Kronik

At miste alt

Jeg ved, hvad det vil sige at miste næsten alt: bolig, bil, penge, elskede familiemedlemmer og gamle venner
21. januar 2005

KRONIK
At miste alt kan være nødvendigt for at forstå, hvad livet handler om. Når alt er mistet, viser det sig, at mennesket har en unik tilpasningsevne, som uden tvivl er en medvirkende årsag til artens succes. Selv om alt er mistet, har den menneskelige hjerne en formidabel evne til at fortrænge de negative oplevelser og kæmpe for overlevelsen i håb om at skabe et bedre liv.
Som menneske er det naturligt at vise interesse for artsfæller, på samme måde som gadehunden, der ser lige igennem et strøg fyldt med mennesker til tæven, som spadserer frejdigt af sted. Hundenes verden er fyldt med dufte og indtryk, som de fleste mennesker ikke opfatter. På samme måde ville et ensomt menneske i junglen eller ørkenen med stor sandsynlighed skabe social kontakt til et andet menneske, som pludselig dukker op. Midt i urbaniseringen kan man omvendt opleve ensomme mennesker. Nogle skaber ikke social kontakt, måske fordi de blot ønsker fred til at bearbejde følelser som angst og sorg på grund af hændelser som nederlag eller omsorgssvigt. Det er små observationer, som illustrerer menneskets kompleksitet og sociale væsen til forskel fra de fleste dyr.
At miste alt kender de mennesker, hvor huset brændte ned til grunden og alle personlige ejendele svæver rundt som gasarter og askestøv. Det er i sådan en situation begrebet tryghed får værdi. Uden et fast tilholdssted går tilværelsen i opløsning for de fleste. Vanemennesket træder i karakter gennem faste daglige rutiner.
Når stuen, soveværelset, køkkenet og toilettet er jævnet med jorden opstår en slags håbløshed. En tilstand, som hvert enkelt menneske tackler forskelligt. Nogle viser handlekraft, mens andre synker hen i melankoli. Det er også kompleksitet, som understreger menneskets sociale væsen. Den handlekraftige kan hjælpe den melankolske. Senere kan det vise sig, at den stærke har andre svagheder, så hjælpen kan gengældes. På den måde kan der opstå en slags gensidig afhængighed.
Jeg ved, hvad det vil sige at miste næsten alt. Bolig, bil, penge, elskede familiemedlemmer og gamle venner. Årsagen er ligegyldig, for selv om omstændighederne involverer andre mennesker, ligger det mig fjernt at bære nag. Vi kan kalde det et sammenfald af tilfældigheder. Livets hårde prøvelser og ubehagelige overraskelser, hvor omverdenen bliver tilskuer til modreaktionerne. Uden bolig var der pludselig ikke andre løsninger end at sove på et usselt kontor på en madras fra en genbrugsforretning og senere på et hårdt gulv i en sovepose. Det satte psyken på prøve, men forunderligt nok var nattesøvnen fortræffelig. Nattevægteren og rengøringskonen satte yderpunkterne for, hvornår det var muligt at sove.
Overraskende nok har jeg aldrig sovet bedre, bortset fra de gange da natlige indbrudstyve forsøgte at bryde ind på nabokontorerne. De fleste ville være rædselsslagne, men selv om alle sanser var tændte, og hjertet bankede heftigt, reagerede jeg rationelt. Trods modgangen blev der brygget eventyrlige historier for at bearbejde den negative spiral. Reaktionsmønstret på det uventede er unikt for det enkelte menneske.

