Læsetid: 9 min.

OPINION

6. januar 2005


Sikre grænser
Juliette Charleman kritiserer mit rejsebrev fra Mellemøsten for flere ting i sit indlæg den 29. dec. For det første, at jeg skriver om ’muren’ i stedet for ’hegnet’, når realiteten er, at kun fem procent består af høj betonmur. Men i et rejsebrev beskriver jeg det, jeg selv ser og oplever, og jeg passerede på denne tur adskillige gange det ny stykke mur ved Betlehem. Det er netop omkring de store koncentrationer af mennesker, israelerne har brugt beton i stedet for hegn og pigtråd. Juliette Charleman fortæller, at der er lignende hegn mellem en række lande, f.eks. USA og Mexico. Det skal jeg ikke kunne sige, jeg har ikke været på stedet, men kritikken af sikkerhedshegnet og muren gælder jo i høj grad på placeringen, at det ikke følger våbenstilstandslinien fra 1967, men går på en måde, så der af hensyn til de israelske bosættelser indlemmes land i Israel, og palæstinensere skilles fra palæstinensere.
For det andet er Juliette Charleman utilfreds med, at jeg ikke beskæftiger mig med det helvede, som selvmordsbomberne skaber for israelerne. Det kan jeg godt følge hende i, men jeg tror ikke, at israelerne slipper for terrorfrygten – hegn eller ikke hegn – før de er parat til at give palæstinenserne deres egen stat på rimelige vilkår. Det betyder, at grænserne for 1967 er udgangspunktet, og at enhver ændring deraf må være ved begge parters tilslutning og ikke ensidigt besluttet af Israel.
Ivar Vad spørger i sit indlæg den 3. jan., om man kan være sikker på – hvis der kommer en palæstinensisk stat – at der ikke længere er kræfter, der som det endelige mål ønsker, at staten Israel ikke skal eksistere? Den garanti kan ingen give. Nogle palæstinensere vil stadig drømme om gamle dage før 1948, da de ejede det meste af jorden. Men det internationale samfund kan garantere grænserne og om nødvendigt patruljere dem i en årrække, og Israel kan gøre meget for at minimere risikoen ved – med den amerikanske præsidents ord – at skabe »en levedygtig palæstinensisk stat« – og ikke bantustanlignende område, som er opdelt på kryds og tværs af bosætterveje. Det er der ifølge opinionsundersøgelser også forståelse for blandt de menige israelere, og man kan kun håbe, at det vil give sig udslag i den kommende politiske proces. Omkostningerne ved besættelsen er store også for israelerne. I form af ofre for terror, og – som beskrevet i rejsebrevet – i form af en soldatertjeneste, der virker forrående på de unge israelere.
Jørgen Flindt Pedersen

Når magten er et forhold
Velfærdsstaten og dens mulige moralske krise debatteres. Artiklen ’Det er min ret, men du skal betale’ 27. dec. af Sandy French og Marie Louise Kjølbye omtaler borgerkontrakter, som er en af statens indsatser for at (gen)ansvarliggøre de borgere, der trænger til en ’moralsk opstrammer’. Borgerkontrakterne sætter en ramme, der skal opmuntre individet til at bidrage til fællesskabet og forpligte borgeren til at opføre sig ansvarligt. Borgerkontrakten kan eksempelvis være en aftale mellem borger og myndighed om alkoholafvænning. I artiklen fremstår governmentality fejlagtigt som en slags metode eller handlingsstrategi til at ændre borgerens livsvaner - og Foucault og Rose fremstilles som tilhængere af ’metoden’. Governmentality er ikke en metode eller handlingsstrategi, og begrebet er heller ikke lig med selvstyring. Både Foucault og Rose anvender governmentality som et beskrivende analytisk begreb, der kan hjælpe os med at få øje på strukturer i moderne samfund, hvor magt og viden finder nye udtryksformer – som eksempelvis i borgerkontrakterne.
Governmentality refererer til en moderne politisk styringsrationalitet, hvor magt og viden ikke er knyttet til en særligt privilegeret person eller instans, men magt og viden opstår og produceres i relationer. Begrebet kan bruges til at få øje på, beskrive og undersøge de aktiviteter, der påvirker og leder adfærd - og hvordan disse aktiviteter samtidig skaber viden om det objekt, der skal ledes. Denne viden erhverves via teknikker som eksempelvis borgerkontrakter. I borgerkontrakten gøres borgeren modtagelig og tilgængelig for indgriben og regulering, og målet er at gøre borgeren til aktiv deltager – og velinstrueret hovedrolleindehaver – i opdragelsen af sig selv.
Anja Svejgaard
cand.mag., kommunikationskoordinator

Rødt EU
Søren Kolstrup betvivler i et indlæg den 3. januar det fornuftige i, at jeg går ind for den nye EU-traktat ud fra socialistiske motiver.
Hans argumentation er den, man især kender fra Enhedslisten: At ønsket om fri konkurrence er ensbetydende med en højredrejning i social-liberalistisk retning.
Jeg kan oplyse, at ønsket om fri konkurrence har været god SF-politik mindst siden Morten Langes dage. Man skal blot huske på, at det er med markedet som med ilden: Den er en god tjener, men en ond herre. Med andre ord: Det skal styres. Det kræver en robust politisk indsats. Og den sker i vore omgivelser bedst gennem EU.
Johs. Lind
Esbjerg V

Marquez på ny
Det er altid herligt at se en af mine egne favoritter prist i en bogomtale, men jeg synes det er lige lovligt flot at kalde Kærlighed i koleraens tid for en ny bog. Gabriel García Marquez udgav den i 1985 og mit eksemplar er fra Samlerens Bogklub med copyright i 1986. Så ja: ’en bog for livet’ – nej: ’Ny bog’.
Men hvis omtalen giver anledning til at endnu flere tager sig en svingtur i Marquez' forunderlige univers kan jeg nemt se bort fra den misvisende indledning.
Lotte Jørgensen
Odense SØ

Flodbølge i ørken

Mens vi glædes over vores egen gavmildhed i katastrofens og dødens stund – glemmes alt om det ignorerede folkemord i Sudan.
Sådan kan en flodbølge ramme et helt folk langt fra kontinentets kyst.
Rasmus Falbe-Hansen

Kata strofe
Katastrofe, skriver jeg. Katamaran, siger du, skyllet op på stranden, slynget op i trækronens top, som prikken over et i, en dinglende strofe, udtømt liv i buldrende bugt. »Kata, Kata, Katapult,« stamper en urbefolkning i sky. Katastrofe, skriver jeg, uden at ane ordets afmagt.
Alan Hammerlund

Den dumme europæer
Kender I den om den dumme europæer? Nej, det gør I sikkert ikke, da det altid er afrikanere, asiatere eller andre ’etniske’ nationaliteter, der laves jokes om. Men nu skal jeg fortælle om den dumme europæer. Det er ham, der med griskhed og egoisme bare tager og tager. I Information den 3. januar kunne man læse en øjenvidneberetning om europæere i Asien, der snyder sig til flybilletter samt hamstrer mad fra de lokale.
Hvorfor kan europæeren ikke få nok? Det er selvfølgelig lige så synd for danskeren, som det er for thailænderen, at de har mistet deres kære. Men måske glemmer europæeren blot at thailænderne, udover familie og venner, også har mistet muligheden for arbejde, da deres restaurant, hotel eller båd ikke findes længere. Næste gang, danskeren tager ud i verden, bør han vise mere storsind og tolerance over for de lokale, for vi er hverken bedre eller dårligere end dem.
Emilie Henriksen
studerende
Jesus og sandheden
Tak til Kurt Kristensen for kommentaren den 29. dec. til min kronik om Jesus (22. dec.).
Lad os antage at det 20. århundredes bibelkritikere med Bultman i spidsen har ret i at Det Ny Testamentes fremstilling af Jesusfiguren kun har ringe eller slet ingen værdi i forhold til det de kalder den historiske Jesus. Det, at kirkens evangelier er nedskrevne så sent og ikke på det sprog Jesus selv talte, og det at Jesu samtid og eftertid var fuld af forventninger til og forestillinger om Messias komme og hvad dette måtte indebære, gør at de fremstillinger af Jesus vi kender fra NT må afmytologiseres. For at forstå de kirkelige evangelier må vi først rense alt det smuds af legender, myter og samtidig Messiasdogmatik af, som Det Sande Evangelium, budskabet, er indhyllet i.
Jeg går ud fra, at det er denne forskningstradition KK henviser til og skriver ud fra? Set i lyset af denne forskning giver det så meget desto mere mening, at Gud skulle åbenbare Koranen. Blandt andet for at revidere og afvise nogle af de vrangforestillinger, der havde samlet sig omkring Hans profet Jesus.
Skulle Gud alene have sat sin lid til Bultman og co. (al respekt) til at lede menneskeheden frem til Evangeliets Sandhed og sandheden om evangelierne?
Richardt Riis har ligeledes en kommentar, den 27. december, hvor han skriver, at Koranens tekst ikke forarger ham som kristen, men som historiker, derfor går jeg ud fra at han er kristen. Det overrasker mig, at RR som kristen tilsyneladende ikke mener, at Gud er Almægtig og således også har al magt over historien. Koranen, som er den Alvidende Guds åbenbaring, skal ikke tages som kilde på lige fod med samtidige kilder; den overtrumfer dem, dens guddommelige ophav taget i betragtning. Gud beskriver Sig selv i Koranen som Den Almægtige og Den Alseende, Kender af det åbenbare og det skjulte. Jeg tvivler stærkt på, at RR kan bringe et historisk bevis på den historiske kendsgerning, han taler om, nemlig Jesu korsfæstelse.
Men hvis han kan, er det sådan set også lige meget, for som han selv har anført står der i Koranen »Og de dræbte ham ikke, ej heller korsfæstede de ham, men sådan blev det forevist dem« (ayat 4:157 – min markering). Man må antage, at det historiske bevis, RR påstår at kunne bringe, afspejler det foreviste eller det åbenbare aspekt ved verden og ikke det skjulte. Gud forklarer selv Koranen som en åbenbaring af noget af det, som er skjult for menneskeheden, således bl.a. noget om Jesu skæbne.
Kasper Mathiesen religionsstuderende

Gylle
Information bringer den 4. jan. en artikel om »stinkende gyllelaguner i Polen« uden at besvare, hvor mange sommerhuse eller boliger der er i nærheden af de polske svinepislort-tanke? At danskere investerer i det kæmpestore østland skyldes jo netop, at erhvervsregionerne er langt tyndere befolket end i Danmark.
Ikke een epidemi er opstået nogetsteds på grund af lugt fra husdyrs urin og afføring.
At polske miljøorganisationer håber på EU-tilskud ved at være så smagsdommer-usaglige som de danske, bør vestens medier ikke lefle for. Byboers sarte næser har forringet danske forhold, men polakkerne bør have lov at være klogere.
Bo Warming
Nørrebro

Man kan ikke bare lægge dagligdagen til side
Fogh starter nytårstalen med at sige, at han har valgt at lægge »dagligdagens politik til side«. Og: »Regeringen har fra første færd gjort alt, hvad der står i vores magt«. Inden han slutter, nævner han: »Et lyspunkt i denne svære tid er, at der fra alle sider i det danske samfund... er stor vilje til at bidrage«. Bidraget er smukt, men at kalde det et lyspunkt finder jeg overdrevet. Det lugter af de useriøse indslag om de danske rejsebureauer og ’de hjælpsomme danskere’, som især TV 2 til stadighed bringer. Talen slutter med en opfordring om at stå sammen. Ikke et øje er tørt. Den danske presse er solgt, Lykketoft, Holger K. og Søren Søndergård, selv Palle Weis falder for det i en leder. Jeg er chokeret og får associationer til Bush-retorikken efter 11. sept. Han var heller ikke bleg for at rose folkets og regeringens gerninger. Men en sådan ros er da for letkøbt. Vi kan ikke godtage hans poetiske vendinger om vigtigheden af menneskeliv, når vi ved, at han fører en krig i Irak, hvor masser af menneskeliv er blevet udslettet. Han glemmer, at livet går videre og at små og store ting hænger sammen, og at det, hvis vi ikke har baglandet i orden, ikke er muligt for os at agere fornuftigt i verdenssamfundet. Derfor mener jeg, at det er forkert af ham at tilsidesætte ’dagligdagens politik’.
Sara Simonsen
historiestuderende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu