Kronik

Operahus eller Fields?

Field’s gør hverdagens behov for forbrug til en oplevelse som kan konkurrere med Operaen, biografen eller en tur på Strøget
Debat
20. januar 2005

KRONIK
Den måde, som byen præsenterer sig på, er blevet central for, hvordan man tænker arkitektur og byudvikling. Hvor stort og ambitiøst byggeri tidligere tog form som politiske og religiøse prestigeprojekter eller videnskabelige show-cases, så er byudvikling i dag del af ideen om, at byen bliver et varemærke, et brand. Potentielle kunder i form af turister, virksomheder, investorer og byens egne indbyggere møder byen i skikkelse af infrastruktur og byggeri. Byggeri er med andre ord vigtig for byens omdømme udadtil, samtidig med at det skaber blivende værdi indadtil. Fra Sevilla til Herning bygger man for at blive set, både af omverdenen og af dem, der allerede opfatter sig selv som del af byen.

Byen som brand
Det er i sagens natur ikke svært at få øje på byer og bygninger som tiltrækker opmærksomhed. Tanken falder på Sydneys ikoniske operahus, New Yorks Brooklyn Bridge eller Londons Tate Modern. Og nu har København fået et bud på noget tilsvarende. Operaen er åbnet og skriver på alle måder kultur med stort. Kritikken har haglet ned over projektet og understøttet det faktum, at det er svært at skabe udødeligt byggeri – at der ikke er nogen opskrift på at kommunikere et godt brand for byen og for nationen.
Men Operaen er ikke det eneste byggeri, der skaber Københavns værdi som brand. Shoppingcentret Fields er skabt som et monument for forbrug i byens periferi, på samme tid i kontrast til og samklang med det mere eksklusive og elitære operahus. Fields er det shopping-hjerte, der pumper byens blod rundt, mens Operaen er byens kølerfigur og postkortmotiv. Fields er sat i verden for at organisere forbrug, mens operahuset udtrykker arkitekturens klassiske ambitioner om æstetisk renhed.

Det tomme monument
Henning Larsens operahus er et kunstværk. Operahuset er primært en eksklusiv form, en æstetisk oplevelse i bybilledet. Huset har ganske vist en kulturel og en social ambition, men Det Kgl. Teater overbeviser ikke helt med deres insisteren på at Operaen kan og vil nå ud til et bredere publikum. Huset bidrager ikke til byens liv, men til dens synlighed. Det giver havnen nye proportioner og er nærværende som form, som skyline, synligt fra alle sider.
Operaen har dermed en del til fælles med et monument fra en næsten svunden tid, nemlig Eiffeltårnet. Den franske semiotiker Roland Barthes forstod Eiffeltårnet som et tegn, hvis form udtrykker menneskets fundamental måde at orientere sig på. Tårnet er et orienteringspunkt, ikke bare som udsigtspunkt, men som en form. Tårnet ’betyder alting’, det ’berører det mest fundamentale menneskelige billed-repertoire’, skriver Barthes. Børn tegner pr. instinkt dets form; to linjer der skærer hinanden i en opadgående bevægelse. Det er et tomt tegn; en form som ikke betyder noget og derfor betyder alt.
Barthes peger på, at det i grunden helt upraktiske monument har en særlig æstetisk kraft. Det skaber oplevelser, som appellerer til noget dybt i mennesket. Noget tilsvarende er en klar ambition for Operahuset: Det skal fremkalde en bestemt stemning som vartegn for København. Begge monumenter er resultaterne af komplekser af intentioner, som givet har haft helt forskelligt indhold, men som har haft ét til fælles: ambitionen om at give byen synlighed; at kommunikere dens identitet.
Eiffeltårnet har vist sig at være en ren guldgrube for Paris. Men dens effekt er i højere grad et tilfælde end resultatet af en velanlagt strategi. Eiffeltårnet er effekten af en unik historisk proces. Viljen til at ville give sin by et nyt ’Eiffeltårn’ er derfor en temmelig risikabel affære. Man risikerer, at resultatet bliver et overflødigt og urentabelt monument. Vi kan derfor vælge en mere pragmatisk tilgang til byens monumenter, som slår til lyd for at byens synlighed må skabes af populære sociale processer snarere end af tomme tegn.

Funktion er hverdag
Over for forestillingen om monumentet som tom form står ideen om, at den arkitektur, som skaber blivende billeder i vores bevidsthed og dermed giver byen synlighed, er den arkitektur, som folk kan bruge, og som giver dem, hvad de vil have. Arkitekter kalder denne idé for pragmatisme. Pragmatismens produkter er den arkitektur, som kommunikerer og faciliterer klare funktioner. I dag er forbrug blevet en dominerende social aktivitet. Det betyder at byens rum bliver forbrugsrum – idealet om det offentlige rum som demokratisk mødested er afløst af shoppingcentrets funktionalitet.
Funktion er nemlig hverdag. Hvor Eiffeltårnet er noget, vi besøger på ferier, så defineres pragmatiske monumenter af den måde, de indgår i vores daglige rutiner. Hvor det pragmatiske monument tidligere forbandt demokratiske, velfærdsmæssige og æstetiske funktioner – som 30’ernes badeanstalter eller Bauhaus-arkitekturens funktionalisme – ser vi det i dag udtrykt i byens kommercielle rum, specielt markedet for oplevelser. Det kommercielle rums pragmatik er at skabe forbrugsmuligheder. Derfor bliver Field’s på samme tid et indkøbssted og en meget synlig del af Københavns varemærke.
Field’s gør hverdagens behov for forbrug til en oplevelse, som kan konkurrere med Operaen, biografen eller en tur på Strøget. At tage Field’s alvorligt som byrum, at forstå hvordan det indgår i oplevelsesøkonomien, betyder at opgive at fordømme det som smagløst forbrugstempel. Som én pragmatismens hovedmænd Robert Venturi siger, så er det ’meget arrogant at definere andre menneskers liv som dårlig smag eller dårlig arkitektur...’ Den nye forbrugskultur betyder ikke kritikkens ophør. Den skaber behov for ’…en ny form for kritik, der sætter én bedre i stand til at træffe beslutninger, som ikke baserer sig på forældet poesi.’ Venturi tager forbrugets påvirkning af byen som et vilkår. Vores oplevelse af byen går fra æstetisk nydelse til forbrugsoplevelse.
Venturi’s modvilje mod elitens smagsdom indebærer en ny standard for vurderingen af arkitekturen. Arkitektur skal ikke alene leve op til æstetiske idealer, men til idealer om kommunikation. Resultatet af denne nye kritik er brandingens poesi som overbevisningen om, at det kommercielle kan være æstetisk interessant, og at det populære kan forenes med det demokratiske og socialt produktive.

Det omsættelige byrum
Det er sådanne tanker som synes at storme ind på dagsordenen for dansk byudvikling. Byens monumenter tænkes som kommunikation fra det lokale til et globalt publikum. Når Århus bygger kunstmuseum, sker det ved at forene en lokal forankring i et hus, der både er museumsrum og offentligt rum med ambitionen global synlighed. Når Vejle bygger boliger formet som bynavnets fem bogstaver, sker det for at forene et behov om boliger med ønsket om at komme på CNN. Denne måde at tænke sig selv fra omverdenens perspektiv på præger også udviklingen af Københavns Havn, som sker med et klart men paradoksalt ønske om på samme tid at ville sende en invitation ud til verden og forbedre hverdagen for københavnerne. Og det gælder for Fields, som skal trække publikum fra hele Sjælland og fra Skåne.
Betydningen af det tomme monument synes dermed at være på tilbagetog i dansk byudvikling. Men behøver de to ideer at udelukke hinanden? Kan vi forene kulturelitens og forbrugskulturens idealer om synlighed – og forbinde den realistiske med den smukke arkitektur?
Hvis vi får hjælp hos Venturi og Barthes til at forstå Københavns udvikling bliver mulighederne synlige som andet end en modsætning. Det tomme monuments rene æstetik kan forstås som et udtryk, som kan spændes for strategier som ligger helt uden for det æstetiske, og som dermed bliver medvirkende til at styrke en ny form for æstetik.
Uanset hvad vi foretrækker som ren form, så ser pragmatismen ud til at vinde indpas i brandingen af byens rum. Den indoptager langsomt den æstetiske udtryksform, så museer bliver shoppingcentre og shoppingcentre bliver kulturelle legepladser. Pragmatismen formidler mellem det kommercielle og den æstetiske oplevelse i et spil, hvor borgerne og kunderne er glade, og byens økonomi bare vokser og vokser. Den skaber byrum, som ikke stræber efter tidløshed, men efter omsættelighed. Og dermed skaber pragmatismen en identitet for byen som kommercielt rum, som vi er ved at vænne os til som en selvfølge.

*Referencer: Barthes, Roland: ’The Eiffel Tower.’ (1979). I: The Eiffel Tower, UC Press, 1997
Jensen, Boris Brorman. ’Pragmatisme. Interview Med Robert Venturi og Denise Scott Brown.’ Arkitekten 2 (2004).

*Søren Buhl Pedersen er adjunkt på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS, og forsker i branding af steder, arkitektur og marketing

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her