Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

20. januar 2005


Det afstumpede intellekt
Palle Weis anmelder den 11. jan. en ny bog af Ulrik Høy. Han roses for sprogsansen og for at være »en enestående kritiker« med et borgerligt livssyn »baseret på frihed, men også på menneskeligt nærvær og fællesskab.«
Det er muligt, men der er også en anden og mindre behagelig Ulrik Høy:
Den 23. sept. 1994 kalder han det i Weekendavisen »et par velsignelsesrige atombomber«, som blev smidt over Hiroshima og Nagasaki i 1945. Den 26. marts 1997 skriver han om Indonesien 1965 (hvor mindst 600.000 mennesker blev slagtet af hæren og muslimske militser): »For indoneserne slog det kommunistiske oprør ned den-gang i 1965! Blodigt og umisforståeligt... Tak til indoneserne...«. I klummen den 23. jan. 2004 bakker han helhjertet op om en »tvangsforflytning« af de arabiske israelere og følger op den 9. juli 2004 med at foreslå det samme for Vestbreddens og Gazas palæstinensere.
Og den 12. nov. 2004 har han en klumme, hvor hans afstumpede intellekt kommer til fri udfoldelse:
»... indvandringen af muslimer til Europa [er] det største tilbageslag i århundreder«, fordi »De slår folk ihjel. Det er en tradition... Der myrdes i pagt med traditionen... (og) de kommer rendende med knive, skydere, vimpler og tæskebander.«

Bjarne A. Frandsen
bibliotekar

Og giv os i dag vor daglige skyld
Så var den der igen. Vi her på ’krigsmodstanderfløjen’ (tredje skuffe nederst fra venstre) har igen svigtet vore humanistiske idealer og koldblodigt vendt ryggen til, mens en ung fagforeningsmand ikke alene er blevet tortureret, men også stranguleret og skudt hele fem gange. »Kronen på værket«, som en vis John Hari fra The Independent skriver det den 18. januar. Hvor John Hari selv befinder sig, lader sig kun med Sherlock Holmes’ke metoder deducere, men lad os tage udgangspunkt i hans fortrolige skulderklap: »Nogle af de mest hæderlige og vedholdende krigsmodstandere har allerede sagt deres mening om det…« Ja, hæderlige, det er de krigsmodstandere jo godt nok ikke, men nogle dog mere end andre. En mig komplet ukendt Peter Tatchell citeres af Hari for følgende: »Der er dele af den progressive fløj, (skuffen lige ved siden af, lidt mere til venstre, HP), der vakler i deres forsvar for de universelle menneskerettigheder. Mange fra venstrefløjen støtter nu en ’modstandsbevægelse’, som ville bringe baathister og islamiske fundamentalister til magten. Går venstrefløjen virkelig ind for neofascisme, så længe den er antivestlig?«
Jeg gad nok vide, hvilke påtrængende grunde, Information må have haft til at oversætte og bringe sådan en gang uvederhæftigt sludder på banen. Da Hari næppe er til at få et svar fra, går jeg ud fra, at vedkommende, der har fået artiklen oversat, selv har sat sig ind i sagerne og derfor kan fortælle os »krigsmodstandere«, hvem der henvises til i denne helt igennem udokumenterede artikel? Nævn venligst nogle af de »uhæderlige« neofascistiske venstreorienterede, ja, bare én, der omtales i artiklen. Nogle fra ’Socialt Forum’ (hvad er det?) viser sig frækt nok at være uenig med en repræsentant for de irakiske shia-muslimer og er ergo fascister. Er problemstillingerne så enkle i Irak?
I det hele taget stilles disse »krigsmodstandere«, »humanister« osv. hver eneste dag til ansvar for forskellige grusomheder, begået i Irak eller Bosnien, selv om de fleste, humanister, krigsmodstandere eller ej, næppe har mulighed for at følge med nyhedsstrømmen og protestere over for den tsunami af forbrydelser, der sker over hele verden på én gang.

Henning Prins
forfatter

SVAR: Læsere, der gerne vil vide mere om Johann Hari, henvises til Independent-klummistens hjemmeside www.johannhari.com. Her er det også er muligt at skrive til Hari direkte. Peter Thatchell er en internationalt kendt menneskeretsaktivist, der især kæmper for homoseksuelles rettigheder. »Neofascister« er ifølge Hari og Tatchell ikke krigsmodstanderne, men dele af de irakiske modstandsstyrker, som visse krigsmodstandere synes at støtte uden forbehold – i Danmark gælder dette f. eks. 'Komiteen for et frit Irak'. Det fremgår, at Hari bl. a. henviser til flere af de venstrefløjs- og aktivistgrupper, der deltog i Det Europæiske Sociale Forum i London i oktober sidste år. Over 20.000 aktivister fra 70 lande delt0g.

Niels Ivar Larsen
redaktionel oversætter

Generationstyveri
Fagøkonomerne siger det, vismændene siger det, og Thor Pedersens økonomiske redegørelse fra december er snublende nær ved at konkludere det: Finanspolitikken er ikke holdbar! Det er ikke tid til reformstop – tværtimod.
Det vi har brug for er en skattereform, som sænker indkomstskatten på den sidst tjente krone fra 63 til 42 procent. Flere mennesker vil købe hjælp og service i hverdagen, flere vil hyre en håndværker, og færre vil få lyst til sort arbejde.
Hvor skal pengene komme fra til en så drastisk skattelettelse? Jo, en del skal komme fra, at flere i arbejde, giver flere og bedre skatteydere. Resten må hentes ind ved at fjerne en række særordninger og fradragsmuligheder. Det er bedre at beskatte døde ting end initiativ.
SR-regeringen forudsagde, at der er brug for 55.000-60.000 nye arbejdspladser inden 2010, hvis det nuværende velfærdsniveau skal holde. I den Økonomiske redegørelse, er Finansministeriet selv inde på, at hvis målet skal nås, skal der nye initiativer til.
At proklamere reformstop nu er det samme som at skrive en regning ud til alle, som har mere end 10-15 år tilbage på arbejdsmarkedet. Det er ikke ansvarligt – det er generationstyveri.

Christian Friis Bach
radikal folketingskandidat

Tallenes tale
»Regeringens udlændingepolitik har været stram, men anstændig. Resultaterne kan aflæses i statistikken,« sagde Bendt Bendtsen, da valget blev udskrevet. Mon han tænkte på statistikker over sagsbehndlingstiderne for asylansøgere, udgifterne til deres behandlinger hos psykologer, unge der mangler praktikpladser, unge der dømmes for kriminalitet...?

Robert Refby

Op af stolen, Bendtsen
Energiminister Bendt Bendtsen fremlagde før valgets udskrivelse en plan for energibesparelser. Desværre uden megen handling. De fleste forslag er enten gammel vin på ny flasker eller noget, der alligevel skal gennemføres på grund af EU-regler.
Nu er der jo ikke noget i vejen med genbrug af gamle ideer. Sagen er bare, at ministerens genbrug lider af en stor mathed, der står i skærende kontrast til det faktiske potentiale. Ifølge planens beregninger – som man roligt kan regne med er konservative – kan vi skære 42 pct. af det nuværende energiforbrug (eksempelvis transportsektoren) over de næste 10 år – især gennem varmebesparelser. Her og nu kan der hentes 16 pct. Det er et rent guldæg, som burde få enhver regeringsjammer over Danmarks kortsigtede klimaforpligtelse til at forstumme. Det er oven i købet – efter samme konservative skøn – privatøkonomisk rentabelt at hente de 42 pct. hjem. For en minister, der uafladeligt taler om behovet for lave energipriser, burde det være en sand himmerigsmundfuld. Det er jo hamrende ligegyldigt om den enkelte joule eller kWh koster et par øre mere eller mindre, hvis man kan skære 40 pct. af den samlede energiregning – og tilmed give en stor håndsrækning til klodens truede klima, beskæftigelsen og den langsigtede forsyningssikkerhed.
Men sådan tænker landets energiminister tilsyneladende ikke. Hans ambition går på seks pct. over de næste seks år. Det er lige nok til at neutralisere væksten i energiforbruget – eksempelvis transporten, hvor energiforbruget stiger med et par procent om året.
Så, hvorfor er Bendt Bendtsen så uambitiøs? Uvilje til at sætte forpligtende mål? Givetvis! Men nok mest det evige skattestop. Energibesparelser betyder nemlig mistede afgifter. De kunne ganske vist hentes på andre områder, men der står skattestoppet og truer med sit politiske flammesværd, og så må enhver fornuft og kreativitet vige.
Folk kan da bare spare selv, vil ministeren sikkert sige. Det er jo privatøkonomisk rentabelt. Sagen er bare, at det er der stort set ikke en kat, der har opdaget. I hvert fald ikke på varmeområdet, for hvor er det nu lige man ser det eller henter en færdig ’sparepakke’, hvor kompetente folk allerede har forhandlet pris, kvalitet og finansiering – til erhvervs- og privatkunder? Nej, vel, det vrimler ikke med tilbud. På el-området står det bedre til. Her har ikke mindst Elsparefonden skabt en regulær succes med overopfyldte mål. Efter alt at dømme fordi den er uafhængig, har lovbestemte indtægter, kan vælge utraditionelle virkemidler, give målrettede tilskud og i praksis har været dygtig til at forhandle pris og kvalitet med diverse udbyderne (installatører, butikskæder osv.). Det har blandt andet skabt et marked for lav-energiprodukter. Den samme model kunne bruges på varmeområdet, hvor der er brug for en stærk organisering, hvis det skal batte. De to fonde kunne udmærket dele sekretariat. Pengene kunne komme fra de midler, der hidtil er brugt af Energistyrelsen (uden den store effekt) og fra de – eller en del af – de midler, energiselskaberne alligevel skal afsætte til energibesparelser. Det behøver ikke være så svært, men det forudsætter naturligvis politisk vilje til at komme ud af slapheden og manglen på forpligtende målsætninger.

Anne Grete Holmsgaard
energipolitisk ordfører, SF

Operaen og demokratiet
Kære Allan de Waal, i din leder den 12. jan., ’Kong Mærsk og tilliden’, skriver du: »...er huset endt som et skoleeksempel på, at demokratiske spilleregler og gennemsigtige kontraktforhold er første betingelse for et godt resultat.«
Hvis udtrykket »et godt resultat« skal stå for et godt arkitektonisk resultat – og det må vel være det, der er interessant i denne sammenhæng – så kunne du måske være behjælpelig med at anføre nogle eksempler herpå, altså på store byggerier i det offentlige byrum, hvor demokratiske spilleregler og gennemsigtige forhold virkelig har været en betingelse (ligefrem »den første«) for »et godt resultat«? Omvendt er det meget let at komme i tanke om eksempler på bygninger, hvor et godt resultat er udeblevet eller rent ud blevet til et ringe resultat, selv om din betingelse har været opfyldt.
Eksempler på at et byggeri er blevet til et godt resultat på trods af de demokratiske spillereglers tilstedeværelse, er der også flere af. Tænk bare på Sydney Operaen, hvor det kort sagt kan eftervises, at de demokratiske spilleregler førte til noget negativt, mens overtrædelser af samme regler havde en positiv effekt for det arkitektoniske resultat. Altså eksempler på at din demokratiske betingelse er en nødvendig (men selvfølgelig ikke tilstrækkelig) efterlyses!

Leif Olsen
Frederiksberg C

SVAR: Mit håb er vel bare lysegrønt, når det gælder gennemsigtighed i byplanlægning og bygningsprogrammering.
En demokratisk proces med klare kompetencerammer gør i alt fald offentlige overvejelser mere håndterlige, end tilfældet har været med operaen.
AdW

Gud fri os
Jeg gider ikke læse ét ord mere om Gud i Information. De, som måtte det, kan være redaktør på, skrive i eller læse Kristeligt Dagblad.
Lad os andre venligst blive fri.

Jeppe Handberg
Kbh. Ø

Hvor er Morten Piil?
Vi er flere, der savner Morten Piils filmanmeldelser i Information. Et andet savn er omtale af ugens bedste film i tv.
Steen Vraasø
Lyngby

SVAR: Morten Piil skriver stadig i Information, blot lidt mindre hyppigt end tidligere.

Peter Nielsen
kulturredaktør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu