Det da løgn
Efter min mening er det, der især adskiller os danske fra andre folkeslag, vores stolte tradition for åbenhed, frisind og respekt for andre. Det danske særkende og adelsmærke er den kodeks for takt og tone mellem stat og borgere, vi gennem tiderne har skabt en slags Emma Gad for magthavere. Ifølge den er vi alle frie og lige i værdighed og rettigheder, og enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed. Hos os er alle lige for loven, og alle har uden forskelsbehandling af nogen art lige ret til lovens beskyttelse. Ingen bliver i Danmark underkastet tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf, og ingen udsættes for vilkårlig anholdelse eller tilbageholdelse. Alle, der anklages, får en retfærdig og offentlig behandling ved en uafhængig og upartisk domstol, og vi anser enhver anklaget for uskyldig, indtil hans skyld er fastslået ved dom. Vi mener, at enhver har ret til lovens beskyttelse mod vilkårlig indblanding i private forhold, familie, hjem eller korrespondance og mod angreb på ære og omdømme. Vi finder, at enhver har ret til at bevæge sig frit og til frit at vælge opholdssted hvor som helst i landet, og hvis nogen forfølges, må de have beskyttelse. For os er familien samfundets naturlige fundament og har krav på statens beskyttelse. Alle, der har nået myndighedsalderen, kan frit gifte sig og stifte familie, og vi accepterer kun ægteskaber, der er indgået med begge parters frie og fulde samtykke. I vores samfund har enhver ret til at eje ejendom, og alle har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed. Alle har ret til menings- og ytringsfrihed og ret til under fredelige former at forsamles og danne foreninger. Vi har ret til at deltage i landets styre enten direkte eller gennem frit valgte repræsentanter, og vi har lige ret til adgang til offentlige embeder og hverv. Hos os har alle ret til undervisning, til social tryghed, frit valg af beskæftigelse, retfærdige og gunstige arbejdsvilkår, ret til lige løn for lige arbejde og til at danne og indtræde i fagforeninger til beskyttelse af vore interesser. Vi har også ret til hvile og fritid og til periodisk ferie med løn. Vi lægger vægt på, at enhver har en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og adgang til de nødvendige sociale goder og ret til tryghed i tilfælde af sygdom, arbejdsløshed osv. Og vi har alle ret til at deltage i samfundets kulturelle liv, til kunstnydelse og til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og i dens goder.
Det er meget kristent
Enhver, der følger med i samfundsdebatten, ved, at det særlige danske livssyn, som kommer til udtryk i disse principper, har sin rod i vores kristne kulturarv. Den må vi stå vagt om, så ikke frø af fremmed ugræs fyger ind over hegnet til os. Der er fænomener, som enhver dansker med respekt for sig selv og sin egenart ikke vil vide af. Menneskerettighederne, f.eks. dette yngel af en gudsfornægtende, kulturradikal humanisme, fostret af oplysningstidens excesser. Nu er vi jo imidlertid ikke fanatikere. Der er visse frihedsrettigheder, vi hæger om. Ytringsfriheden, f.eks. Den anser vi for hellig, selv om den vist nok ikke er direkte nævnt i hverken Det gamle eller ny Testamente. Derfor er der al mulig grund til at råbe vagt i gevær, hvis udenforstående gør vrøvl, bare fordi deres religiøse læresætninger eller gudstro offentligt spottes eller forhånes, eller råber op, fordi de føler sig krænkede over udtalelser eller andre meddelelser, ved hvilke de er blevet truet eller nedværdiget på grund af deres race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro. Sådanne ballademagere må lære, at dén slags tolereres ikke, når man lever i et demokratisk land. Det er det på tide at trække en streg i sandet. Det må gøres strafbart at ytre sig imod ytringsfriheden!
