Informations frelste bagsideleder. Kun én præst, nemlig Jesper Langballe, siger i artiklen fra over for sine fagfællers politiske moralisme. Det gør han til gengæld godt.
Teolog og lektor Peter Lodborg vil sætte grænser for den uhæmmede kapitalisme, præst i Nødebo, Eva Holmegaard Larsen, afviser kapitalismen med henvisning til De 10 Bud, mens præst i Kirke Såby, Poul Joachim Stender, fortæller om sine egne prædikener:
»Det, der er vores budskab om søndagen, er jo netop at dæmme op for forbruget.«
Også venstrefløjen bliver hevet frem, og man forstår, at det må stå meget ringe til i folkekirken. Forskningsprofessor ved teologi på Aarhus Universitet, Niels Henrik Gregersen, får det sidste ord:
»Jeg vil ikke svinebinde folkekirken til venstrefløjen, men det er klart, at der er en stærk sammenhæng mellem der. Kirken burde være allieret med den kapitalisme-kritiske del af venstrefløjen.« Smukt.
Nu kan det vel ikke undre, at danske præster kan deres Marx, de er jo uddannede i Danmark, men det kan undre, at de ikke kan deres Montesquieu (1689-1755). Sidstnævnte er mest kendt for sin tredeling af magten i en lovgivende, udøvende og dømmende magt samt for sine betragtninger over sammenhængen mellem klima og politik, men han beskrev tillige den spirende kapitalisme som en balsamisk og douce faktor i menneskenes samfund. Montesquieu fandt, at den ny handelsbevidsthed var med til at tæmme og moderere mennesket, der altid rummer meget blod og vildskab. Han lod forstå, at hvis ikke vi handler med hinanden, så vil vi sandsynligvis slagte hinanden i stedet med eller uden præsteskabets alibi sådan som hans nære fortid med endeløs religionskrig havde illustreret til fulde. Det er med andre ord kapitalismen, der har tæmmet kirken, og ikke omvendt.
Virksomheder moralske
Betragter vi den moderne kapitalismes virksomheder, så er de overraskende tilbageholdende og moralske. Deres historie er som regel mere dramatisk end deres aktuelle situation, ligesom de har fundet ud af, at der er gode penge i at Do Good. Og de belønner os med høj velstand. Men det kan præsterne jo være ligeglade med, så længe de bliver forsørget af staten, det vil sige af alle os andre.
Grådighed? Hos hvem, egentlig? Kapitalismens moderne fjender lyder som et fjernt ekko af de katolske skolastikere, når de anklager handlen for at være vulgær. De skulle skamme sig. Og måske endda sætte sig ind i deres egen historie. Det plejer at hjælpe.
Først gav protestantismen kapitalismen vind i sejlene (Weber), siden tøjlede kapitalismen kirken (Montesquieu), hvilket Marx ikke fattede en hujende fis af, og i dag ser det ud til, at den danske folkekirke varmer op til en ny gang ragnarok. Gud fri os fra disse galninge.
