Læsetid: 3 min.

Magt til at rose

Debat
14. januar 2005

Køn
Anders Jørgensen forsøger i sin klumme den 7. januar at komme under vejr med, hvorfor, som han skriver, »mange danske kvinder ikke ved, hvordan de skal håndtere ros.«
Hans beskrivelse af, hvordan kvinder med et vist forbehold tager imod hans oprigtigt mente komplimenter, er en situation, som jeg tror mange kvinder kan genkende sig selv i. De forskellige teorier om, hvorfor ’kvinder’, ifølge Anders Jørgensen, reagerer som de gør, har også en vis forklaringsværdi - ikke mindst i analysen af, hvor bevidste de unge kvinder er omkring etableringen af de kønsmæssige magtforhold.
Men når skribenten mener, at der findes uskyldige mænd, som bare gerne vil være venlige og opmærksomme – og undrer sig over, hvorfor kvinderne ikke bare kan tage imod en kompliment – mener jeg, at forfatteren endnu en gang ignorerer eksistensen af bestemte magtstrukturer og implicit lægger skylden på en bestemt afgrænset gruppe – nemlig de danske kvinder. Derfor mener jeg, det er nødvendigt at stille spørgsmålstegn ved og nuancere din konklusion.
Først og fremmest er jeg enig med Jørgensen i, at vi som mennesker (kvinder og mænd) generelt burde blive bedre til både at give og modtage komplimenter. Jeg vil ikke essentialisere og generalisere for meget, men jeg tror at janteloven, der eksisterer som tankestruktur i både Danmark og Sverige, i et vist omfang kan forklare, hvorfor det er så svært at tage imod komplimenter, sådan som Jørgensen (m. fl.) oplever det (hvor ofte giver du komplimenter til danske mænd?).
Til gengæld kan man ikke se bort fra det strukturelle magtforhold mellem kønnene, som hver eneste dag bliver bekræftet af både mænd og kvinder på cafeer og i konferencerum. Ikke mindst komplimenter, som går på de ydre attributter har en tendens til at objektivere individet som køn. Med komplimenten ’du er smuk’ undermineres det, som jeg som individ (subjekt) lige har sagt eller gjort, og definerer mig som kvinde.
Men, siger Jørgensen, hvis kvinder komplimenterer mænds udseende, er der så ikke tale om en objektivering af manden? Jo, vel er der så. Forskellen er bare, at i de kønsmagtforhold, som jeg trods det 19. århundredes lighedsbestræbelser mener stadig hersker, bliver manden defineret som det første køn, subjektet, og kvinden som det andet køn, objektet. En kompliment, som bekræfter dette kønsmagtforhold slynger hele tiden kvinden tilbage til dette udgangspunkt, hvilket for et kvindeligt individ, som ser sig selv som subjekt, bliver utrolig provokerende.

Vær mønsterbryder
Jeg mener ikke, at mænd ikke kan blive krænkede af visse ’misforståede’ (og velmente) komplimenter, eller at kvinder i visse sammenhænge takker og tager imod komplimenter uden at blive fornærmede. Men jeg mener, at det er nødvendigt, at vi alle tænker på, hvorfor vi siger bestemte ting i bestemte sammenhænge og ikke i andre. I sidste instans handler det om at forsøge at være mønsterbrydere og i videst mulige omfang stille spørgsmålstegn ved de strukturer, som både mænd og kvinder hele tiden bekræfter ved ikke at stille spørgsmålstegn ved dem.
Til sidst et eksempel på noget, der nok var ment som en mands velmenende og oprigtige kompliment. En af mine gode veninder deltog i en konference, som var arrangeret af den svenske beredskabsstyrelse. Deltagerne blev delt op i grupper for at diskutere løsninger på forskellige former for organisationsproblemer. Dagen blev afsluttet med et fælles symposium, hvor en person i hver gruppe skulle præsentere gruppens resultater for alle konferencedeltagerne. Min veninde påtog sig - uden at tænke nærmere over det - rollen som repræsentant for sin gruppes diskussioner. Derefter kom en af arrangørerne (en mand) frem og lovpriste hende for den udmærkede præsentation, men sluttede af med følgende ord »til trods for at du er en ung kvinde.« Som om der var en modsætning mellem hendes gode præsentation og det, at hun var kvinde. Min veninde blev fuldstændig paf og vidste ikke, hvordan hun skulle reagere.
Så at skulle »ranke ryggen, se mig i øjnene, smile oprigtigt og med høj og klar stemme sige tak« – er det ikke at kræve for meget. Jeg er overbevist om at arrangøren aldrig ville være kommet med den sidste kommentar, hvis min veninde havde været en mand.

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her