Nattens flaskesamlere
De fleste danskere ville beklage sig voldsomt over at miste statussymboler. Sædvane er, at staten beskyldes, når noget går dårligt, men jeg valgte at bære ansvaret selv. Uden bil og penge var der kun én måde at besøge familie og venner samt opsøge og pleje kunder. Cykelture hele året rundt. Jeg husker vintrene, hvor sneen piskede ind i ansigtet, og tæerne blev iskolde, selv om der blev trampet hårdt i pedalerne. Dækkene kunne let skride på isen med fare for at vælte. Ved 90 km mærket begyndte benene at trættes, men en ukuelig viljestyrke styrede cyklen sikkert i mål. Især var det træls at lappe cykel med frostrøde fingre, men det var nødvendigt at spare på dæk og slanger. Tordenbygerne huskes bestemt også. Især fordi der hverken var vaskemaskine eller tørretumbler i mit husvilde liv. Turene var nødvendige i den daglige kamp om overlevelse.
I denne overflodstid, hvor nogle mennesker æder sig ihjel, mens andre sulter, kan ordet kamp være en vej til kropslig velvære og glæde. Glæden ved at være beriget med en sej og spændstig krop, hvor musklerne vokser fra dag til dag. Det vækker henrykkelse, når fruen bemærker at bentøjet nærmest har styrke som stål. Den psykologiske effekt af at ride mod stormen er en indre ro. Velvidende, at situationen var alvorlig, er der god grund til at betragte ethvert fremskridt som en lille sejr. Mennesket har skjulte kræfter, hvor kroppen hos raske mennesker kan klare langt større fysiske udfordringer end de fleste regner med.
For de fleste danskere er penge en selvfølge. I Danmark er vi vant til offentlig forsørgelse, hvis arbejdsevnen eller arbejdsmulighederne begrænses. Det betragtes som en ret snarere end en forpligtelse. Taknemmelighed og ydmyghed hører til sjældenhederne. Der er imidlertid alternativer til at opretholde livet uden at det behøves gå ud over værdigheden.
I en periode fandt jeg, at det var muligt at skaffe det daglige brød ved at samle flasker. Vel at mærke i buldrende mørke, hvor nattelivet som regel udfoldes. I de fleste større byer smides så meget væk, at der er opstået et helt lukrativt marked for flaskesamlere. På en nat kan der samles fra 100 til 250 kroner på ærlig vis. På de natlige cykelture med cykeltaskerne fulde af glas- og plastikflasker fik jeg stor respekt for den skrutryggede cigarrygende kineser og de andre sære, men herlige typer, som går på flaskejagt i nattens mulm og mørke. Der var god tid til at tænke over de vestlige samfunds sløsede henkastning af affald og åbenbare ressourcespild, når dyrebare flasker smadres på gaden. Velfærdssamfundet har råd til det. Imidlertid er det ikke en selvfølge i resten af verden, at et velfærdssamfund spænder sikkerhedsnettet ud for dets borgere. Som dansker er det lærerigt at gennemleve en periode, hvor opfindsomheden afgør om der er penge til mad eller ej. Mennesket har en stærk overlevelsesvilje, som især viser sig, når det daglige brød ikke serveres på et sølvfad.
I sådan en situation genfindes evnen til at få det optimale ud af ingenting. Før flaskeafgiften blev sat ned, hvilket i øvrigt er særdeles ubetænksomt af regeringen, var det muligt at købe et kilo havregryn for tre flasker à 1,50 kr. I dag skal der fire flasker til. Havregryn er et sundt og nærende morgenmåltid, som ingen tager skade af, snarere tværtimod. Der kan købes rugbrød til en kilopris på omtrent syv kroner. Efter en god flaskeaften er der også råd til leverpostej, dåsetun og rosiner for blot at nævne nogle enkelte fødevarer, som giver meget energi pr. krone. Det kan friskes op med rødbeder eller rødkål. To eksempler på billige og sunde fødevarer, som kan købes for omtrent en bærepose fuld af flasker. Hvis den husvilde ejer et stormkøkken, kan der laves risen-grød eller fabrikeres risretter for ganske få flasker. Nogle mennesker ville muligvis gå i hundene og købe billige bajere eller sprut i stedet, hvilket i det lange løb bare forværrer situationen yderligere. Det er måske netop i adfærden omkring indkøb og indtagelse af måltider, det viser sig om et menneske har karakterstyrke eller ej. Hvis nogle har prøvet en overlevelsestur i fjeldet med begrænset ration, svarer det lidt krisesituationen jeg prøver at beskrive. De sejlivede klarer det, mens nogle sikkert bukker under og må have hjælp. I forbindelse med den meget omtalte fedmeepidemi kan det i øvrigt oplyses, at livet som flaskesamler hurtigt og effektivt spænder livremmen ind.

Man tilpasser sig
At miste alt og forsøge at overleve er menneskeligt. Stolte mennesker kan knækkes, men der skal meget til. I sådan en situation, hvor livslinen er kort og sikkerhedsnettet er kappet kan der pludselig opstå en klarhed over, hvad livet handler om. Hvad er det vigtigste i livets skrøbelighed ? Det er uden tvivl kærligheden til de nærmeste. Ingen ønsker at se sin kone, mand, kæreste eller børn lide i sådan en situation. Det er smertefuldt, og derfor er det forståeligt, at taknemmeligheden er stor, når hjælpen mod sult kommer fra andre mennesker eller fra naturens egen rigdom. Medfølelse og medmenneskelighed er unikke egenskaber blandt mennesker, hvilket ikke mindst skyldes kristne budskaber. Menneskeskabte ødelæggelser og naturkatastrofer maner til sammenhold, hvor storhed fortrænger de lavere instinkter som ærgærrighed, egoisme og magtbegær. I en stor del af verden går vi med livrem og seler. Derfor er det meget livsbekræftende at se, hvordan mennesker uden velfærdssamfundets forsikringsordninger viser initiativer for at genvinde det tabte.
Det er en traumatisk oplevelse at vågne op uden bukser på klædt af til skindet. Imidlertid har mennesket en unik tilpasningsevne, som ruster til modgang. Overalt i verden findes eksempler på, at menneskets kombination af intelligens og håndarbejde har skabt kulturer, hvor ingen troede det var muligt at leve. Det skyldes i høj grad den sociale adfærd, som evnen til at kommunikere og udveksle erfaringer.
I en globaliseret verden kan vi følge med i hændelser over hele verden og deltage aktivt gennem økonomiske bidrag til andre menneskeres gode liv. Den roterende klode, vi lever på, er en fascinerende verden og på samme tid fuld af farer, som aldrig helt kan overvindes. Jordskælv, vulkanudbrud, tornadoer, orkaner, lyn og torden er på samme tid rædselsvækkende og dragende. Det er svært at få øjnene væk, når elementerne raser, men hos de fleste vækkes flugtinstinktet, når helvede bryder løs. Heldigvis er menneskets hjerne indrettet, således, at glemselskurven er stejl. Dramatiske oplevelser kan hurtigt fortrænges, så nedtrykthed og passivitet afløses af opstemthed og aktivitet. På den måde kan den menneskelige kultur minde lidt om en myretue, med myriader af aktivitet, som er stort set umulig at slå ihjel.

Dødsforagt
Velvidende, at døden kommer til os alle før eller siden, er det livsbekræftende at se kampen for overlevelse som en slags dødsforagt. En vilje til livet og dermed også til kærligheden. At miste alt åbner mulighed for at betragte konen eller kæresten som det dejlige væsen, hun er. Smukkest er hun sikkert i børnenes nærvær. Selv midt i vores eget livs største krise uden bolig, bil, materialle goder og penge glædes vi over at opleve deres familiære kærlighed og i det stille beder vi til, at deres flittighed må genskabe en tryg tilværelse uden at bære nag til naturens vældige kræfter. At miste alt giver mulighed for at arbejde målrettet i håb om at skabe et bedre liv. Hvert eneste lille fremskridt får en speciel betydning og opmærksomhed.
Måske skulle vi tænke mere over det gode liv, hvor små skærmydsler er unødvendige, når der er så mange gode meningsfulde områder at beskæftige sig med. Kærligheden til livet blandt medmennesker, glæden ved at være mentalt beskæftiget med et udfordrende arbejde, glæden ved naturen og de sjove skabninger på land og i vand, glæden ved kultur og musik samt kropslig aktivitet. Blot for at nævne nogle gøremål jeg selv sætter pris på.
Midt i alle vore egne problemer og sorger er det storslået, når mennesker med mentalt og ressourcemæssigt overskud sender positive tanker og hjælp til andre, der har mistet alt. Livet handler i høj grad om kærlighed og sociale relationer, og det understreges især, når naturkatastrofer pludseligt vender op og ned på dagligdagen.

*Henrik Rosendahl Kristiansen er fødevarekonsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu