Læsetid: 10 min.

LÆSERBREVE

3. januar 2005


Ville udslette Israel
Stor tak til Juliette Charleman for hendes indlæg den 29. december om Jørgen Flindt Petersens og Informations holdning til konflikten i Mellemøsten. Jeg vil tilføje: I 1948 kunne der være blevet to stater, Israel og Palæstina. I stedet for blev staten Israel tre gange angrebet fra de overlegne arabiske lande i et forsøg på at udslette den lille jødiske stat – mindre end Jylland. Det lykkedes ikke. Jordan og Egypten sluttede en form for fred med Israel.
Spørgsmålet for israelerne vil stadigt være: Hvis der nu kommer et Palæstina, kan vi så være sikre på, at der ikke længere er kræfter, der som det endelige mål ser, at staten Israel ikke skal eksistere.

Iver Vad
Hillerød

Mere kapitalisme
Den modne folkesocialist Johs. Lind taler med den skarpe socialistiske tunge i Information den 28. december. Lind har sagt ja til EU forfatningen ved den afholdte urafstemning i SF, men ud fra ønsket om at fastholde en utvetydig kritik af kapitalismen.
Synspunkt påkalder sig opmærksomhed, når man betænker, at de dynamiske kræfter bag SF’s ja til den nye EU forfatning har gjort det ud fra et social-liberalt standpunkt. »SF adskiller sig fra Socialdemokratiet ved at have en stærkere grøn profil« udtalte en lettet og glad Steen Gade den 22. december til Information. Det er ligeledes velkendt, at Margrete Auken og Jørn Jespersen længe har virket for at styrke en klar liberaliseringslinje kombineret med en grøn og humanistisk politik. Hvad enten det drejer sig om udlicitering af Bornholmstrafikken, de danske jernbaner, salg af danske statsskove eller EU’s kamp for privatisering af vand på verdensplan, har Auken-Jespersen fløjen meldt klart ud: Vi ønsker mere kapitalisme kombineret med en grøn og humanistisk politik. Da SF efter Europaparlamentsvalget meldte sig ud af det røde venstrefløjssamarbejde til fordel for den grønne klub, var det således udtryk for en naturlig kulmination på lang tids politisk udvikling.
Der er enkeltstående korrektioner til denne linje. Anne Baastrup har taget afstand fra de tyske grønnes afmontering af den tyske velfærdsstat, og nejsigeren Morten Homann har i skarpe vendinger meldt fra over for mere udlicitering af togdrift (Information 29. november). Selv om Baastrup-Homann fløjen måtte vinde frem, virker det gådefuldt, hvordan SF’s kritik af EU´s kapitalisme skal udfolde sig i samarbejde med Europaparlamentets grønne klub for hvem kapitalismekritik og socialistiske perspektiver – som den gamle emeritus Johs.Lind vil det – er fremmedord.

Søren Kolstrup
Maribo

Sylphiden – tragik eller etik
Forskydning af fokus kan være perspektivrigt, sådan som Anne Middelboe Christensen prøver at vise det i sin analyse af Bournonvilles ballet Sylphiden den 29. dec. Men når hun fremhæver bifiguren Effy som central i forhold til hovedpersonen James og kalder hendes skæbne tragisk, fordi han forlader hende for sit luftige syn af sylfiden, mister balletten sin væsentlige idé. Overhovedet kan den éndimensionale Effys skæbne ikke være tragisk, da den ikke rummer sådanne konflikter som James’, der er spændt ud mellem profan betryggelse i ægteskabet og inspirerende længsel efter romantikkens ’blå blomst’. Således kalder Bournonville netop sin ballet »romantisk«, idet han beskriver dens idé som »den sindrige poetiske Tanke, at Manden, idet han forfølger en indbildt Lykke, forsømmer den sande og mister Alt, just som han troer at opnaae sine Ønskers Gjenstand«.
Christensen kalder Effys rolle »overset«, men den skal netop overses, for ellers ender vi med en fad realisme, der behaviouristisk studerer ballerinaens mimik for at afsløre hendes sindstilstand. Under en etisk synsvinkel må Effy naturligvis være i fokus som dén næste, James forvolder ulykke, men som etisk og ikke blot romantisk forfalder Sylphiden til en mat udgave af Et Folkesagn, hvori Bournonville mange år senere – moden og mæt – hæver James’ konflikt for alias Junker Ove at binde ham i hymens lænker. Vel er dette såre opbyggeligt, men man behøver ikke som James at være født i det sagnomspundne skotske højland for at kende til dybe lidenskaber, der kan undergrave ægteskaber og andre fornuftige institutioner. Opgaven er fremdeles at skelne mellem ideal og virkelighed, men opgaven er James’, og kun i James kan man spejle sine egne alt for dristige lidenskaber. Effy tilhører fra begyndelsen virkeligheden, og derfor tager hun prompte Gurn, når hun ikke kan få James.

Peter Tudvad
cand. mag.

Hvor er stormagterne?
Hvor er stormagterne henne når katastrofen rammer, mennesker lider og tusindvis af mennesker har akut behov for hjælp...? Det er jo netop nu, at lande som Kina, Rusland og USA bør vise, at de er deres opgave som stormagter voksen, og at de også kan bruge nogle af deres enorme militære ressourcer på andet end at lave krige og slå ihjel.
Disse lande har brugt milliarder og atter milliarder på mandskab og materiel, organisation og kompetencer. De har forudsætningerne for at etablere den infrastruktur i regionen, som flodbølgen har lammet, og som nødhjælpsorganisationerne er afhængige af.
Der ikke tale om en grufuld diktator, som skal fjernes fra magten eller en lille gruppe oprørske terrorister der skal sættes på plads, men til gengæld er der en unik mulighed for at vise verden, at de er i stand til at bevæge sig fra arrogance til altruisme og dermed gøre sig fortjent tilrespekt i stedet for foragt, som det ellers ofte er tilfældet.

Jan H. Backe
Herlev

Skolepraktikordningen
Efter årsskiftet står tusindvis af lærlinge uden skolepraktikpladser. Det har højreregeringen besluttet, hvilket står i skærende kontrast til egne opfordringer til unge om at uddanne sig.
Hver gang regeringen gennemfører en asocial lov, må kommunerne samle op – ofte i form af passiv forsørgelse og bevidstløs aktivering. Især i forhold til unge er det livsvigtigt med målrettede initiativer i forlængelse af behov, ønsker – og hvad der er normalt. Alternativet er, at kommunerne forøger antallet af praktik- og uddannelsespladser primært inden for håndværks- og serviceområderne.
Enhedslisten har i Københavns Kommune endvidere konkret foreslået, at virksomheder, der byder på kommunale opgaver, dokumenterer en uddannelsespolitik, som omfatter rekruttering af elever og lærlinge. Virksomhedens uddannelsespolitik kan indgå i vurderingen af tilbudet, idet man i lov om prisindhentning godt kan lade andre kriterier end den simple pris være afgørende for valg af virksomhed.
Forvaltningerne skal også forpligtes til at indgå aftale med Københavns Tekniske Skole eller Teknisk Erhvervsskole Center om mindst en praktikplads af mindst seks måneders varighed pr. tre millioner kroner i skønnet løn for håndværksmæssige ydelser i udbud af anlægsarbejder og andre tekniske opgaver. Praktikpladserne skal etableres på de arbejdspladser, som opstår ved opgavens udførelse.

Per Bregengaard
Uddannelses- og Ungdomsborgmester

Debatten om debatten
Der tales ofte om, hvordan tonen er blevet mere fri, så man i dag kan sige, hvad der for ti år siden aldrig var blevet trykt. Alligevel er der stadig mest debat om debatten, hvor der stadig er ting, der ikke må fremføres.
I miljødebatten er diskussion stadig en hellig tilbedelse af Kyoto-protokollen, hvor ethvert spørgsmålstegn bliver betragtet som støtte til skrækscenerne i filmen The day after tomorrow. Og i retspolitikken er det korrekte synspunkt stadig, at konsekvens ikke har nogen hverken individual- eller generalpræventiv effekt.
Og skulle man formaste sig til at fremføre disse synspunkter, vil man næppe opleve en saglig imødegåelse af synspunkterne, men derimod en beklagelse over »den skingre tone, det nedrige menneskesyn eller en hadsk stemning«. Vi har megen debat – men altså mest om debatten.
Godt nok har PISA netop erklæret, at vi fagligt ligger lavt i folkeskolen. Men sådan har det jo ikke altid været – og derfor er det bemærkelsesværdigt, at en stor del af befolkningen hverken kan se logikken i rationelle synspunkter imod islamisme, miljøhysteri og kriminalitetsbekæmpelse – eller vil indgå i debatten, men blot henviser til en debat om debatten.
Debatsiderne af 2004 er domineret af paranoide nervevrag og debattører, der under påberåbelse af svage synspunkter som »medmenneskelighed og tolerance« er bange for deres egen skygge og ikke tør tage tyren ved hornene.
Voltaire er blevet ofret på menneskesynets bål, og man vil ikke længere kæmpe for sine modstanderes ret til at ytre sig – tværtimod skal modstanderes ret indskrænkes under rammer, som man selv har defineret.
At sætte rammer og grænser for synspunkter er at dræbe selvstændig tankevirksomhed. Vi har ikke brug for meningscensur – det klarer vælgerne ved valgene. Vi har brug for en fordomsfri debat – ikke om debatten, men om alt, hvad der berører vort samfund.

Morten Messerschmidt
Dansk Folkeparti

Rusland og EU
Præsident Putin udtalte for nylig sin forhåbning om, at Ukraine bliver medlem af EU. Forunderligt nok har denne udtalelse ikke givet anledning til nogen debat, skønt det jo er en kovending af dimensioner. Den russiske leder har øjensynligt taget den gamle britiske tese: »If you can’t beat them, join them« til sig efter fiaskoen med støtten til det hidtidige og nu fallerede regime i Ukraine.
Når den forventeligt valgte præsident Justjenko tager over, vil en af hans første handlinger være at ansøge om medlemskab af EU. Efter beslutningen om optagelse næste år af forhandlingerne om det tyrkiske medlemskab af Unionen, vil EU naturligvis ikke kunne afvise det notorisk europæiske og demokratiske Ukraine.
Hvis Rusland vil leve op til Københavns-kriterierne om menneskerettigheder, demokrati og retsstat, kan EU heller ikke udelukke Rusland som medlem. Georgien, Armenien og Azerbaijan, der alle er medlemmer af Europarådet og ikke mindre ’europæiske’ end Tyrkiet kan heller ikke holdes ud.
Der er 47 lande i Europa, hvoraf de 25 er medlemmer af EU.
Dette være sagt til oplysning for de mange journalister og politikere, som af uvidenhed eller arrogance omtaler EU som Europa.
Vil EU acceptere at blive udvidet til hele Europa, inklusive det Rusland, hvis befolkningsrigeste del ubestridt ligger i Europa, mens de fleste tyrkere bor i Lilleasien?
Det tror jeg ikke, at EU vil, og det tror Putin næppe heller. Hans udtalelse bebuder i virkeligheden en russisk ansøgning om medlemskab, som han ved ikke bliver imødekommet. Derved udstilles EU’s hykleri.
Når Tyrkiet skal med i EU, skyldes det frem for alt sikkerhedspolitiske interesser: EU vil i fuldt mål kunne anvende den enorme tyrkiske hær, ligesom Tyrkiet er strategisk vel placeret til det ventede opgør med Iran, Syrien og andre nærøstlige ’slyngelstater’ og fortsat sikring af kontrollen med vasalregimerne i Irak, Saudi Arabien og Egypten, alt naturligvis i samarbejde med USA.

Ib Christensen
fhv. MEP & MF

Korrekt og ikke korrekt
Stadig flere børn diagnosticeres med gennemgribende udviklingsforstyrrelser. Forældre forventer, at kommunerne tager et medansvar for at løse opgaven i forhold til deres handicappede barns problemer. Kommunernes Landsforening, mener, at barnets problemer skyldes forældrenes livsstil.
Danske kommuner registrerer årligt nye udgifter til børn og unge, som får specifikke diagnoser som Aspergers Syndrom, ADHD (DAMP) og Tourette Syndrom.
Ud af ca. 700.000 skoleelever i Danmark er der er ca. 10.000-10.500 børn med gennemgribende udviklings- og empatiforstyrrelser. modtager ca. 3000 børn, paragraf 20.2, vidtgående specialundervisning på en amtslig specialskole. Denne gruppe er vokset fra en procent til 1,5 procent.
Derudover er der ca. 7000-7.500, paragraf 20.1 børn med betydelige psykiske handicap, som modtager specialundervisning i folkeskolen.
Aspergers Syndrom, ADHD og Tourette Syndrom er alle diagnoser under det internationalt anerkendte ICD-10 og DSM-IV klassificeringssystem. Nogle af diagnoserne er ret nye, f.eks. indgik Aspergers Syndrom først i 1992.
Det er således ikke korrekt at tale om en eksplosiv stigning og henholde sig til tal fra 1985 og frem og blot »diagnosticere« børnene som adfærdsvanskelige, som Pernille Kvarning fra K.L. gør jvf. »Forældre til adfærdsvanskelige børn vil gerne have en diagnose, der ligestiller deres barn med f.eks. svært fysisk handicappede børn«.
»De ’nye’ diagnoser dækker over en række uspecificerede adfærdsproblemer som uro og koncentrationsvanskeligheder. Børn med så forskellige diagnoser som DAMP, Aspergers eller Tourette syndrom synes dog at have en række fællestræk«.
Det er korrekt, at der kan være fællestræk. Børnene er netop klassificeret under samme internationale systemklasse, og har ofte flere tillægshandicap. Det ses tit, at en Asperger-autist også har ADHD og Tourette Syndrom. Det er en stærk grund til at være på vagt og søge en udredning/diagnose, så børnene gives hjælp efter deres specifikke behov.
Det er korrekt, at det kan se ud, som om børnene er adfærdsvanskelige, fordi de er urolige, ukoncentrerede og søger opmærksomhed, men adfærden er grundet handicappet og skyldes ikke »oversete børn af familier, hvor forældrene har meget travlt med deres karriere«, som Pernille Kvarning påstår.
Netop fordi børnene ikke umiddelbart fremstår fysisk handicappede, og fordi de fremstår som børn med adfærdsvanskeligheder, er der grund til, at det offentlige tager forældrenes bekymringer alvorligt. Det er ikke børnene og forældrene værdigt, at det offentlige system kynisk afviser begrundede henvendelser og frasiger sig ansvaret og i stedet retter kritikken mod forældrene og oveni truer jvf. »Kommunerne kan fremover tænkes at blive mere kritiske over for de stærkt stigende udgifter til ‘problembørn’«.

Birgitte Bjørn Jensen
Birkerød

Virkelighedsflugt
I sidste mandags kronik skriver Anita Egelund at fiktionen forbereder os på fremtidige kriser og renser vores sind. I hvert fald føler hun sig bedre rustet til livets op- og nedture efter gensyn med 13. afsnit af Rejseholdet, og det er da som sådan glædeligt nok.
Alligevel kan det undre, at hun ikke en eneste gang nævner ordet virkelighedsflugt. For, når vi tænder fjernsynet for at se en god film eller god serie er grunden nok, at vi ønsker at glemme vores egen konfliktfyldte virkelighed. Vi søger at distancere os. 
Så når livets barske realiteter rammer os lige i ansigtet i form af dødsfald, katastrofer eller sygdom, er det nok ikke, om vi har set Rejseholdet eller ej, der afgør, hvordan vi klarer os i det virkelige liv. Det er nok nærmere vores generelle indstilling til livet i det hele taget.

Jesper Hjøllund
Vejle

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu