Læsetid: 3 min.

Den livsfarlige sharia

De europæiske lande tæller i dag myriader af islamiske råd, forbund, organisationer og imamer, der med succes samarbejder over landegrænser og aftaler, hvilken strategi der er bedst over for det ikke-muslimske samfund
4. januar 2005

Kommentar
Debatten om ytringsfriheden ruller, og inden længe deltager Bertel Haarder sammen med udvalgte imamer i en konference om dette livsvigtige emne. Det må imamerne betragte som en sejr. Også ude i Europa spiller islamisterne med musklerne. I Frankrig har den indflydelsesrige prædikant og ’euro-muslim’ Tariq Ramadan, der fornylig blev ganske ukritisk interviewet her i avisen, forsøgt at forhindre, at fransk tv viste den algierskfødte filminstruktør Mohamed Sifaoui’s kritiske reportage om ham. Ramadans bagland, Unionen af Islamiske Organisationer i Frankrig (UOIF), gjorde, hvad islams magtklike har gjort igennem historien i sådanne situationer: De udstedte en fatwa, hvori de udråber Sifaoui som frafalden. Det kan være en dødsdom. Sifaoui’s advokat har til gengæld, med henvisning til mordet på Theo van Gogh, indbragt en klage over UOIF for at bringe hans klients liv i fare. Journalisten Caroline Fourest, der er forfatter til den aktuelle bog Fréré Tariq (Broder Tariq) – en mere end 400-siders sønderlemmende afsløring af Tariq Ramadans radikalitet og dobbelte diskurs – fortæller, at franske journalister, der skriver kritisk om Tariq Ramadan og islamisterne, intimideres. Men Tariq Ramadan fungerer stadig som rådgiver for EU i spørgsmål om islam. For de mennesker, der engang søgte tilflugt i Vesten på grund af den frihed, vi kunne tilbyde, herunder retten til at tale, tænke og skrive frit, må der være et ubehageligt deja vu over denne tid. Vesten tæller for eksempel millioner af iranere, der på egen krop har mærket, hvordan friheden blev taget fra dem med et fingerknips. Jeg har hørt beretninger om i hast at brænde sin samling af vestlig filosofi, bøger af Hegel, Heidegger m.m. af angst for, at Khomeinis religiøse militser skulle finde dem i ens hjem. Professor Azar Nafizis hemmelige litteraturgruppe for kvinder blev internationalt berømt med bogen Reading Lolita in Teheran. For år tilbage interviewede jeg en iransk violinist, der i Iran havde elsket at komponere til kvindens stemme. Men det blev forbudt, da mullaherne kom til magten, med den begrundelse, at det er ødelæggende for mænds moral at høre kvinder synge.
I årevis har sådanne mennesker kunnet iagttage, hvordan de, der arbejder for at islamisere samfundet, manøvrerer ubesværet i dagens demokratier. Det er for eksempel ikke gået op for politikerne, at bortset fra afvigende eller kætterske retninger som ahmadiyya, bahai og alevi, har alle væsentlige islamiske bevægelser i dagens Europa et politisk formål: At få indført sharia, islamisk lov, på det europæiske kontinent. De europæiske lande tæller i dag myriader af islamiske råd, forbund, organisationer og imamer, der med succes samarbejder også over landegrænser og aftaler, hvilken strategi der er bedst over for det ikke-muslimske samfund i for eksempel sager om tørklæder, blasfemi m.m.

Euro-islam holder ikke
Et vigtigt programpunkt er at få uddannet unge, muslimske prædikanter, der kan sprede islams budskab på det pågældende europæiske sprog. Politikere, religionsforskere og journalister tager disse veluddannede og vestligt klædte prædikanter på ordet, når de taler om »retten til forskellighed«, »dialog mellem civilisationer« m.m. Resultatet er, at en strøm af ukritiske artikler og ph.d.-afhandlinger igennem de seneste år har givet et billede af, at der er en ’europæisk islam’ på vej. Intet kunne være mere forkert. Et fåtal af journalister i Europa, som Udo Ulfkotte i Tyskland, Richard Labévière i Schweiz samt Antoine Sfeir og Caroline Fourest i Frankrig, har klarlagt de indflydelsesrige islamiske gruppers netværk og studeret, hvad der bliver sagt indadtil til et muslimsk publikum. Resultatet synes omtrent altid at være, at grupperne hylder den politiske islams ideologer og arbejder for et kønsopdelt og totalitært samfund. I Frankrig, hvor de sekulære muslimer i disse år organiserer sig, er en gruppe med muslimsk baggrund, praktiserende, ateister og agnostikere, gået sammen om et manifest. Heri siger de nej til antisemitisme og homofobi og ja til ligestilling mellem kønnene. Vi må forlange, at det er sådanne muslimske samtalepartnere, vore politikere vælger sig. Og at sådanne mennesker i disse tider i øvrigt får tilbudt maksimal beskyttelse.

Helle Merete Brix er journalist og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu