Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

14. januar 2005


Vi har da ligestilling
Ligestillingsdebatten raser igen, inspireret af ligestillingsminister Henriette Kjærs forslag om flere kvinder i kommunalpolitik og Mogens Lykketofts løfter om en ligestillingsregering, hvis han bliver statsminister.
Ligestillingskampen i Danmark er for længst overstået, såvel kvinder som mænd har lige muligheder og rettigheder både på arbejdsmarkedet og i den politiske arena. Som liberal måler jeg ikke graden af ligestilling i kønsfordelingen på arbejdsmarkedet eller i Folketinget, for der er forskel på kvinder og mænd, og vi er gode til forskellige ting. Der vil aldrig være absolut ligestilling inden for alle fag og faggrupper i samfundet, og det er heller ikke ønskværdigt. Hvis det er målet for ligestilling, burde man så ikke indføre kønsbegrænsning på universiteterne, f.eks. inden for humaniora studieretningen, hvor kvinderne er kraftigt overrepræsenteret med 70 pct. mod 30 pct. mænd. Det er vist ikke ønskværdigt og vil ikke skabe andet end en masse frustrerede unge, der ikke kan studere det, de gerne vil.
Kvinder og mænds interesser er forskellige, ligesom vores kvalifikationer er forskellige og inden for politik er interessen større blandt mænd end kvinder. Det oplever vi i de ungdomspolitiske organisationer. Så en politik om ligelig kønsfordelingen i folketing, regering eller byråd, vil ikke tilføre samfundet noget nyttigt.
Vi burde i stedet kæmpe for ligestilling og lige rettigheder for kvinder i verdens
u-lande – her har vi et reelt problem!

Karsten Lauritzen
Venstres Ungdom, landsnæstfmd.

Fundamentalisme og flodbølge
’Alt står i Guds faderhånd’ kan være udtryk for en handlingslammende skæbnetro, der modtager alt med foldede hænder eller ser begivenheder som udtryk for Guds straf over syndige mennesker.
Ser man på den arabiske al-Jazeeras opgørelse over regeringshjælp den 5. januar til ofrene for flodbølgen, bliver man først glad over, at Danmark med 76,8 millioner dollar er udvalgt som et land, der yder et væsentlig bidrag.
Men så spørger man: Hvorfor bidrager Kuwait med kun 10 mio. dollars, Qutar med 25 mio. og Saudi-Arabien med 30 mio.? Er det udtryk for den arabiske fundamentalistiske tro på Allah, at naturkatastrofer er underlagt hans vilje, og det skal mennesker ikke blande sig i?
Så er islam for alvor en konservativ faktor med hensyn til mellemfolkelig medfølelse og hjælp.

Kai Dalsgaard
Odder

Baden-Powell – et af mine forbilleder
29. december giver Rie Larsen et billede af spejderbevægelsens stifter Robert Baden-Powell (BP), som jeg har svært ved at genkende.
Der er lidt Erasmus Montanus over det: ’Hitler gjorde erfaringer i krig, BP gjorde erfaringer under krig, ergo er BP nazist eller i hvert fald noget, der ligner’.
Jeg opfatter BP som en progressiv pædagog. Han var ganske rigtigt officer i den britiske hær. Hans vigtigste erfaring var, at giver man mennesker ansvar, vil de oftest prøve at leve op til det.
Under boerkrigen ledede han forsvaret af den britiske by og militærpost Mafeking mod boerne. Her erfarede han, at man kunne give børn og unge ansvar, og de ville leve op til det. Edward Cecil organiserede her et kadetkorps, der udførte ordonnanstjeneste og opgaver, der ikke var direkte militære. Rie Larsen kalder kadetterne for børnesoldater, men man så anderledes på tingene dengang, og de var nok kommet med i fangelejr sammen med den øvrige befolkning i Mafeking, så det var samtidig i kadetternes egen interesse, at Mafeking holdt ud.
Da BP kom hjem fra krigen, fandt han en stor passivitet blandt befolkningen: For mange så på og for få spillede selv med. Han begyndte derfor at udgive hæfterne Scouting for Boys med ideer til det, vi i dag kender som spejderarbejdet. Han brugte sine erfaringer fra hæren – og fra sin barndom, passet til, så børn og unge fandt det spændende. Det var egentlig tænkt til brug i eksisterende ungdomsorganisationer, men Baden Powells idé med selvstyrende drengegrupper viste sig ikke at passe særlig godt til det voksenstyrede arbejde, der ellers foregik, og enden blev en selvstændig organisation. Skydning og våbeneksercits har aldrig indgået i spejderarbejdet (vores hjemlige FDF havde eksercits med geværer, men opgav det hurtigt igen, et par år før spejderbevægelsen opstod). Tværtimod lagde BP vægt på at betegne spejderne som fredsspejdere og tog afstand fra at blande militære metoder ind i spejderarbejdet eller bruge det som en forskole til hæren.
Der er løbet meget vand i den pædagogiske strand siden BP. Men alligevel er jeg imponeret af, hvor mange af hans ideer, man stadig kan bruge. Også selv om børn som selvstændige mennesker, man kan overlade et ansvar, ikke har gode kår i dagens noget-for-noget-samfund, hvor tæt kontrol er i højsædet.
At BP har betegnet Mein Kampf som »en vidunderlig bog«, har jeg svært ved at tro. Hans negative indstilling til Mussolinis fascistiske ungdomskorps, som han ikke kunne anerkende som spejdere, tyder på det modsatte. Og skulle det være sandt, må vi se i øjnene, at ingen er fuldkommen, heller ikke BP.
I øvrigt mener jeg ikke, det er spejderkorpsenes opgave at organisere privat børnepasning.

Gert Gronemann
spejder gennem godt 40 år

Alt med måde
Claus Hjorth Frederiksen udtaler i TV-Avisen den 11. januar: »Store reformer skal først gennemføres, når vælgerne er blevet spurgt, og der er et bredt politisk flertal bag?«
Gælder det også kommunalreformen?

Arne Ebsen

Ret uhyggelig aha
Jeg sad og undrede mig over, at statsministeren kan blæse til kamp mod værdirelativismen og samtidig være så indædt en modstander af smagsdommere. Så gik op for mig, at statsministeren i egen optik aldrig selv kan være smagsdommer. Han er bare en mand, der tilfældigvis ved, at han har ret. Og det er noget ganske andet. Og værre.

Preben Hammer Jensen

Erstatningen
De kristne mener, at menneskets problem er dets adskillelse fra Gud. Samtidig siger de, at Gud er kærlighed.
Altså må menneskets problem være, at det ikke elsker og lever i kærlighed, men nøjes med at tro.

Leif Grage

Hvem blev stillet til ansvar?
Politiet og anklagemyndigheden har ifølge retsplejeloven til opgave at indlede strafferetslig forfølgning og rejse tiltale ved retten, hvis nogen begår strafbart lovbrud.
Derfor kommer det den sigtede til gode, hvis myndighederne tilsidesætter deres ansvar og undlader at behandle sagerne med rettidig omhu.
I to tilfælde har der indenfor de seneste år været graverende eksempler på sjusk hos myndighederne.
Det ene tilfælde med flere hundreder sager, som var ’glemt’ og forældet, var hos politiet i Frederikssund, hvor der blandt andet ikke blev rejst tiltale i tide, fordi politiet var overbelastet, hvilket statsadvokaten var bekendt med som tilsynsmyndighed med politiet – uden at der dog af den grund skete noget.
Det andet graverende eksempel var i Odense, hvor politimesteren som ansvarlig for anklagemyndigheden ikke rettidigt fik rejst tiltale mod en vognmand, som stod til en bøde på over 700.000 kroner for tilsidesættelse af køre-hviletidsbestemmelserne (chaufførerne havde vedtaget bøder).
Rigsadvokaten har derfor indskærpet, at der skal føres bedre kontrol med sagerne, og vores justitsminister, Lene Espersen (K), konstaterede sidste sommer, at der havde været tale om »et stort ledelsessvigt«.
Når man læser disse ting får man umiddelbart fornemmelsen af, at sjuskeriet alene er blevet mødt med et beklageligt skuldertræk og en indskærpelse af regler. Men man spørger da uvilkårligt sig selv, om det så var hele reaktionen, eller om der hos politiet og statsadvokaturen er indledt disciplinære sager mod de ansvarlige?
Der er der tale om meget grove ledelses- og tilsynssvigt, som bør få følger, akkurat som hvis en menig politimand ikke sørger for en korrekt sagsbehandling.
Af hensyn til befolkningens retsbevidsthed vil jeg som borger rette følgende spørgsmål til justitsministeren, da ellers ’vågne’ folketingsmedlemmer ikke en gang har haft det ene øje på klem i disse alvorlige sager:
Hvem er blevet stillet til ansvar for nævnte sagssjusk, og hvordan er eventuelle disciplinærsager blevet afgjort?

Uffe Clausen
tidl. politianklager

Del dansk i grundskolen op i to fag
Det er måske ikke et dårligt forslag, Jakob Schmidt-Rasmussen kommer med den 10. jan. om at dele danskstudiet op i to fag.
Man kunne passende gøre det samme i grundskolens ældste klasser. Dansk sproglære og (dansk) tekst- og litteraturanalyse er i dag integrerede dele af det samme fag, hvilket i praksis betyder, at sproglæren fører en ydmyg tilværelse i fagets hjørner. Man møder ikke mange dansklærere, der ser det som deres hovedopgave at lære børnene at beherske det danske sprogs finesser, mens du møder ganske mange, som sætter en stor ære i arbejdet med at analysere og producere tekster.
Forstå mig ret – dansklærere er ansvarlige mennesker, der underviser i det, de forventes at undervise i, men man kommer ikke uden om, at de personlige prioriteringer også kommer til at farve det fag, man præsenterer eleverne for. Og disse personlige prioriteringer er ofte påfaldende ens, når man kigger på de to hovedområder.
Havde vi to fag, ville vi sikre undervisning i begge disse områder – det ville naturligvis ofte være den samme person, der ville komme til at undervise i begge dele, men jo ikke nødvendigvis, og under alle omstændigheder ville opdelingen i praksis betyde, at sproglæren ville få større plads end i dag, f.eks. to faste ugentlige lektioner ud af fagets fem eller seks.

Peter Hugge
dansklærer, Viby J.

Informations stammelogik
Velkommen til virkeligheden! I Informations leder 10. jan., ’Stammelogik nej tak’, tages der afstand fra multi-kulturalismen som en »farlig blindgyde«, der kan betyde indførelse af sharialove og i praksis medføre en »balkanisering af samfundet«.
Den der ager med stude kommer også med. Og nu har Information fundet ud af, at samfundet saboteres ved at opløse det i rivaliserende kulturer med krav på hver sit retssystem.
Det er nye toner. Da Karen Jespersen i 2000 gjorde op med Danmark som multikulturelt samfund, frådede Information over med foragt og insinueringer. I Informations leder 7. sept. 2000 gjorde David Rehling alt for at nedgøre Karen, der led af »ø-kuller«. Hun kan ikke tåle andre kulturer som ligestillede, skrev Rehling. »Hvem er så i tvivl om, hvor i hakkeordenen hun vil anbringe dem?«, som det insinuerende lød i 2000.
Og Rehling skrev, at Karen Jespersens udsagn mod multikulturalisme var med til at nære brandattentater mod asylcentre med et eksempel fra Lolland. »Den ild, der hastigt blev slukket i Holeby, nærer ministeren over hele landet«.
Et nej til stammelogik må ikke bare være nej til multikulturalisme. Det må også være et nej til og et opgør med slibrigheder og associationer som Rehlings, som har præget debatten i Danmark i årtier. Stammer farer i hver ny retning, som ånden i træerne anviser. Hvis vi og Information er blevet klogere siden 2000, må det også føre til selverkendelse: Hvorfor siger vi noget andet i dag end dengang.
Også det er et nej til stammelogik.

Jette Plesner Dali
formand f. Venstres Integrationsudvalg på Frb.

Ole Wæver væver
’Det religiøse argument’ (interview den 8.-9. jan.) er en selvmodsigelse, for så vidt som argumentet er åbent for diskussion, mens det religiøse dogme er lukket.

Bo Jensen
Vanløse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu